Søren Sørøvers nytårstale til dig

DSC_53280001

Om få timer skal dyrene aftenfodres, hundene skal holdes for ørerne, og vi skal sidde og absorbere et helt forrygende år – i rolige omgivelser med en god flaske champagne og noget brød. Det er hundekoldt i vores dejlige gamle stuehus. Der står blankt vand i køkkenhaven, og mange af vores vinterafgrøder er ved at slippe op. Avlen gav ikke det, den burde; foråret var alt for koldt, så koldt at det også kostede os en høst på de 1000 vinstokke. Sommeren var heller ikke noget at råbe hurra for. Kold, våd og ganske uden gårdens sørøverbryg. Undskyld, det kommer ikke til at ske igen. Mange æbleavlere fik en elendig høst, men vi var så heldige at få et helt fint resultat i hus, og æblevinene står nu og gærer lystigt.

Man kommer nemt til at sidde fast i en filosofisk tankesump sådan en dag som i dag. Nåede vi det, vi ville, fik vi sunget nok for guldfisken, fik vi vendt ærterallen på grusstien ofte nok osv. Man tænker på alt det, man skal nå til næste år, ja man kunne blive helt forfalden til at love sig selv både det ene og det andet sådan en dag. Som om at livet gøres op én gang om året, og tavlen viskes ren, man får en ny chance. Jo.. en mild form for sindssyge indfinder sig. For helt ærligt så er det her ikke en dag ud over det sædvanlige. Det skulle da lige være min manglende evne til at skrive under på noget som helst det næste lange stykke tid, da mine hænder vil insistere på at runde af med et 2015. Men det er faktisk også den eneste mærkbare forandring. Vælger man at se tilbage på sit år denne ene gang om året, så snyder man sig selv.

Man kan ikke være andet bekendt, over for sig selv, end at se tilbage hele tiden. Selvfølgelig samtidig med at der ses fremad, men man aner ikke, hvor man skal gå hen, hvis man ikke nøje studerer, hvor man var. Det er nærmest den eneste måde at få vished for, om vejen i virkeligheden er den rigtige. Og kommer der rod i GPS’en, så er livet altså for kort til at følge en vej, bare fordi flokken går på den, eller nogen mener, at den passer til én.

Rigtig mange var enige om, at alt for mange mennesker gik den forkerte vej, da de flygtende syrere lige pludselig kom traskende langs motorvejen. Nogen syntes, det var passende at spytte efter dem, andre ville gerne give dem bøder, og nu sidder nogle og ærgrer sig over, at man ikke tog deres guld fra dem, da man havde dem samlet. Mange viste deres sande ansigt i iver efter at beskytte det, de mener, er deres og ikke vores. Der blev sagt ”os og dem”, imens ingen var meget for at se tilbage på de mange episoder, hvor vi bombede dem.

Heldigvis har flygtningestrømmen også trukket næstekærligheden frem i dejligt mange mennesker, der har åbnet deres hjem, sjæl og vilje for at hjælpe dem, der har brug for det. Medierne red med på bølgen og fik fortalt om risikoen for de mange mennesker, som fremover vil banke på vores dør, hvis vi ikke bygger hegnet højere.

Man kan kun gisne om, hvilken reaktion de forestående klimaflygtninge vil kunne vride ud af vores lille samfund, når antallet af mennesker, der går hvileløst rundt i Europa, ikke længere er millioner men potentielt milliarder.

Måske derfor virker det lidt bizart, når vi til klimatopmødet ikke var dukse, men i stedet blev udnævnt til skurke. Vores kortsigtede snæversyn vil gå over i historien!

