Hvorfor vil vi finde os i det?

DSC_85750001

I går tog jeg ind til byen for at købe et nyt pas.

Det foregående udløb en gang i 2014. Kort efter vores ruinerende vintur i Skodaen.

Siden har jeg ikke haft mod på at skulle nogen steder.

Imens køen blev spist fra en ende af, læste jeg almindelige deprimerende nyheder.

I dette land er der omtrent 5.700.000 borgere.

Heraf udgør cirka 1.300.000 børn og unge fra 0-19 år.

Den voksne befolkning sådan plus/minus udgøres altså af 4.400.000 mennesker.

Af disse fik 419.000 i 2014 ordineret lykkepiller, ferietabletter eller antidepressiver som måske er et mere retvisende navn.

Med hurtig hovedregning og uden at komme på kant med min regnelærer fru Sonja Söderblom må det være næsten hver tiende af os.

Behovet er udtryk for menneskelig lidelse og mistrivsel, og for den enkelte er det frygteligt.

Der er sjældent nogen entydig forklaring eller årsag. Der er sjældent nogle nemme løsninger.

Men hvorfor prioriterer vi som samfund – som hinandens bedste – ikke mere omsorg for den enkelte. Mere nærvær til både børn, voksne og ældre?

Hvorfor prioriterer vi som os – samfundet, det er akkurat os – ikke mindre pres på den enkelte – færre forventninger, krav og personlige udviklingssamtaler?

Hvorfor, hvorfor, hvorfor?

Hvis det hele skal gøres op i penge, og noget tyder på, at det er metoden i økonomismens tidsalder – så kan der gives megen omsorg i stedet for eksportkrig og nye kampfly. Dertil kommer udeblivende lidelse, hvis vi afstår fra det krigeriske. Det er et valg, og det er os, der vælger. Og står bag.

Hvorfor så mange ulykkelige danskere må være et indlysende spørgsmål – uden indlysende svar.

Præcis som med andre sygdomme, hvor behandling fremfor forebyggelse er i fokus, er der en langt større interesse for at sælge medicin end for at finde årsagerne til medicineringen.

Til yderligere foruroligelse tyder noget på, at der fuskes med rapporteringer af bivirkninger og dødsfald i forbindelse med indtagelse af lægemidlerne.

Det bringer os videre til en anden kemisk krig – kampen mod zika-virus.

Uden nogen videre fornuftsbaseret selvransagelse har medierne den seneste tid viderebragt nyhedsstrømme om indsatsen mod den lille myg. Med helteberetninger om fremstormende soldater udstyret med giftkanoner og skrækhistorier om nyfødte menneskebørn med for små hoveder.

Og man har set billederne her fra den anden side af verdenshavet og undret sig over, hvordan beboerne skulle overleve. Sprøjtegiftene.

Misdannelserne er fundet hos tusindvis af børn i brasilianske delstater – i områder hvor myndighederne bl.a. har tilsat pesticidet pyriproxyfen til drikkevandet.

En argentinsk sammenslutning af læger mener, at sprøjtegiftene kan være årsag til skaderne på fostrene.

Pyriproxyfen sælges under navnet Admiral i Danmark og må anvendes i væksthuse til bekæmpelse af mellus.

Som så mange andre af de af landbruget anvendte sprøjtegifte forstyrrer pesticiderne hormoner, enzymer og andre styresystemer i organismerne – mennesker er ingen undtagelse.

Selvom vi opfatter os som en undtagelse. Ikke mindst fra naturen.

Der er i princippet ingen forskel på, hvorvidt man tjener penge på at skade mennesker med kemiske stoffer i form af medicin eller pesticider.

Når det handler om medicin vil enhver være taknemmelig for noget, der kan hjælpe eller blot afhjælpe. Men det skal ikke være grund til at fortsætte den vækstgivende vej med at styrke produktudviklingen på bekostning af forklaringer. Og ændringer.

Hvorfor får hver tredje dansker – børn, unge, voksne – kræft?

Hvorfor er hver tiende dansker depressiv?

Hvorfor er den menneskelige intelligens for nedadgående?

Hvorfor fødes et stigende antal drengebørn med kønsmisdannelser?

Hvorfor udvikler et stigende antal mænd testikelkræft?

