Første afsnit af “Balders bog” – sommerlæsning til dig

Lad os poste afsnit af “Balders bog” – sagde forlagsdirektøren for det hele forleden dag, da vi alligevel ikke havde så meget at tale om.

Eller noget.

Derfor får du her første afsnit af “Balders bog”. Med den slet ikke skjulte hensigt, at du måske hen ad vejen synes så godt om historien, at du vil forære bogen til din faster Oda eller en anden, som kan få glæde af den.

Alt godt herfra
Lone

DSC_08360001

Det er ikke voldsom blæst men blot modenhed, som får den store kokosnød til at slippe sit fæste i palmens top. Havde den ramt lidt længere til højre eller til venstre, ville meget have set anderledes ud, men det er netop kernen i tilfældigheder. Nødden rammer, hvor den rammer, og det er lige på kanten af en havskildpaddes skjold. Det er hvælvet i hårdt markerede felter, og hvert felt består af tydelige hornlag. De er på én gang et hele og alligevel elementer. Som et menneskes alder aftegnes i furernes dybde, ses skildpaddens liv i skjoldets stigninger. I fligede fremspring kun tåleligt slebne af sandet i de mange brændinger, som dyret har kæmpet sig igennem.

Skjoldet er uskadt, det er bare lyden og den pludselige påvirkning, der får skildpadden til at bevæge sig. Ikke at den har lyst, det er forskrækkelsen, der udløser en form for liv. Stive, krumme forben trækker den gennem sandet ned mod vandet. Bagbenene skubber hjælpsomt med. Fugtige sandkorn sætter sig på de forhistoriske plader, som hverken ligner hud eller hår. De lange kløer skovler håbløst i underlaget og hvert tag giver mindre fremdrift end forventet. Skildpadden er tung og gammel, men det er den brogede samling af plastikposer, metalstumper og andet uforgængeligt i mavesækken, der gør dens bevægelser modvillige. Den havde lagt sig til at dø på stranden, og langt fra målet er dyret ikke. De sidste meter med fast sand giver mere bevægelse for indsatsen, og snart begynder bølger at skylle over skildpaddens hoved. Den går i stå. Øjenlågene synker ned for sidste gang, og til lyden af havet udfries den endelig for sine mavesmerter. Sådan ligger det døde dyr længe. En umotiveret bule på en plan strand.

Det blæser op, bølgerne bliver højere, og havet stiger. I fællesskab løfter tidevandet og en hårdtslående brænding den døde skildpadde fri af sandet. Først skyller den lidt frem og tilbage i vandkanten, men snart trækker suget fra understrømmen den ned under vandmasserne og ud i havet. En form for liv er det, hvis liv er bevægelse.

Mens det afsjælede legeme blot må følge saltvandets retning rundt om kloden, foregår en ukontrolleret nedbrydning af dyrets indre. Stykke for stykke omsættes cellevæv til livets grundlæggende byggeklodser, og en hær af forskelligartede bakterier arbejder frem mod det fælles mål. Havde det ikke været for det sidst spiste stykke badesandal, ville omsætningsgasserne nok have forladt kroppen løbende. I stedet er alt spærret inde bag en blå prop, og det stigende gastryk får benene til at stritte unaturligt ud fra skjoldet. Som en flydemine duver skildpadden afsted på havoverfladen.

Det smukke skjold tiltrækker en ung kvindes opmærksomhed, og hun beder sin faders kaptajn om at sejle nærmere. Faderen nikker og glæder sig over, at han har investeret i noget, de kan være fælles om. Han ser sin datters begejstring og engagement og beslutter sig for at lægge en formue i det maritime. En uddannelse til havbiolog, et filmhold og et passende forskningsfartøj vil give en glamourøs fremtræden for familien.

De to dæksmænd har vanskeligt ved at gøre, som pigen forlanger, og hun tager bådshagen ud af hænderne på den nærmeste. Efter lidt fægteri går krogen igennem skildpaddens bløde armhule. I en hvislende eksplosion fordeles den tyndtflydende sorte masse, der engang var et raffineret system af fordøjelse og indre organer. Gejseren af råddenskab rammer den foroverbøjede kvinde, og hendes skrig river faderen bort fra fremtidsdrømmene. Hun tramper hen over dækket, og med væsken dryppende omkring sig, går hun ned i skibet og videre ud på badeværelset.

