Andet afsnit af “Balders bog” – sommerlæsning til dig

DSC_08360001

I dag får du andet afsnit af “Balders bog”. Hvis du ikke fik læst begyndelsen på historien, kan du finde den HER.

Vælg én med en rar stemme, sæt dig godt til rette og nyd at få læst op. Eller læs selv – det virker også.

“Balders bog” – andet afsnit:

– Ja, så mistede vi Balder i går aftes, siger en sygeplejer til Hermod næste formiddag, og hun smiler og ser slet ikke, hvor bleg og utilpas han bliver. Hermod må støtte sig til dørkarmen, den tomme sygestue drejer rundt, og lyden i hans ører er snarere fra hans eget hjerte end stuens. For har en roterende sygestue sådan en flaprende lyd, tænker han. Alt ser ud til at være fikseret på de korrekte steder, så måske den kommer fra en form for kardanaksel under gulvet. Et træt led, en ringe smurt krave, det kan være hvad som helst på et sygehus. Mens hans hjerne forsøger at løse det mekaniske spørgsmål, mistes kontakten til krop og lemmer, han glider ned langs dørkarmen og mærker knapt den kølige linoleum mod kinden. Hermod foretager en rejse til et sted, han aldrig har været før. Til der hvor intet er, undtagen for dem som bliver.

– Der er to typer mennesker; dem der er bange for at dø, og dem der ikke er. Hverken bange eller rigtigt levende længere. Som har affundet sig. Den første gruppe er den største. Og den mest desperate, siger Balder og kigger på sin ven.
Hermod ligger i en seng på samme opvågningsstue som ham selv.
At se til virker Hermod ikke desperat. Snarere distræt og lidt fjern. Alt for brun i sin striktrøje og de nydelige bukser. Hermod er uundværlig. Stabil som ind i helvede, siger Balder af og til, og Hermod krymper sig lidt, selvom det er en kompliment. Af en slags. Balder er i tvivl, om banderiet eller det forudsigelige udløser de svage tegn på utilpashed. Når han bliver ved, er det måske for at få det afgjort. Men først og fremmest er det jo godt ment. Godt ment og ikke ligegyldigt om Hermod med det pæne sprog bliver stødt over ordvalget eller over sin karakter.

– Kan du mærke opvågningen, spørger Balder, den nye tid vi alle venter med længsel.
– Du lever, udbryder Hermod, da hans opmærksomhed vender udad igen.
– Det kan jeg lige love dig for, svarer Balder og er synligt tilfreds med tilstanden. Jeg blev kaldt hjem et kort øjeblik, ved en fejl velsagtens, og min tid på jorden er nu forlænget.
– Har du spist efter din tilbagevenden?
– Der har ikke været noget at spise, svarer Balder.
– Ingen mad? Hvad med i morges?
– Næh, ingen klirrende lyde fra rulleborde og ingen stuegang. Det har været den mest fredelige dag i mands minde. Måske er staten gået konkurs, og de offentligt ansatte har forladt stedet.
– Næppe, svarer Hermod, jeg så hvidklædte mennesker på vejen herind.
– Hvilken vej, spørger Balder.
Hermods lukkede ansigt fortrækkes i en anstrengt grimasse, da han svinger benene ud over gulvet og kommer på højkant. Nogen må have svigtet deres pligt. Det kan være hændeligt, men der bør ligge en overordentlig god forklaring til grund. Eller en misforståelse, som minimum en misforståelse måske fra ét vagtskifte til et andet. I så fald skal det påtales. Utilstrækkelig kommunikation kan koste liv, særligt på et hospital, men man kan godt være fast og dog tilgivende i klagebrevet. Ja, måske med en afslutning som opruller de mulige konsekvenser af forsømmeligheden, for derefter at runde af med konstateringen af, at der ingen skade skete. Overblik, analyse og menneskelighed.

– Hermod, du er et kavaleri uden heste, en flåde uden skibe, et luftvåben uden fly og et infanteri med kun ét par fødder, siger Balder. Man skal vælge sine kampe med ildhu.
– Omhu, retter Hermod, det er omhu, der er brug for.
– Det kommer an på, om man vil vinde eller bare kæmpe, indvender Balder, forandringer skabes af de enmandshære, der overalt kæmper og sejrer for den enkeltes ret.
– Sejrer sig til døde, siger Hermod, vi har love, der sikrer alle.
– Liv, frihed og stræben efter lykke, fortsætter Balder, det er af afgørende betydning, at rettighederne beskyttes, hvis ikke mennesker skal gøre oprør mod tyranni og undertrykkelse.
Mage til nonsens. Hvis der skal kæmpes for noget, er det omgangstonen. Man må holde fanen højt. Opføre sig korrekt uanset omgivelsernes manglende evne til samme. Hvor ville verden være henne, hvis denne bastion røg. Hvis man gav køb på omgangsform og indbyrdes regler, bare gav los og plejede sine egne sager uden at ofre sig for det mindstemål, høflighed er.