Det samme kan man sige om miljøet, dyrevelfærden og landbrugs- og fødevarepolitikken. Der er ikke meget godt at finde i den linje, regeringen har lagt, og det hele kan virke uendeligt trøstesløst og umuligt at gå op imod.
Men det er ikke den følelse, vi sidder med til daglig. Faktisk så bliver vi mere og mere sikre på, at der er en bevægelse i retning af en mere bæredygtig fremtid. Der bliver mere og mere opmærksomhed på dyrevelfærd, og det er også i den grad blevet velset at handle lokalt. Alle disse strømninger bliver stærkere og stærkere. Vi forlanger og forventer flere og flere fødevarer, der er økologiske, og stort set alle dagligvarebutikker har øje på efterspørgslen. De eneste, der halter alvorligt bagefter, er den siddende regering. Og her er der i min verden ikke meget håb – det hjælper ikke at råbe af dem, det hjælper ikke at oplyse dem, og de har vanskeligt ved at se den sunde markedsmekanisme, der stærkt hælder i retning af cirkulær økonomi, bæredygtighed og menneskelig trivsel.

Til gengæld kan vi være helt sikre på, at de ikke sidder på posten for evigt, og javist de kan nå at lave meget ballade, mens de er der, og det kan blive forrygende dyrt at rydde op efter, men det bliver ikke ved! Vi skal bruge vores energi på at bearbejde oppositionen, mens de er lydhøre – mens de ikke har landbruget og industriens lobby, der hvisker dem i ørerne – så de er parate til at tage kampen, menneskenes kamp, miljøets kamp, naturens kamp og dyrenes kamp. Vi har ikke mærket andet end en stigende interesse for det, vi gør, og det giver os blod på tanden. Vi er ikke slået ud over regeringen – vi mærker, at folk i afmagt samler sig til oprør, og vi er helt sikre på, at i løbet af de næste år vil maden tage en stor bid af de konventionelle fødevarer. Ikke fordi Fødevareministeriet vågner op, nej udelukkende fordi du og jeg arbejder for sagen. Fordi vi arbejder for sagen.

Det danske industrilandbrug, som vi kender det, er snart historie. Noget vi kommer til at tænke tilbage på med undren. Ingen landbrugspakke og ingen lempelser kan ændre på udviklingen.

Her på gården fortsætter vi med at oplyse. Der har været en fantastisk interesse for vores foredrag i 2015, og der er tæt besat med flere i 2016. Vi udvider vores madmarkeder og laver en madfestival. Vi regner med, at der vil komme mere end 5000 gæster forbi gården i 2016, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at give alle en fantastisk og lærerig oplevelse. I 2015 fik Lone kulturprisen Den gyldne Grundtvig. I 2014 blev vi kåret til årets meningsdannere af Dyrenes Beskyttelse. Den slags anerkendelser betyder meget her på gården, og er en stor stor ære. Men det ændrer ikke på, at det største er og bliver, at alle I læsere af både bøger, blogs m.m. gider høre på os, gider skrive os en kommentar, eller sender hjemmestrikkede sokker i en kold tid. Det kan ingen komité stikke!

Vores lille forlag udkommer, hvis alt går vel, med hele 3 bøger i løbet af det kommende år. Landmanden tvivler godt nok lidt på, at vi kan nå det, men den evigt optimistiske sørøver, der også bærer hatten som forlagsdirektør, tror på det! Du kommer til at kunne få dig en ny og helt særlig madbog, som er fortsættelsen af Hønsefødder & gulerødder. Du kommer til at kunne læse om kød, dyr, tanker og drab i Sørøverens fortælling om livet som dommer og bøddel. Og ikke mindst kommer der (måske siger hun) en roman fra Landmandens krøllede tanker, der med sædvanlige sproglige finesser sætter læserne på prøve.

Vores vin er på vej. Ikke kun på vej i tankene ovre i det alt for lille vineri, men nu også i forbrugernes tanker. De flotte omtaler, vi har fået, har for alvor sat gang i salget, og vi kan med glæde konstatere, at der slet ikke drikkes så mange flasker æblebobler i aften, som efterspørgslen indikerer. Vi vil være bedre forberedte til næste nytår.

