Græssat

1-DSC_72860001

Uanset om vejret er godt eller dårligt, varmt eller koldt, uanset om tomaterne vokser, kålen spirer eller æblerne modnes, så er én ting sikkert – græsset gror! Og trods dyrefoldene så har vi bare urimeligt meget græs at klippe.

1-DSC_72060001

Vores forskellige græsklippere er mest af alt noget affældige – der bruges timer efter timer på at holde sammen på skidtet med svejsninger, gaffa og selvbindergarn.

1-DSC_72790001

Der er den helt store Stensballerotorklipper, som konstant smider den ene rotor, der sidder hæftet på en måde, så den er umulig at svejse ordentligt; ofte bruges den med de to tilbageværende rotorer, der er så slidte, at der står en frisk og frejdig stribe af græs på 10 cm i bredden imellem de to roterende knive. Den bruger vi ikke meget mere..

1-DSC_72880001

Så har vi en nærmest ny slagleklipper, vi investerede i sidste år. Et godt køb, en virkelig lindring, den var så ikke dyr, men af rimelig kvalitet – sådan da. Ved et sært uheld, på årets første tur, vred den splitten ud af tværbolten ved ophænget, lod denne falde ned i græsset, som den så et splitsekund efter fik suget op med en af slaglerne. Bolten kilede sig fast mellem skjoldet og hovedakslen med slaglerne på, og med et brag stoppede festen og sørøveren vågnede op. Vågnede op til en maskine der gik fra 100 til 0 i brugsværdi på rekordtid. Den er ubetinget gårdens flotteste maskine i skrotstakken.

1-DSC_71980001

Så er der havetraktoren. Den skifter jeg dele på i ét væk, men her er det faktisk muligt. Den er i den stærke ende af hobbymodellerne, og det er sådan set fint nok. Jeg kan komme over det væsentlige græs på rundt regnet 12 timer. Slet ikke dårligt.

1-DSC_72890001

Faktisk skal jeg holde op med det klynkeri, for vi har jo også en lille, ja bevares, lavtgående håndskubber, der udmærker sig ved at kunne klippe græs til dyrene, når det ikke rigtigt er kommet igang med at gro i foråret. Nogen husker måske nok træk i snoren, så starter mo-to-ren.

1-DSC_72650001

Nå, men nu til det egentlige. Jeg har fået en ny maskine… eller man kan vel kalde det et nyt stykke tilbehør til en gammel én. En le. En forlænget arm med en kniv på. Jeg har de seneste mange år hver morgen slået græs til dyrene med en le i Silvan-model, og jeg troede, at det nok var det, en le kunne være. Nu står jeg med et stykke østrigsk håndværk, der afslører den på gården eksisterende som værende en – ja, man kan nok bedst beskrive det, som når man som dreng slog ind i brændenælderne med en kæp.

1-DSC_72560001

Et flot stykke smedet stål på et udvalgt stykke asketræ skåret ud som et alpedrag – det kræver en lidt anden teknik, end jeg var vant til. Tænk engang, der findes flere teknikker??! Til at starte med føltes det lidt som om nogen havde byttet om på gas- og bakpedalen på min rumfærge. Men ligeså snart man finder musikken, spiller den højt og flot. Og sikke et stykke stål. Så nemt at slibe skarpt, selvom det finder en stump glemt hegnstråd i græsset, en sten eller et mulvarpeskud.

1-DSC_72940001

Man glædes, gør man, og kan man holde græsset nede på Katholt med le, så kan man også på Brandbygegaard.

1-DSC_73020001

Søren Sørøver – overvejer at købe en ko

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

Et svar til Græssat

  1. Leif Johannessen siger:

    Kære Søren, – sjovt at se billedet af din le. Sådan én har jeg slået med mange gange på den lille næstyderste ø, Værøy, i Lofoten i Nordnorge. Den eneste tilbageværende beboer i den forladte by Måstad, en ældre mand, havde en flok får, som han fodrede med hø om vinteren. Når vi tog hjem, gjorde han op, hvor meget hø vi havde slået, hæsjet og kørt ind. Så vidste han, hvor mange får han kunne beholde vinteren over. Det lange skaft på leen lå i venstre albue/arm og til højrehånden var der nøjagtigt det samme tværhåndtag på en “udrigger”. På den måde havde mat fat i leen i tre punkter. Det gav stor stabilitet og man kunne slå meget præcist.
    Der er alligevel nogen kilometer mellem Østrig og Lofoten, og alligevel så ens!
    Til at slå mellem sten og klipper havde han et kort leblad på et s-formet skaft. Sådan ét bruger jeg stadig hér på stedet, når det er små mængder, der skal slås.
    Leif
    Knebel Mølle på Mols

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s