Levende dyr – vis hensyn

DSC_01840001

For et stykke tid siden henvendte Dyrenes Beskyttelse sig og bad om et indlæg om dyretransporter.

Der er al mulig grund til at sætte fokus på landevejenes manglende dyrevelfærd – et forholdsvis overset fænomen.

For øjeblikket sker det med yderligere oplysning og indsamling af underskrifter. Du finder indsatsen lige her: http://stoplangedyretransporter.dk/

Hvis du – som jeg – har dine tvivl om underskrifters betydning, kan man tænke på, at ingen handling må forventes at ændre intet. Og alt er mere end intet.

Her får du indlægget til almindelig opildnelse:

”Levende dyr – vis hensyn” er en ofte set bagsmæktekst i det danske landskab, ikke mindst på vejnettet. Hvem er det så, man bør vise hensyn ikke blot som medtrafikant men også som medmenneske? Er det eksporten, transportselskaberne, husdyrproducenterne eller dyrene?
I Danmark er det svinetransporterne, der præger motorvejsnettet. Jo længere vestpå og sydpå i landet man kommer, des flere tungtlastede biler møder man. Når landbruget anklager forbrugerne for disneyficering af husdyrene, er det intet imod erhvervets egen fremstilling. Som taget ud af en Store Stygge Ulv historie boltrer veltrimmede grise sig i græstuer og pynter sig med blomster i panden. Eller de spiller fodbold på et grønt underlag. Glade ser de ud, i hvert fald de tegnede udgaver der dekorerer de tætpakkede flokke inde i lastbilerne.

Typisk er svinetransporterne indrettet med flere lag, og så kan enhver regne ud, at der bag de lukkede skodder næppe er plads til hverken himmelseng eller kolbøtter. Fodboldspillet er det nok også småt med.

Etikkortet er sorteper

Hvorfor køres over en tredjedel af de danske svin til udlandet med henblik på opfedning og slagtning? Det er i nærheden af en million grise, der flyttes hver eneste måned. Grisene har ikke megen fornøjelse af køreturen til Tyskland, Holland, Italien eller Polen. De danske arbejdspladser gavner det heller ikke. Forklaringen er, at salgsprisen for en gris er højere til eksport, end hvis en nabolandmand køber dyret. I den danske svineproduktion har man for længe siden gjort etik-kortet til sorteper, og eneste fokus er at hive flest muligt stik hjem.

Den stigende eksport af levende dyr er sammen med importen af GMO-soja erhvervets sidste krampetrækninger. Et forsøg på at fastholde en landbrugsstatus som bulkvarenation i et land, hvor omkostningsniveauet indenfor lønninger gør det åbenlyst umuligt. Som borgere lægger vi vejrtrækning, natur, grundvand, dyrkbar jord og moral til den mellemstation, dansk svineproduktion udgør.

Man behøver ikke den store kugleramme for at se det tåbelige i al den flytten rundt. Landbruget ved det. Danish Crown flytter arbejdspladserne, og de store svineproducenter investerer i produktionsejendomme i Polen, Ukraine m.fl.

Hvad med en buket nyafklippede grisehaler?

Uanset hvor den industrielle svineproduktion foregår, er det under omstændigheder, de færreste ville finde acceptable, hvis de kendte til forholdene. Og ja, der er åben-gård-dage med besøg. Familie- og klasserundvisninger og fotogene svineproducenter med griseunger på armen. Øjebliksbilleder udenfor den arbejdstid, hvor dyrene håndteres. Ser man nogensinde halekuperingerne under besøg? Får børnene en lille buket nyafklippede grisehaler med hjem?

Ser de besøgende, når pattegrisene tages fra søerne, og ses de hårdhændede kast gennem luften, hvor grisene rammer ned i en vogn til opsamling? Ser man flytningerne af dyrene? De situationer, hvor der virkelig er pres på. Når grisene skal drives gennem smalle gange for at komme ud til de ventende lastbiler. For det er kernen i transporterne såvel korte som lange – dyrene skal drives ud til at begynde med, og tid koster penge.

Hver femte gris har slagmærker

Fra næsten hver femte slagtesvinebesætning leveres grise med slagmærker. Resultatet af ophidsede mennesker, der forsøger at drive dyrene ud ved hjælp af håndværktøj, jernkæder eller andet hårdtslående. Sporene af de elektriske drivstave kan ikke ses så tydeligt. Det er vold uanset metode, men det er almindeligt, fordi flytning af grise i et staldsystem kræver tid og tålmodighed – to ting, som ikke findes i en økonomisk fikseret produktion.

Når grisene lukkes ud på gangene, bliver de bange for de fremmede omgivelser, standser op og pakker sammen. Staldfolkene er altid bagest, fordi de skal have alle grise ud af stierne, og det betyder, at de ikke kan løse proppen, hvor den sidder, men kun slå løs på de bagerste grise i håb om at de bliver så panikslagne og kæmper sig så desperat fremad, at de til sidst får sendt bølger af bevægelse frem til de forreste, og flokken kan flytte sig. Sådan kan det blive ved hele vejen ud af staldsystemet – ud til den ventende lastbil, hvor hver etage skal fyldes hårdt, så ingen plads går til spilde. Plads koster penge.