Når du nu i aften bliver grebet af lykken ved at være sammen med de mennesker, du holder af, så lov mig at klamre dig til tanken. Ikke bare i aften men hele næste år. Det er så uendelig vigtigt, at vi holder af, holder ved og holder sammen. Ud af ingenting er der vokset nye venskaber frem af vores nærhed, nogen der med det samme har stor betydning. Vi vil virkelig stramme os an for at gøre os fortjent til den slags i fremtiden – det bør alle gøre, for deres medmenneskers og deres egen skyld.

Jeg ved udmærket godt, at vi lever i en verden, hvor nogen vil have mere og er ligeglade med de omkostninger, deres valg har. Sådan vil det altid være, og når man ønsker sig en verden uden krig, så er det kun muligt uden den slags mennesker, der historisk set altid har eksisteret. Men jeg er slet ikke i tvivl om effekten af gode kræfter. De positive signaler, den afsmittende effekt, der er på noget så enkelt som et smil. Når man hjælper andre i nød, når man sætter andres behov over sit eget. Der er næsten intet, der kan stoppe dette. Som lady Marian i form af den runde klukkende høne i Disneys ældgamle udgave af Robin Hood afslutter bryllupsscenen med, og så vidt jeg husker også hele filmen, og nu citerer jeg stor visdom: ”Kærligheden overvinder alt.”

Godt nytår herfra!
Søren Sørøver – med fjollet hat på sprængfarlig knallert

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

14 svar til Søren Sørøvers nytårstale til dig

  1. Pingback: En ny roman og noget om skrivetid | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Pingback: I stedet for at gå til origami for begyndere | Beretninger fra et autentisk landbrug

  3. mmthomsen66 siger:

    Jeg takker for formidlingen af jeres tanker og skønne billeder. Jeg er imponeret over jeres ildhu og dedikation for at få folk og fæ til at se verden ud fra jeres synsvinkel. Jeg er ikke enig i alle jeres løsninger, men har bestemt også blik for nødvendigheden af at noget må ændres i vores måde at behandle vores jord på. Jeres og jeres forgængeres kamp er ikke forgæves, da jeg ved selvsyn kan konstatere at det danske landbrug gennem mere end 30 år har flyttet sig mht. dyrevelfærd og kemikalieforbrug. Ikke nok, vil mange nok påpege, men i virkeligheden er alle ikke-landmænd endnu større miljø”svin”. Almindelig husholdning er i dagens danmark en kilde til ualmindelig stor belastning i form af vaskepulver, rengøringsmidler og vores forbrug af al vores elektroniske isenkram, som alt sammen ender ude i naturen. Den kamp burde flere tage op.
    Dyrevelfærd kommer nok først den dag forbrugeren vil betale ekstra, for hvis den danske landmand bliver tvunget uden at økonomien hænger sammen, så ender vi med udenlandske produkter, som vi ingen indflydelse har på hvordan bliver produceret.
    Godt nytår til jer begge og god kampånd fremover. Med venlig hilsen en fra den udskældte blå blok. 😉

  4. mimikirstine siger:

    Godt nytår og tak, hvor er det godt skrevet og mange af tanker omkring syrene , og økologien har jeg også tænkt. Hvor gør i det godt, bliv ved med det ! Ja kærlighed overvinder alt ! Mimi

  5. Annette siger:

    Rigtig godt nytår til jer. Tak fordi I gør det, I gør. Tak for optimismen. Dejligt, at læse. I fortjener, at jeres anstrengelser bærer frugt, og tak fordi I er til daglig inspiration.

  6. Flore Gretha Petersen siger:

    Godt Nyt År Og tak for alle velformulerede tanker og handlinger 😊😇 Tak fordi i er 💐🌈🍾🦄❤️💚🍸

  7. Lone G siger:

    Godt nytår til jer og tak for jeres dejlige bog og store arbejde (opråb), jeg læser dagligt med og efterlades hver gang med glæde – og stof til eftertanke 🙂 Håber 2016 vil bringe jer mere medvind 😊

  8. johnheartbeat siger:

    Jeres ord og tanker går til hjertet, tak for jeres umage og udholdenhed.
    Man må være et skarn, hvis jeres flid ikke bærer frugt!
    Som præsten sagde ved nys afholdt nytårsgudstjeneste…så kan man enten krydse fingre eller folde hænder, men der er en forskel!