Hvorfor øges antallet af mennesker med demens, Alzheimer, diabetes 2 o.s.v.

Hvorfor, hvorfor, hvorfor?

Intet i denne verden er nemmere end at finde eksperter med modsatrettede anbefalinger/advarsler, ikke mindst når det gælder sprøjtegiftene. Tilbage er almindelig sund fornuft – kan det være en god idé at indtage bl.a. hormonforstyrrende stoffer, uanset om det foregår via luft, vand eller fødevarer?

For nyligt kunne Sveriges Radio dokumentere sammenhængen mellem vores fødevarepoliti Efsa og sukkerindustrien. Efsa har konkluderet, at man ikke bliver tyk af sukker.

Således mere bekymret end godt er, rykkede jeg frem til start, da det blev min tur.

En venlig sagbehandler tog hånd om processen, og det med at bestille nyt pas forløb sikkert som det skulle.

Jeg er bare krænket.

Ikke over betjeningen, men over at jeg nu er registret med min krop af staten.

Alle er registreret – vil du sikkert indvende – og tænk bare på de spor, du i skrivende stund beskæftiger de højere magter med ved at poste dette indlæg.

Du har ret – selvfølgelig har du det, men den hidtidige registrering med 10 tal er langt fra det samme. Personnummeret deler de offentlige myndigheder med gud og hvermand, så det regner jeg ikke for noget, men mine fysiske kendetegn….

Det er første gang, at systemet (hvem det så er) har afkrævet mig et fysiologisk særkende – fingeraftryk fra begge hænder.

Hvorfor, hvorfor, hvorfor?

Jeg har ikke i sinde at drikke whisky af et fedtet krystalglas for derefter at kvæle nogen i lænestolen til højre.

Jeg vil have min fysiologi for mig selv – eller dele den med Sørøveren, men jeg vil saftsusme ikke dele den med statsmagten.

Jeg har ikke noget grundlæggende ønske om at kunne identificeres. Hvad blev der af frie personers frie bevægelighed?

Det er fuldstændig urimeligt at kriminalisere mig på forhånd, i det mindste kan man vel vente med fingeraftryk, til jeg har vist mig farlig for andre.

Hvorfor er rækkefølgen ændret?

Og ja, jeg kan blot afstå fra at have pas – holde mig langt væk fra tunnelen til Malmö, Femernforbindelsen, E45 og paderbornerpilsnerne på dåse.

Hvorfor, hvorfor, hvorfor?
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

2 svar til Hvorfor vil vi finde os i det?

  1. Eva siger:

    Kære Lone.
    Din overskrift i dag er :
    Hvorfor vil vi finde os i det ?
    Til det vil jeg sige, at det vil vi heller ikke.
    Der er ting vi er nødt til at acceptere, fordi lovgivningen er sådan.
    Men om vi synes det er i orden – nej – det er det ikke.
    Faktisk er jeg lige så frustreret som dig !
    Jeg er rigtig godt træt af usandheder, regler, kasser, lobbyister…
    Fingeraftryk på et pas….
    Jeg følger dig, står bag dig, og er enige i mangt og meget af det du udtrykker.
    Du har en enorm viden, er utrolig velformuleret og ved hvad du snakker om.
    Tak til dig – bare tak herfra.
    Eva.

  2. Pas og Paderborn.
    Ja, der er alt for mange dårlige ting, selvom du skriver så fremragende. Måske også Paderborner pilsner. Men lige netop Paderborn som by er faktisk et charmerende lille lyspunkt, fire en halv times kørsel fra den tyske grænse, ned ad motorvejen. Byen (og pilsneren) skylder de mange kildevæld sin eksistens. Overalt i den indre by flyder der frisk, klart kildevand i mange vandløb. Den store, moderne møllerivirksomhed midt i byen har rødder i middelalderen, og ligger stadigvæk lige hen over strømmende vand. Ja, selv domkirken er bygget hen over en livlig kilde, hvorfra det “indviede” vand flyder i stride strømme. Det er et smukt syn at gå langs vandløbene og se den naturlige bevoksning og dyrelivet. Her ville fru Kjer ikke få et ben til jorden. Eller i vandet.

Der er lukket for kommentarer.