Søren Sørøver skriver om forårets planer. Eller nogle af dem…

DSC_38630001

Er det bare mig, eller begynder det hele ikke at lugte lidt af forår? Fuglene i haven, engen og skoven synger lystigt og måske endda lettere dristige toner. Dagen er ved at have en længde, der gør det svært at opretholde vinterdepressionen, og temperaturen er på gode dage tæt på såtemperaturen. Altså indendøre under skråvinduerne, men alligevel!.. Det kribler i fingrene for at komme i gang, og en af de nærmeste dage begynder vi at så.

DSC_37300001

Som før nævnt står køkkenhaven stadig under vand, og der går lang tid, før vi kan noget som helst i den jord, hvis vi ikke skal ødelægge mere, end vi gavner. Men nu er det jo ikke det eneste tilplantningsprojekt, vi har i denne sæson. Drivhuset står og er så flot grønt som græstæppet i parken, og trods håbets farve, i øvrigt et resultat af enorme mængder ammoniak i luften, så skal det rengøres. Ikke med alverdens algerens eller anden kemi, men med neglebørster og ihærdighed. Tidligere på vinteren fældede vi en del af de popler, der efterhånden var blevet så store, at drivhuset ikke ligefrem drev af varme. Allerede først på sommeren gav de for meget skygge. Jorden i drivhuset skal suppleres med en ordentlig omgang hønsemøg og kaninhusbund. Det hele skal vandes op og fræses sammen, så huset står klar til, når landmanden går bersærk.

DSC_83080001

I en af parcellerne, hvor grisene går, skal der gøres klar til kartofler. De flinke grisenumser har gødet jorden og tilmed fjernet alt senegræsset. Når vi engang til efteråret bliver færdige med at høste kartoflerne, så kommer grisebasserne ind og rydder op i ukrudt og tabte kartofler. I år skal det altså lykkes med Sørøverens pommes frites kartofler. Sidste år gik det hele til i tørke, og det endte med, at vores kæmpe kartofler til bagning og fritering mest egnede sig til de små brunede i julen.. Sørøveren spiser i øvrigt sin karamel og sine kartofler for sig tak!

DSC_88490001

Som tillæg til den store køkkenhave har vi i år besluttet at inddrage den gamle møddingsplads til have, der hvor vores udendørs cafémøbler plejer at stå. Her vil vi bygge højbede, hvor der især skal dyrkes krydderurter og ikke mindst ginurterne til vores ginproduktion. Men der skal også være plads til, at kokkene til sommerens madfestival kan gå og nippe spændende ting til din frokost eller middag, når du kigger forbi. Det er en krog, der er bare lidt varmere end omme i køkkenhaven, og vi håber, plantekasserne kan forlænge sæsonen bare en lille smule i begge ender.

Det bliver en helt fantastisk sæson, hvor vi skal dyrke alt det, vi i daglig tale kalder mad, og intet føles mere rigtigt. Sund, uforfalsket og ægte mad. Kan det blive mere vigtigt?

Søren Sørøver – med fastgroet træben

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.