Træk i snoren – så starter mo-to-ren!

DSC_35620001

Jeg er næppe den eneste af os, der har stået fuldstændig opkogt med håndtaget fra ét eller andet åndsvagt motoriseret apparat i hånden. Hvor alle ens talenter udi motorstart kun har ført til en overophedning og en sprunget snor. Lige siden jeg var gammel nok til at flå et motoriseret apparat i gang, har jeg gjort det. Jeg har udviklet trækketeknikker, skuldertræk og passende grimasser, til når det en gang i mellem bare ikke nytter noget – der hvor man står svedbadet, bandende og klar til at smadre maskineriet i en rus af arrig uretfærdighedsfølelse. En gang i mellem løser problemet sig selv, når man flovt opdager, at man har glemt at sætte hætten på tændrøret, eller maskinen rent faktisk er løbet tør for benzin, selvom den stort set lige er blevet fodret, eller hvert fald i indeværende sæson.

DSC_35780001_1

I min tid som anlægsgartner var der mange gamle maskiner, der skulle prygles i gang. Og især én episode står soleklart i min erindring. Vi stod og skulle lave en støttemur ved en større automobilforhandler, og skulle banke sandfundamentet op inden støbningen kunne påbegyndes. Pladevibratoren ville naturligvis meget nødig starte. Imens vi stod der og trak i den, som om det gjaldt livet, lød en stemme på klingende jysk – ”Træk i snoren, så starter mo-to-ren.” Vi så op på den lille runde mands selvtilfredse smil, mens han så på os, som om vi var nogle sørgelige gartnere, hvis motormæssige kompetence kunne ligge et meget lille sted. Der gik mange tanker igennem hovedet. For eksempel den tilfredsstillende lyd af en pladevibrator, der bankede løs på mandens tæer. Men set i lyset af at han var autobossen, der havde hyret os, så blev grimasser og snarrådige udtænkte hævnaktioner pakket ned, mens vi fulgte mandens råd og trak løs..

DSC_35800001

Hver eneste gang, jeg står og flår i ét eller andet maskineri, hjemsøger stemmen mig stadigvæk. Træk i snoren, så starter mo-to-ren…. Og nu i mit liv som fattig økohippie, så trækkes der meget tit og ofte i motorer, der ikke ligefrem springer i gang.

DSC_35970001

I disse dage drejer det sig mest om en gammel plæneklipper. Sådan en med opsamler på, og det er lige netop det, jeg bruger den til. Vi har nok det meste af en fodboldbane græs at klippe, sådan inden for hegnet. Her i forårstiden kan græsset ikke helt følge med i dyrefoldene, og det er endnu ikke blevet langt nok i marken, til at jeg kan slå det med le. Så når dyrene skal have det daglige skud grønt, så bliver det lavet med en maskine, der for længst selv har givet op.

DSC_36080001

En lidt slagen kniv på plæneklipperen har kørt lidt for længe og har rystet alt fra hinanden. Og jeg mener alt. Det er utroligt så få skruer, der egentlig er brug for i sådan en maskine. Enkelte erstattes, når de holder noget vitalt. For eksempel taber jeg, eller rettere den, karburatoren ret ofte. Maskinen kører ikke langt uden, og selv med nye bolte i motorblokken vandrer de ud igen – omtrent hvert tiende minut. Problemet ligger vist i, at der engang har siddet nogle gummibøsninger mellem motoren og stellet på plæneklipperen, men de er for længst gået bort, så der er ikke rigtig noget til at absorbere.. lige med undtagelse af diverse motordele, der er raslet af i et væk.

DSC_36130001

I går var jeg smart! Jeg tænkte, at hvis jeg nu satte karburatoren fast med gaffatape, så ville den ikke lige kunne ryste løs. Jeg er ellers ikke sådan én, der løser alle problemer med gaffatape, men selvbindergarn kunne bare ikke rigtig bruges her. Karburatoren blev sirligt tapet fast, og der blev trukket i snoren. Du ved, både med teknik og brede skuldre….. og stemmen i baghovet. Den kom i gang, og jeg klippede tilfreds ca. ti meter, før rystelserne, der nu blev forbundet via tapen, havde pillet alle skruer ud af den fine plastkåbe, der ligesom indeslutter hele miraklet. Da den flyttede sig fra sin faste plads, slap karburatoren, og motoren stoppede for gud ved hvilken gang den dag.

