Gårsdagens rejseberetning fra Søren Sørøver

DSC_40080001

Bryan Ferry og Roxy Music simrer stille ud af højtalerne i et yderst passende miljø, ja faktisk ville en almindelig uopmærksom spritter snildt kunne sidde her ved siden af mig og tro, at han sad på værtshuset Perronen på banegården. En halvtyk stank at Cecil hænger i luften sammen med en smule våd hund og småslatten opskænkning af et eller andet udefinerbart alkohol.

Jo, det er i sandhed en oplevelse at sidde i Opelbilen lige nu. Dagen har været stor, nærmest overvældende, og i bilen ligger hele 3 små epoker.

DSC_39800001

Det tunge regnvejr har gjort det mere udholdeligt at snuppe en 5-600 km køretur gennem det jyske. Først, lige efter dyrene var fodret, satte vi kurs mod Nordisk Brænderi. Du kan måske huske, at det var der, yderst kompetente hænder hjalp os med at lave noget, vi selv ser som Danmarks bedste yberøkogin. Vi skulle nemlig tappe den længe ventede gin, vi for nogle måneder siden har brændt. Hviletiden er ovre, og den er klar til salg. Et stort skridt for det lille vinhus, ikke mindst fordi vi er helt vildt stolte af resultatet, men også fordi vores drøm om at bruge pressematerialet til noget fornuftigt, med denne gin i den grad er gået i opfyldelse.

DSC_39770001

Anders, der er indehaver, eventyrer og noget af det dejligste menneskeligt, sikrede, at vi havde lidt mad i maven, inden vi efter afsluttet tapperi kunne sætte næsen efter dagens næste mål – Stauning Whisky i Skjern. Måske det mest omtalte whiskybrand i Danmark, ikke mindst efter at de nu er blevet opkøbt af en engelsk alkoholgigant til et fuldstændig surrealistisk millionbeløb.

DSC_39730001

Nå, de havde en spændende gammel egetræstønde, der ikke kunne vrides mere highend whisky ud af. Hvem skulle have troet, at en 200 liters tønde lige passer ind i en Astra. Den kan nu, i hænderne på den bindegale brygmester i det lille gårdbryggeri, gære den ondeste, ment på den gode måde, barley wine. For dem der ikke lige er stødt på det navn før, så dækker det blot over en øl, der er mere fyldig end Dolly Parton efter 3. operation, og med en alkoholprocent der får dig op og danse på bordene med det vuns! Sådan en øl er på vej, og det i et fad af nærmest royal afstamning.

DSC_39840001

Men en smule spritånde kan jo ikke gøre det alene. Derfor, eller måske ikke udelukkende derfor, havde vi en aftale ikke så langt fra Herning med en pensioneret vådbinder. Jeg har nemlig længe ønsket mig en rejeruse – en ordentlig én. Derfor havde jeg bestilt en sådan ved en yderst kompetent herre, skulle det vise sig.

DSC_40350001

Vi blev af hans flinke kone ledt ud på den kyndige knudeknytters værksted, hvor man ved første øjekast blev forvirret over den meget lokale tåge, noget der i Hirtshals havde udløst det store tågehorn i det gamle fyrtårn, og det i en sådan grad, at ingen ville få noget ud af deres middagslur. Ved nærmere inspicering, vi blev mødt af manden med en af tågemaskinerne i hånden, blev vi klar over, at her var der tale om en yderst effektiv mand, der ikke kun kunne binde vod, men også få det bedste ud af sin Cecil. Af samme grund var værkstedet hermetisk lukket, så den dyrebare røg ikke skulle slippe ud.

DSC_40230001

Lidt af de gode sager sneg sig dog ud. De sidder i den fine rejeruse og ligger nu i skrivende stund bag mig – ovenpå kasserne med den fantastiske gin, og fuldfører oplevelsen af en bodega inden rygeloven.

DSC_40310001

En fuldstændig fantastisk dag, og i morgen er vi både ginproducenter, rejefiskere og fandens tæt på en helt exceptionel øl.

Søren Sørøver – der skal top på en rejemad!

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

6 svar til Gårsdagens rejseberetning fra Søren Sørøver

  1. Pingback: En beskeden verdenspremiere på vores gin | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Strikkehansen siger:

    Må man spørge om noget?? Hvorfor sætter i korkpropper i ginflaskerne? Jeg kan ikke drikke en hel flaske af gangen 😜😜 og synes det er noget nemmere med skruelåg.
    Jeg glæder mig meget til at smage 😃😃

    • Lone Landmand siger:

      Ja, det er noget nemmere med skruelåg, men udstyret til at montere skruelåg koster en bondegård. Vi synes korkpropperne er smukkere, og så kan man bare proppe til med en gemmeprop. Eller invitere mange🙂

  3. Pingback: Billeder fra en skelsættende begivenhed | Beretninger fra et autentisk landbrug

  4. Marianne Luna siger:

    Hold nu fast, hvor ser det lækkert ud! Gin er en genial drik.🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s