Tumlinge-effekten

DSC_1828

Nogle gange rammer strømmen af nyheder, udtalelser, lovforslag, hændelser og forudsigelser hårdere, end hvad der synes bærbart.

Tiltagende igennem de seneste år. Ofte og flere gange dagligt i perioder.

Så må man nødvendigvis huske på, at mens man selv sidder hændervridende og græmmes over hverdagsnazisme, den økonomiske respirator, landmisbruget, klientismen, kirsebærplukning, den brune vækst o.s.v. så findes der et andet sted et menneske, som glæder sig.

Mange mennesker faktisk.

Ellers var udviklingen anderledes.

Og hvem kan afgøre, hvad der er rigtigt? Hvem skal have retten til at have ret?

De fleste, de rigeste, de færreste, de snu, de ærlige, de dumme, de fornuftige, de folkelige, de fedtede, snyderne, de kloge, de heldige, Karl-Smarterne, de egoistiske, de blødsødne, de indflydelsesrige, de bekymrede?

Flertallet – tænker du måske og klamrer dig til folkeskolelæringen om det danske demokrati.

Det findes ikke. Ikke i den form vi lærte om i hvert fald.

Lobbyister, virksomheder, spindoktorer, embedsmænd og medier skaber det billede, både vi og politikerne manøvrerer i.

Til nogles tilfredshed og andres ulykke.

Og det er vel nødvendigt at huske på, når man synes, at nogle vinder på andres bekostning.
At relativt få tjener på at ødelægge for de relativt mange – uanset om det handler om krig, konventionelt landbrug/havbrug, udledning af drivhusgasser, kemisk baseret industriel fødevareproduktion og deraf følgende sygdomme/medicinalindustri eller lignende.

Det virker stærkt uretfærdigt for nogle men er glædeligt for andre.

Mange af forslagene om værdigt trængende kandidater til oplysning og indsigt indeholder en småopgivende konstatering af, at den foreslåede boggavemodtager næppe vil læse den slags. Og det er sikkert rigtigt.

Det kommer bare ikke til at forhindre os i at sende bøgerne afsted alligevel.

De bliver ikke sendt sammen med retfærdig harme, ophidselse, bitterhed eller afmagt. De kommer afsted sammen med en nøgtern forståelse af, at temmelig mange mennesker i dette land synes, at udviklingen går i den rigtige retning.

Vi synes det bare ikke, og som stædigt mindretal fastholder vi retten til at ændre den nedadgående spiral for jord, luft, vand, biodiversitet, husdyr og en del mennesker kloden over. Også på vegne af dem der tjener på den.

Og uanset hvor mange gange vi daskes i gulvet
Lone

P.S. For at følge tidsånden er det på ganske udemokratisk vis besluttet, at Eva Kjer Hansen, Rasmus Jarlov og Sólrun Løkke Rasmussen får tilsendt hver deres udgave af Mad vs. Fødevarer.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

4 svar til Tumlinge-effekten

  1. Helle siger:

    Rasmus Jarlov – det skal blive spændende at se, om det er noget, han kommenterer på sin blog. Dum er han jo ikke, selv om jeg er uenig med ham om det meste, han skriver.

  2. K-V Olsen siger:

    SIMPELTHEN SÅFINT!
    TAK!!!
    Vh K-V

  3. Et rigtig skønt foto du/I har lagt op:-)
    Hvad angår hvem som har ret og hvad som siges og gøres, så skal vi lære at bruge vores sunde fornuft og være kritiske.
    Håber I havde en pragtfuld sund jul og får en dejlig 2.juledag.

    Jule hilsner fra et andet landbrug 🙂

  4. finn birkholm-clausen siger:

    Sådan skal det være. Jeres bog fortjener at blive læst af alle. Også de tre nævnte personager. Godt Nytår. I bliver ved med at kæmpe- og så længe jeg drager ånde- gør jeg det samme.

Der er lukket for kommentarer.