DSC_36220001

Nå, men dyrene skal jo have mad i morgen, tænkte jeg, så efter at have ledt nettet igennem for fantastiske maskiner til ingen penge – dem er der åbenbart langt imellem – besluttede jeg mig for at splitte maskineriet ad for at udføre en større redningsaktion. Her kunne man så glæde sig over, at fabrikanten havde valgt at bruge tommemål på alle bolte og møtrikker, så mine ellers udemærkede gaffelnøgler ikke kunne bruges til en hujende hattefis. Og desuden kunne man undre sig over, at alle andre skruer og bolte var rystet løse, mens kniven sad tossigodt fast. Den gav sig, og efter jeg havde kastet et blik på den, gav jeg mig også og sendte landmanden i byen efter en ny.

DSC_3628-0010001

Jeg havde øjensynligt fundet roden til rystelserne – kniven havde nok været i en trærod eller noget, og den lignede en sommerhat. I mellemtiden gik jeg i gang med at fylde alle ledige huller ud med nye skruer, skiver og bolte. Lone kom tilbage med den samme klinge. Det viste sig nemlig, at det lokale byggemarked ikke rigtig kender til det der med at skifte andet på en plæneklipper, end HELE plæneklipperen.

DSC_36470001

Med en smule mulen i skægget inviterede jeg den gamle klinge med ind i smedjeværkstedet, vred, bankede, kortede af, og sleb til den lignede en ny… men dog lidt mindre udgave af sig selv. Der var balance i kalorius, og den blev monteret. Nu kører det hele, som var plæneklipperen kun 6 år gammel, og en lille modifikation ved karburatoren har tilmed tilladt benzinflowet at blomstre, så vi kører i et mere sørøveregnet tempo.

Søren Sørøver – på vej ud og besejre græs!

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

7 svar til Træk i snoren – så starter mo-to-ren!

  1. finn birkholm-clausen siger:

    Den lo jeg meget af. Her har vi to plæneklippere. To motorsave, en hækklipper og to buskryddere. Så UH hvor jeg kender det der med at stå svedende og bandende – og ikke kunne på det fidiotiske maskineri i gang. Go sommer til jer og jeres Uldgrise

  2. frukat siger:

    Og så gik den dag…. 1- 0 til Søren🙂

  3. Annette siger:

    Hej. Denne kommentar er godt nok irrelevant i forhold til ovennævnte, så undskyld. 😊 Vi begiver os sydpå fra det nordjyske i morgen. Er det muligt at kigge forbi jer og købe et par flasker vin eller noget af jeres øl? Jeg kan ikke lige finde ud af, om I har åbent en gang imellem?

    • Lone Landmand siger:

      Hej Annette – vi er hjemme, I er velkomne, men vi har ikke en særlig butik med åbningstider – bare et bord med flasker. Øl er endnu ikke færdigt – vin findes🙂

  4. Trine Lesemann Amstrup siger:

    Hahaha😀 Altså, jeg mener, det er jo faktisk overhovedet ikke spor sjovt – men situationsgenkendelseseuforien er fantastisk!😀

  5. Helle siger:

    Hvorfor ikke sætte hegn rundt om fodboldbanen og lade dyrene “klippe” græsset selv? Så kan du pensionere plæneklipperen, som jeg har gjort!

  6. Inge Birthe Bjerg siger:

    Skulle hilse fra min mand og fortælle han fik et rigtig godt grin. Han kender situationen alt for godt😉 – sjove mål på skruer og snoretræk, der ikke bringer motorsummen med sig. Som jyde – tror jeg vi har fået en ny sentens ind i vores vokabular. “Træk i snoren….”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s