Dyr lugter af angst

Hver dag dør omtrent 25.000 grise i de danske stalde, de bukker under før tid – ramt af produktionspresset. De udfries af deres lidelser, mens de overlevende for en stigende dels vedkommende sendes ud af landet på lange køreture. De uheldige grise til eksport transporteres i lastbiler typisk med fire etager og ”plads” til ca. 600 grise, som vejer 30 kg. Det giver en loftshøjde på trekvart meter og en meget indelukket fornemmelse. Må man gå ud fra. Også selvom man som menneske ikke har prøvet denne rejseform, men blot forlader sig på almindelig fornemmelse for situationer.

Stressniveauet er højt, grise fra forskellige stier sammenblandes, ingen kan opretholde nogen form for naturlig adfærd, luften er fyldt af ammoniak og angst. Som også mennesker gør, lugter dyr af angst. Lugten er et signal, og den spredes og opfattes. Alting er uvant – bunden, det manglende udsyn, lastbilens bevægelser, luften, artsfællerne.

Er man tidligt oppe, kan man høre skrigene

Mange transporter tager deres begyndelse om natten eller i de tidlige morgentimer. Dyrene vækkes og gennes ud af stalden. Det er ofte nemmere at arbejde med dem, når de er søvndrukne og forvirrede over tidspunktet, end om dagen, hvor de er opmærksomme og oppe på dupperne. Desuden sover landets borgere, og de færreste lægger mærke til de massive husdyrtransporter.

Er man tidligt oppe, kan skrigene fra naboens grise påvirke hele ens dag. Lyden sætter sig i én og fortager sig kun langsomt. Grisene skriger, når de drives ud, og de skriger det første stykke tid på lastbilen. Ikke mindst når den drejer i svingene, krænger lidt og dyrene presses mod hinanden og indersiden af vognladet. De skriger hjerteskærende, men de færreste hører det.

Når vi blæser derudad på motorvejen og overhaler den ene dyretransport efter den anden, er der heller ingen lydhørhed. Levende dyr – vis hensyn. Hvem er det, vi tager hensyn til, når vi lader transporterne finde sted?

Lone

P.S. Indlæggets foto er ikke repræsentativt for de danske svinetransporter

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

8 svar til Levende dyr – vis hensyn

  1. Pingback: Buræg, Dansk Supermarked og manglende begejstring | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Dorthe siger:

    Jeg får efterhånden decideret kvalme, når jeg passerer transporterne på vejene. Hvordan kan vi være så afstumpede? Men så længe økonomi vægtes højere end anstændighed og moral, vil den slags vanvittig mishandling foregå. Vi har som forbrugere hele magten….men også “vi” vægter åbenbart økonomien højest. Tænk hvis alle forbrugere valgte efter, hvordan dyret var blevet behandlet. SÅ ville der ske noget.

  3. Christine siger:

    Endnu et godt og velskrevet indlæg der kommer et godt stykke rundt, tak for det.
    Jeg deler tit dine gode indlæg også med skeptikerne omkring mig – man ku’ jo være heldig at de følte sig oplyste en dag…
    Men de er ikke bare skeptiske, de er også skarpe, så jeg ved at spørgsmålet kommer: Er det “hver femte gris har slagmærker” eller “fra næsten hver femte slagtesvinebesætning leveres grise med slagmærker” der er rigtigt? Jeg synes slagmærker er uantagelige i alle fald, og vil så nødigt at det skal være en unøjagtighed der får fokus i en meget alvorlig sag.

  4. hanne lindblom siger:

    også herfra lyder det, at dette indlæg burde stå, hvor mange flere læser det! Jeg bliver dårlig af at tænke på, hvordan levende væsner bliver behandlet…..og er endnu engang glad for, at jeg er vegetar. det fritager mig selvfølgelig ikke for at kæmpe mod dette problem, så der ER skrevet under. gode hilsner til jer og tak for, at I er der og tager disse prekære emner op!

  5. Grete Kragh siger:

    Tak igen for et velskrevet indlæg. Håber det når ud til mange.
    I mit område er der en kæmpe svinefabrik med lang flot alle op til gården. Helt ude ved vejen ind til fabrikken står to stenstøtter formet som superglade griseunger. Min søn sagde: “Det er da vist de eneste to GLADE grise her i området” Jojo.

  6. finn birkholm-clausen siger:

    Sidst jeg var i Tyskland og kom hjem til danernes rige, mødte jeg ti smågrisetransporter i løbet af den time, det tog at køre fra grænsen til Kolding. Jo her bor de store naturelskere og de store dyreelskere, med verdens bedste dyrevelfærd lige midt i verdens fedeste natur, de danske korn – og majsmarker. Der var en gang, jeg var stolt af at være bonde. Men jeg har kun væmmelse til overs for de nuværende primitive brovtende typer, der nu står som talsmænd for danske bønder, Mogens Dall, FaktaFlemming FugledeFakta, Mette Boch, Erling Bonnesen, Vagn Lundsteen. Jan Hjeds, Per A Hansen, Poul Vejby Sørensen og ikke mindst vores nye miljøvimister Esben Lunde Larsen. Ja jeg er ked af at nævne folk med navn. Men i går aftes kunne disse personager og deres hæslige synspunkter ses på DEBATTEN – og høres – så nerverne skriger.

  7. Helle siger:

    Jeg får altid ondt i maven, når jeg læser om dyretransporter eller ser lastbilerne, når vi kører fra Hamborg til Danmark, for jeg ved godt, hvordan det står til med de transporter. Istedet for igen igen at hidse sig op over hvad “nydanskere” og indvandrere gør eller ikke gør, kunne de landsdækkende medier jo også bare engang behandle andre emner fra dagens Danmark som f.eks. dyretransporter. Dit indlæg burde sendes til alle aviser i landet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s