Farvel Eva talknuser Kjer og velkommen til Esben rapportfifler Lunde – Søren Sørøver har skrevet dagens bredside. Eller slagside.

Ét eller andet sted i et tv-studie, radiostudie eller på en nyhedsredaktion sidder en stædig eks-industrilandbrugsminister aka miljø- og fødevareminister og fortæller den forfærdelige historie om, hvordan hun blev offer for en ung overambitiøs ordfører fra de konservative, og hans trang til at promovere et parti der stille og roligt var ved at glide ud af 100 års aktivt politisk arbejde og ind i 100 års tornerosesøvn.

Eva Kjer er i stand til at smile, mens hun fortæller historien om og om igen – noget hun muligvis har lært af landbruget, der bruger selvsamme teknik til at ophøje påstande til sandhed. Ja selv lederskribenten i Jyllands-Posten bliver ved med enten at gå landbrugets vej og bevidst lyve eller blot udstille sin uvidenhed ved stædigt at påstå, at kornet – det meste af Danmarks dyrkbare jord er dækket af – ikke engang kan bruges til at fodre grise med længere. Hvad Søren bruger de det så til?

Eva Kjer, der virker som om, hun selv tror på sin egen historie, lagde røde tal sammen, så de blev grønne. Har du – ligesom os – set de meget lange samråd og høringer, må du også undre dig over, at Eva ikke var på podiet forleden aften, da Oscar’erne blev uddelt, for magen til skuespiller skal man lede længe efter. Det hele kørt hjem på arrogance.

Nå, ministeren røg, mens den blå blok med undtagelse af de konservative helt klart og tydeligt slog fast, at det at lyve over for Folketinget, befolkningen, medierne og ikke mindst sig selv er helt i orden. Det ligger så ulækkert tæt op af stater, vi meget nødigt sammenligner vores demokrati med, men i øvrigt himler op over når de ikke længere vil købe vores burgrise.

Vores, af det flossede demokrati konstituerede statsminister, Lars Lykke sad med kortene tæt ind til kroppen og bluffede sig til politisk kaos, i hvilket han heller ikke var for fin til at latterliggøre Rasmus Jarlov. Desværre rakte Lars opblæsthed ikke, selv om han sad med den klassiske westenhånd, fem esser, så var de konservatives hånd bedre, og den gamle politiske håndværker sad klædt af til det sidst indkøbte undertøj.

Nu er Lars gået så vidt som til at indrømme, at Jarlov havde ret i sine udregninger, han har fået tøjet på igen, og med afblæsningen af en miljøvenlig tillægspakke til den industrilandbrugspakke det hele drejede sig om, har han udpeget den gennemgående taber i hele denne sag – natur og miljø.

Så nej, Eva Kjer, du blev ikke ofret i et mediestunt fra konservativ hånd – du var prisen, der skulle til for, at landbruget nu må svine og belaste miljøet på en måde, så fatter EU snart kommer og banker på.

Alle miljøorganisationer er fuldstændig forfærdede over denne regerings holdning til miljøet og naturen – til vores livsgrundlag. Og det især set i lyset af at den støtte, der nu gives til landbruget på bekostning af os alle sammen, kun giver mere usælgeligt svinekød. Det kød som ingen pris har, og som skal opmagasineres for at afholde prisen fra at falde yderligere.

Det svarer til at få den geniale idé at tanke olie på et kæmpe stort containerskib, der har et gevaldigt hul i siden og er ved at synke. Der gives endda tilskud til, at man begynder at male den del af skibet, der stadig er over vand, med det giftigste stads man kan finde. Det her er ikke et skib, der har brug for mere nyttesløs motorkraft – det er et skib, der har brug for redningsbåde og et stærkt lederskab, der kan få pagajerne sikkert over i redningsbådene.

Landbruget synker, og regeringen ofrer miljø, natur og bunker af penge, der må gå fra et velfærdssamfund, som i den grad mangler.

Liberalt erhverv og min bare Massey Ferguson.

Nu har vi så fået en bondesøn på ministerposten, som i bedste landbrugsstil synes, at natur er en bølgende hvedemark set fra førerhuset på en millionkroners traktor. Esben Lunde Larsen har klare holdninger om, at svine-MRSA ikke stammer fra grise, han ved, hvor vindmøllerne skal stå, og hvem der kan have gavn af det. Og han kan få en rapport til at se ud som om, han selv har lavet den… en gang før.