  9. Rie siger:

    Vedkommende nytårstale der garanteret er mere vedkommende end både dronningens og statsministrens.
    Det er spændende at følge jer og jeres mange projekter. Jeg nyder at læse de kloge og velskrevne ord, elsker at kigge på de flotte billeder af folk og fæ. I får mig til at tænke, at der alligevel er håb for fremtiden.
    Godt Nytår.

  10. finn birkholm-clausen siger:

    Og det går fremad. Med maden. For mange år siden var økologiske varer lig med mælkeprodukter. De røg af og til i vores kurv. Nu kan vi på ingen tid og til ingen penge fylde indkøbskurven oppe i vores lokale FAKTA, hvor én af mine gamle skoledrenge KIm er blevet chef. Det gør han godt. Så har mine ord – ikke indoktrinering , men oplysning om natur og miljø – også hos ham båret frugt. Kims FAKTA tog også en pris som den bedste forretning i Varde Kommune. Godt gået Kim. Hos hamr er det let at finde de økologiske varer og de koster ikke mere. Ellers dyrker vi – som I – det meste af vore grønsager selv. Også den smule kød, der ender på vort spisebord er af egen avl. Lige nu er Karens mor ved at brune kartoflerne – de små- og Karen passer andestegen – 3 timer ved 165 grader. Anden gik hele sommeren og fornøjede sig ( og os) i haven med alskens godter. Nu simrer den lige færdig. Kneb en tåre, da jeg erfarede, at Lone havde vundet Den gyldne Grundtvig. Både af glæde for at andre sætter pris på Lone og hendes og Sørens værk, men også fordi Grundtvig var mit kælenavn, medens jeg gik på Seminariet og lige siden. Stadig møder jeg folk, der spørger, undskyld, men er du ikke Grundtvig. Så ved jeg, det er én af de gamle fra den gang så længe siden. Måske er det fordi, jeg nu sidder yderst på bænken. Men hvor har det været godt at se, at den trend I arbejder så ihærdigt for, er ved at være ret så trendy. Trods al modstanden fra vores visionsløse Landbrugsminister – og sidst hendes totalt håbløse Vækstpakke for Landbruget. Den vil smadre en masse natur ud af de få og små stumper, vi har tilbage. Det vil blive meget værre i det nye år. Men på eet eller andet tidspunkt må det gå op for MFerne på Borgen, at Landbruget ikke og aldrig vil blive en vækstmotor. Det er desværre blevet et monster på lerfødder. Så læg dog om, lav noget ordentligt . Lav det resten af samfundet ønsker. Ren natur, rent grundvand, blomstrende grøftekanter med summende insekter, grønne enge med ynglende engfugle, ingen gift i maden og masser af dyrevelfærd. Godt NYTÅR til alle – og ikke mindst I to herlige mennesker; Lone og Søren.

  11. Johs. Thomsen siger:

    Tak for ordene – og især jeres handlinger.
    En fremmed, man hjælper, eller som hjælper en, er ikke en fremmed mere.

  12. Trine Lesemann Amstrup siger:

    Og med ønsker om et godt nyt år til Jer begge her fra det nordtyske, skal der også lyde et tak til Jer begge, for at sætte fokus på alt mellem himmel og jord, småt og stort, på Jeres egen fantastiske facon.
    PS: krydser fingre for varmere, tørrere, og generelt bedre afgrødevejr i 2016!

  13. Tante Sofie siger:

    Godt nyttår til både landmand og sørøver!
    Eg “adopterer” setningen- og mi variant blir: “Det viktigaste i 2016 er at vi holder av, holder ut og holder sammen”
    Hjertelige hilsener fra den norske vestkyst.

  14. Eva siger:

    Dejlig nytårstale. Tak for det. 🙂
    Skøn sætning du har…
    “Det er så uendelig vigtigt, at vi holder af, holder ved og holder sammen”.
    Godt nytår til jer og tak for oplevelser og delte tanker i 2015.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s