– Undskyld frøken, De skulle vel ikke have mad til Balder Thorsen?
Så ungt et menneske og allerede hørehæmmet. Hun flytter på noget plastik i sine ører og beder ham gentage spørgsmålet med et hva’.
Hvad behager havde nok været for meget at forvente, men tiltalen er så kortfattet og uvenlig. Et skred i menneskelig samtale, man kun kan beklage. Nogle indledende sætninger til et læserbrev former sig hastigt, og den velkonstruerede indgang går tabt, da hun gentager sig selv.
– De skulle vel ikke have et måltid til hr. Thorsen, siger Hermod og kommer på en ærgerlig måde til at følge samme spor som kvindemennesket, selvom han er tilfreds med den lille vinkling.
– Der er ikke nogen Thorsen her, siger pigen.
– Vil De være venlig at kontrollere Deres papirer, spørger Hermod, hr. Thorsen ligger på opvågningsstuen og har hverken fået vådt eller tørt siden i går.
Hun vender vognen rundt og peger på en lille skærm, ruller teksten op og ned, men hverken under B eller T dukker Balder op.
– Du skal ikke snyde dig til gratis mad her, siger hun pludselig og bliver mere årvågen i blikket. Studerer hans påklædning. Måske har hun ikke set fløjl før.
Hvor uforskammet. Nej, ikke bare uforskammet. Det er en krænkelse, som er fuldstændig utålelig. At insinuere tyvagtig opførsel er en hån mod en samvittighedsfuld og lovlydig borger. Her har han gennem et langt liv opført sig korrekt i alle tænkelige sammenhænge, og så står hun der og taler til ham, som var han ingenting.
Hun går videre med vognen, mens han overvejer sine svar. Det er altid nemmere at nedfælde dem, og så får de også den gennemtænkte karakter, som det mundtlige kan mangle.

Intet personale er at se. Gangene er tomme, og det skarpe lys får mørket udenfor til at lukke sig hurtigere end forventet. Hermod køber et stykke chokolade, et æble og en bolle med noget fyld indeni. Udvalget i hospitalets kiosk er langt fra prangende, det tager bare tid at vælge. Eller måske er det rart, at der går lidt tid.
– Priserne her er horrible, siger han, da han skubber døren op ind til opvågningsstuen.
– Jeg skal nok betale dig tilbage, siger Balder og sætter sig til rette i sengen for at spise.
-Tænk ikke på det, et enkelt måltid af ringe værdi – andet er det ikke.
Man skal ikke være nøjeregnende med penge, påholdende jo, men ikke nøjeregnende, for i afmålingen ligger en uklædelig grådighed. Undertrykt af det gode, man gør, men stadig liggende på lur lige under overfladen. Desuden er Balder stort set uden midler, undtagen i dagene efter den månedlige pensionsudbetaling.

– Nå, skal vi se at komme hjemad, siger Balder, da stemningen af uro og opbrud begynder at fylde for meget. Andre ville nok ikke føle den, og Hermod gør også en prisværdig indsats for virke tilstedeværende. Han flytter sig tilbage mod ryglænet, lægger benene over kors og folder hænderne om det øverste knæ. Holder op med at rømme sig og sidder i sit frie valg af fastlåst stilling, mens Balder indtager den klistrede bolle.
– Vi og vi er måske for meget sagt, retter Hermod, du er nok nødt til at blive her. Det er en nødvendig irettesættelse af en syg mand, der forsøger at holde humøret oppe. På dem begge to.
Man skal ikke sige noget for at pynte på tingene. Det er et skråplan, og fjernes fokus fra virkeligheden, kan det resultere i manglende modtagelighed. Der er brug for, at Balder fastholdes i sin sygdomstilstand, så han kan være lydhør og modtagelig over for lægernes behandling.
Hermod samler papir og æbleskrog, og når han nu har nærmet sig sengen, klapper han Balder på overarmen.
– Min mor kunne ikke have gjort det bedre, siger Balder, og ingen ved, om det er måltidet eller det kejtede kærtegn, der er tale om.
– Tak.
– Sov godt, siger Hermod og tager affaldet med sig.
Døren til opvågningsstuen lukker sig med en anden lyd end den sædvanlige. På én eller anden måde er den forandring velkommen.
Et tegn på fremskridt måske.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Balders bog. Bogmærk permalinket.

3 svar til Andet afsnit af “Balders bog” – sommerlæsning til dig

  1. ilsearanti siger:

    Kære Lone!
    Jeg bestilte “Balders bog” i torsdags, modtog den med posten fredag og blev færdig med at læse den i går lørdag.

    Det var en sødsyrlig fornøjelse. Jeg nød dit sprog, hver en sætning, hver en underfundighed i sprog og handling. Jeg fulgte absurditeten i handlingen med al dens barokke og nutidige alvor og den fantasifulde kæde af tilsyneladende tilfældigheder, som mindede mig om min pure ungdoms absurde teater. Indimellem grinede jeg højt, hvilket ikke forekommer særlig ofte, når jeg læser. Det, jeg allermest vil tage med mig, er den smukke beskrivelse af Balders oplevelse under havet.

    Den Lone, der kommer til udtryk igennem bloggen her, genkender jeg i forfatterens stemme, tone og udtryk og i, hvad der er på færde igennem fortællingens forløb.

    Mange tak til forfatteren og forlagsdirektøren for at afsætte tid til, at denne bog kunne komme til verden. Jeg håber, at der bliver afsat mere tid til, at du kan få fornøjelsen af at give tanker udtryk og form i sprog. Du nyder tydeligvis at skrive, det lyser ud af bloggen og af hver eneste sætning i denne bog og helt frem til denne læser. Tak!

    En regnfuld søndagshilsen fra Samsø
    Ilse Aranti

    • Lone Landmand siger:

      Kære Ilse

      Tak! Jeg blev inderligt glad over at læse din besked. Det betyder alverden, at du tog dig tid og tanker til at skrive. Min første indskydelse var – Ilse skulle bare vide, hvor det her glæder mig. Den næste var, at det gør du nok. Ved det.

      Alt godt til dig
      fra Lone

      • ilsearanti siger:

        Mange tak … ja, det betyder alverden at give sig tid og tanker til at skrive. Det ved vi begge to og også, at det bringer glæde.🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s