Med andre ord en personlighed som kan forvalte både vores fødevarer og miljø til ug… for landbruget og svindelfirmaer der gladeligt køber kinesiske kopiprodukter til videresalg i de danske supermarkeder. Til gengæld er han ikke meget for de der Natura 2000 områder eller miljøtyrannerne, der prøver på at redde alt det ligegyldige. Ok, det er måske lidt forudindtaget, indrømmet, men jeg er ved at være så træt af folk, der ser naturen som et middel til rigdom i stedet for en rigdom i sig selv.

Ved samme lejlighed vil vi gerne byde Marie Hjortdal velkommen her på bloggen. Marie er det, man nu om dage kalder særlig rådgiver for Esben Lunde Larsen. Altså det man med rimelighed engang kaldte spindoktor. Det er altså Marie, der skal sælge de rigtige historier til pressen, så alle kan forstå, hvor vigtigt det er at male den synkende skude.

Marie tilmeldte sig i aftes vores Twitter-konto. Tak for tilliden, eller mistilliden, hvem ved, måske er Marie heller ikke så vild med, at hendes børn og børnebørn skal bade i en blågrøn fjord. Under alle omstændigheder så vil vi gerne hilse på og give hende og Esben en stående invitation til at besøge gården og få en snak om ret og rimeligt i den verden, hvor millioner sulter, og dansk landbrug føler sig forpligtiget til at lave bacon til dem alle.. altså alle der kan betale.

Søren Sørøver – og nej det er ikke mig, der sænker det skib – det kan det udmærket selv klare

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

6 svar til Farvel Eva talknuser Kjer og velkommen til Esben rapportfifler Lunde – Søren Sørøver har skrevet dagens bredside. Eller slagside.

  1. Helle siger:

    Egentlig drejer det sig jo ikke om andet end stemmekøberi, med vores allesammens skattekroner.

  2. finn birkholm-clausen siger:

    Og allerrede til jul er landbrugets gæld steget igen. Ligesom forureningen af både vand, jord, grundvand og vor vilde natur. May the Force be with you both.

  3. Johs. Thomsen siger:

    kære Søren
    Jeg er meget forvirret: hvordan kan det være, at du er så negativ over for Eva Kjer? Alle – venstremænd såvel som LA – beskriver hende som en meget dygtig og effektiv minister og politiker, og tallene som Søren Pape var utilfreds med, har hun jo selv regnet ud – kunne du gøre det? altså uden hjælp fra embedsmænd og Blære Landbrug! Og den nye minister holder du heller ikke af – han må dog formodes at vide noget om landbrug, for han er jo født på en gård og har en teologisk uddannelse fra KU og fra et menighedsfakultet i Norge. Ganske vist et meget sort fakultet, teologisk set, men det er jo per definition godt at studere i udlandet – tænk, om flere studerende kom ud og sugede viden og tro til sig på universiteter, der ikke skelner så nøje mellem de dele. Ganske vist mistede vi en kreativ minister, men vi fik dog en kreationist som ny minister, så har vi mistet noget? har vi vundet noget?
    Må din gud være med dig – for det får du brug for.
    kh

  4. karen keinicke siger:

    Dybe suk! – Hvor har du ret Søren! Krænkeren trækker altid offerkortet, når der bliver fokus på dem selv…..det gjorde både Eva og lille Lars. Hvordan kan så store dele af befolkningen vedblive at overse disse fakta og rigets tilstand?
    Jeg er nået frem til, at det handler meget om månedslønnen og hvem der skal udbetale den. Embedsmænd og kvinder og politikere, jonglerer rundt med deres mange ord, når bare cvét er på vej i en gunstig retning – så er det sgu lige meget med gyllen.

  5. Ja nu skal der spredes mere kunstgødning. Rabatter, vejgrøfter og småveje +8m ind på nabomarken, får en dosis.Og så gentages arbejdsgangen på nabomarken. Dvs rigtig mange småveje,vejgrøfter,rabatter +de 8m ude på landet får dobbeltdosis. Brændenælden kæmper for at harmonisere jorden i rabatter og vejgrøfter.
    Kunstgødningen ligger og flyder på vejene 2-3 dage, og så er det våde pletter et par dage. Derefter er beviserne forvundet.
    Vandløb og de forsvundne randzoner får også dobbelt dosis. Og i år får blir underskuddet så dækket.

  6. jette siger:

    Kloge ord🙂 Ja man kommer let fra asken til ilden.😦 God dag til jer gode mennesker. Bare alle ville passe så godt på vores jord.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s