Den skuffede far modtager nederlaget igennem døren til datterens kahyt, og skibet returnerer omgående til havnen. Det er mange timer før aftalt, som faderens vor-dende eksbrud påpeger, da han griber hende og kokken i færd med at bruge køkkenbordet til andet end madlavning. Kokken bliver fyret, skibet med besætning sættes til salg, smykker returneres, og den utro forlovede smides på porten. Det hele sker på én gang, for han er en mand af handling, og kvinden står ved fortovet med en sommerkjole, et par sko og perleørenringene, som har været skjult under hendes løsrevne frisure. For de to små guldting får hun akkurat penge nok til en billet hjem.

Vejen fra togstationen til den lille bjerglandsby går hun. Ikke af lyst, kun af nød. Efter et par timer når hun frem, netop som hendes mor er ved at røre i en gryderet til landsbyfestens fællesbord. Moderen står med ryggen mod døren, og først mødes pigen af den hjemlige duft og dernæst af jamren over sin tilsynekomst. De to kvinder råber i munden på hinanden, der gestikuleres og hyles, frem-tidsscenarier oprulles, og dødsdomme afsiges. En grålig røg breder sig, og moderens forbandelser tager til i styrke, mens hun bærer gryden med fastbrændt mad ud på bagtrappen.

Genforenede tager mor og datter afsted til fest, og de ser ikke naboens ged stikke hovedet ned i den høje gryde. Så længe den kan skrabe rester af bunden, bliver den stående, men panikken breder sig, da den hverken kan få mere at spise eller genvinde sit synsfelt. Dyret slår med hovedet og bevæger sig uroligt. Den bliver for alvor bange, forsøger at komme væk fra gryden og løber i blinde gennem buske, hegn og haver. Den kommer ud, hvor der er mere fri plads at bevæge sig på, men glæden bliver kort, da drøvtyggeren rammes af en bil. Chaufføren ved godt, hvem gedens ejermand er, for den gamle mand er notorisk kendt for sine ringe indhegninger. Hun smider det påkørte dyr i bagagerummet og kører i høj fart mod gården. På lang afstand ser hun manden i hvidt. Han er ved at høste honning i sine bistader, og enten er det, fordi han taler med bierne, eller også er han halvdøv. I al fald opdager han ikke den vrede bilejer, før hun slår en knytnæve i skulderen på ham. Den ro og harmoni han omgiver sine bier med ophæves, og de sitrer af nervøsitet. Ligesom ham. Ham der ikke bryder sig om vrede mennesker. En sveddråbe forlader sin plads i tindingen og løber ned over kinden. Den gamle mand slår nethatten tilbage og tørrer sig i ansigtet, så det er ganske utilsigtet, at en urolig bi klemmes mellem bagsiden af læderhandsken og mandens kæbeben. Det er en lillebitte brod, en smule gift og en stor krop, men sammen reagerer de katastrofalt, og alt blod trækkes væk fra ligegyldige legemsdele – ind til kampberedskab i de vitale organer. Hjernen sætter ud, den gamle mand synker sammen, og damen bliver forskrækket. Hun løber ind i huset for at ringe efter hjælp. Hun kan ikke huske nummeret til alarmcentralen og trykker i stedet på telefonens genopkald til sid-ste nummer. Der bliver ringet nogle gange, og lægen kigger på sin telefon. Det er hans far, og han foretager kun et dyrt udenlandsopkald, hvis det er absolut nødvendigt. Foran lægen ligger en mand med hjertestop, og et forsøg på genoplivning har været forgæves. Sygehuspersonalet kæmper med udstyret, og lægen står med patientens journal i den ene hånd og telefonen i den anden. Overvejer kort og tager opkaldet. Den ophidsede kvinde-stemme forlanger redningshjælp til manden, som er ved at dø af bistik. Efter et blik på den livløse træffer lægen en beslutning om, hvor han kan gøre størst nytte og forlader lokalet. Han instruerer kvinden i førstehjælp, rekvirerer en lokal ambulance og afslutter dagens arbejde med en dødsattest. Det var Balders død.

Inde på stuen giver sygeplejersken ikke op så let. Endnu et genoplivningsforsøg bærer frugt, og patienten vender tilbage til livet. Han havde fortjent de par tusind volt mere, siger hun senere, da de sidder i personalestuen, og det er faktisk venligt ment.
Måske en tilfældighed.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Balders bog. Bogmærk permalinket.

6 svar til Første afsnit af “Balders bog” – sommerlæsning til dig

  1. Pingback: Andet afsnit af “Balders bog” – sommerlæsning til dig | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. mimikirstine siger:

    Hej Lone

    Det er virkelig spændende læsning, og godt skrevet, det sætter rigtig mange tanker igang !!

    Med venlig hilsen Mimi

  3. Grete Kragh siger:

    Kære Lone!
    Jeg vil ønske, at mange mennesker forstår dit budskab i denne forunderlige fantastiske bog. TAK.
    Kærlig hilsen Grete

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s