Med godt skal ondt fordrives og alt det der

Billede10001_1

I julen handler det om at give. Det ved enhver.

I forgårs gav Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative dansk landbrug en pakke, der blandt andet indeholder retten til at fuldgødske de danske marker samt producere ca. 1 million flere svin plus det løse.

Dansk landbrug blev lige så glad for julegaven som en teenager – udtrykte passende forbehold for manglerne men afviste at bytte.

Hvad med os – tænker du måske – fik vi ikke noget? Alle skal vel have.

Jo da – vi mennesker fik også en pakke ved samme lejlighed. Den indeholdt en tiltagende kvælstof/fosforforurening af søer, åer, fjorde og havet, mindsket biodiversitet, en opgradering af tungmetaltilførslen til den dyrkbare jord, fortsat sprøjtning med giftstoffer der ødelægger vores hjerner og fintfølende fysiologi, mere rydning af jordens lunge i Sydamerika for at skaffe GMO-soja til de flere svin, færre giftfrie drikkevandsforekomster at pumpe fra, yderligere udbredelse af sygdomsfremkaldende antibiotikaresistente bakterier o.s.v.

En ægte vind-blæst-situation.

Her langt ude på landet ved vi også godt, at det handler om at give.

Derfor vil Sørøveren og jeg gerne give 3 eksemplarer af Mad vs. Fødevarer til værdigt trængende.

DSC_79950001

Formanden for Landbrug & Fødevarer sagde følgende i går: “Vi har et ønske om, at danskerne kan være både trygge ved og stolte over vores landbrug.”

Nogen trænger tilsyneladende til oplysning, og ikke den slags som reklamer giver – men hvem trænger mest?

Der er så mange muligheder. Vi gør ikke forskel og sender både til kongehuset, ministre, formænd/kvinder samt folk.

Giv dit bud i kommentarfeltet eller på mail til lone@brandbygegaard.dk

De mest behovsramte – bedømt efter nomineringerne – får på vores bekostning tilsendt en bog i julegave.

Mad-vs-komplet0001_1

En gave der ikke skader
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

13 svar til Med godt skal ondt fordrives og alt det der

  1. Pingback: Tumlinge-effekten | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Rasmus siger:

    Det kan da ikke være tilfældigt, at I udlodder 3 eksemplarer, og ministeren har præcis tre døtre? Måske det er en smule ufint, sådan at spille børnene ud mod deres mor, men med den omhyggelighed hun ignorerer snart sagt alle med en smule omtanke og forstand, må fornuft, videnskab og gode argumenter vige for ren følelses-porno:

    “Mor, hvorfor må dine børnebørn ikke få en ren og sund verden at vokse op i?”

  3. Mikkel Ræv siger:

    ja, det er utroligt, hvad politikere kan: Restaurere landbrugets skader på vandmiljøet over 30 år og rulle det hele tilbage hen over et efterår 😦
    Gid danskerne stadig vil kæmpe for den minimale natur, vi har tilbage – håber det, men frygter egoismen efterhånden råder i landet.

  4. Helle siger:

    Nu læser hun den jo sikker ikke, så egentligt ville det jo være spild af en god bog, men landbrugets cheerleader nr. 1, Eva Kjer Hansen ville være oplagt. Karen Hækkerup, selv om hun nok heller ikke ville læse den. Margrethe, synes jeg, vil den også være spildt på, når man i den grad spiser foie gras og ynder at gå i gratis minkpels. Hvem råber højt i Danmark? Det er jo lidt svært at bedømme udenlandsfra, men en, folk lytter til, en der gider sætte sig ind i tingene og formidle dem, det ville nok være en oplagt kandidat.

  5. Lone Kjær siger:

    Eva Kjer Hansen er den oplagte kandidat om end jeg dog godt kunne have på mistanken at det ville være som at slå vand på en gås (en talemåde – ikke et ondt ord om Gertrud med flere). Når man først er blevet frelst af mantraet “vækst for enhver pris” lader man sig nok ikke sådan lige overbevise. Selvom mange af os andre – også os uden dobbelt ledvogtereksamen (den til 2 bomme) godt kan se at det er en nedadgående spiral….

  6. finn birkholm-clausen siger:

    Læste kommentarerne og gyste. Der var dog tre lyspunkter i mandags, da gaveregnen faldt over bondestanden. 1) de Radikale og Socialdemokratiet undslap i sidste øjeblik. 2) Bjarne Corydon forlader Socialdemokraterne. 3) De konservative blev bløde i aftrækket. Takket være den fantastiske indsats Facebook-gruppen : Bevar de forhadte vandløb , har udført. Så Jarlov reddede i allersidste øjeblik 6000 km forhadte vandløb. I hvert fald foreløbig. Der venter er grusomt år forude, hvor Bæredygtigt Landbrug via Eva Kjer Hansen og Troels Lund Poulsen ( deres egne handskedukker) vil søge Vandløbsloven ændret, så de danske vandløb KUN skal lede drænvand væk,, Fuck livet i de ferske vande. De vil søge Naturfredningsloven ændret så en lang række §3 fredede arealer .enge ( især) men også overdrev og heder skal kunne gødskes og ompløjes og tilsås med kulturgræsser. Og så venter den helt store oplevelse; Naturpakken. Uanset, hvor sort du tror den vil blive. Så skyder du vildt under målet. Den vil blive så sort, at vi igen får prisen som Klimaskurk og Naturskurk fra Verdens øvrige 195 stater. I kan godt begynde at forberede jer. Gør I ikke noget- så er det slut med de sidste stumper natur. Den forbistrede Natur skal jo gøre gavn. Politikerne har lovet ved 207 forskellige lejligheder, at de nok skal passe på naturen. Men se lige her hvad , der rent faktisk skete. Eva Kjer Hansen blærede sig med, at vækstpakken er et løft for naturen. Men det ville jo heller ikke være sjovt at skulle proklamere sandheden: Vi nakkede naturen for at bønderne kan fortsætte med ders underskudsproduktion af svin. Nej vel. Det ville ikke lyde godt. Selv om det var det, der var sandheden. Så jeg vil nominere: Eva Kjer Hansen. Ida Auken og Maria Gjerding. Den første for, at hun skal vide, at vi holde øje med hende. De to sidste for deres indsats for en bedre verden. Ikke mere gaveregn over vækstindpiskerne: Minkavler Merrild, Henrik Sass, Bæredygtigt Landbrugs proselytter, Lars Hvidtfeldt og konsortier. Begav nogle, der VIL gør en forskel.

  7. Ninapb siger:

    Tak fordi i gør noget!
    Og tak for gode ord og dejlige markedsdage.
    Jeg lader de andre nominere og ønsker jer en rigtig god jul i stedet!

  8. Birthe siger:

    Jeg blev så frustreret igår, da jeg hørte om den vedtagne landbrugsplan, at jeg i arrigskab var ved at sende kamstegen til firmaets juleafslutning i gulvet – godt grebet Rasmus!

    Landbrugs- og fødevareministeren synes jeg er en oplagt kandidat til at modtage et eksemplar af bogen, så Eva Kjær Hansen er min første kandidat.

    Jeg tror ikke på, at nogen i landbrugets top vil læse en sådan bog, det vil være spild af et godt eksemplar at sende en af bøgerne dertil. Jeg kender selv til at man i et fagligt (eller andet) miljø tror så meget på det man oprindeligt har lært og det man dagligt går og fortæller sig selv og hinanden, at man ikke opdager eller tror på at verden har forandret sig, der er kommet ny viden eller man er røget ud af en tanget i forhold til det oprindelige udgangspunkt. Og man er simpelt hen ikke modtagelig over for andre synvinkler end dem man selv har.

    Det kunne være rart hvis landets leder fik et bredere perspektiv. Jeg tror ikke Lars Løkke selv ville finde tid til at læse bogen, så jeg vil nominere han hustru Solrun til et eksemplar. Så vil jeg håbe at hun læser den og at der kan opstå samtaler over familiens spisebord om hvad mad er og hvordan landbruget skal passe på vores natur.

    Det sidste eksemplar synes jeg Dronning Magrethe skal have. Man kan jo håbe, at hun er enig i bogens budskab. Hun har ugentlig adgang til statsministeren og er kendt for at sige sin mening. Måske kan hun også lade nogle ord falde om sund mad og miljø til den almindelige dansker og søens folk den 31/12 kl 18:00 – men det bliver nok først til næste år.

    Glædelig Jul og godt Nytår til Landmanden og Sørøveren og alle læsere af bloggen.

    PS Jeg forærede mig selv ‘Mad vs Fødevarer’ i julegave sidste år. I år er det bogen ‘Desert or Paradise’ af Sepp Holzer jeg har foræret mig selv. Jeg er tyvstartet på bogen og den kan varmt anbefales.

  9. Niels Kaslov siger:

    Direktør for Landbrug og Fødevarer, Karen Hækkerup, som også kunne have nytte af at læse Under landet (som jeg lige har færdiglæst med forfærdelse), (miljø)- og fødevareminister Eva Kjer Hansen og et eksemplar til socialdemokrat Mette Fredriksen i håb om at hun så vågner op til dåd.
    God jul til jer på Brandbygegård

  10. Uglemor siger:

    3 eksemplarer rækker ikke langt. Alle folketingsmedlemmer burde have en når de blev valgt, og pligt til at læse det relevante kapitel inden vedtagelsen af en hvilkensomhelst lov. Også alle der har med fødevarer at gøre, fra formændene for alle de luskede foreninger til den menige slagteriarbejder burde have et eksemplar.
    Alligevel nominerer jeg Eva Kjer Hansen, Ole Wehlast og Jørgen Evald Jensen.

  11. Eva siger:

    At tro på at tro.
    Det er titlen på en bog, der er skrevet af Tor Nørretranders.
    Jeg holder af denne bog og især af dens titel.
    Al magt til troen, til Lone og Søren og til alle os – der tror på en forandring i verden.
    Tak for denne blog og rigtig glædelig jul. 🙂

  12. Hvem skal nomineres til din bog? Hmmm
    – Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen! (måske skal hun have to bøger, en for hver af de poster, som hun så ihærdigt arbejder for at gøre uglesete?)
    – Et eksemplar til Martin Merrild. Selv hvis han har læst den, har han brug for en med en rammende dedikation, som kun du kan skrive.
    – Kunne regeringen ikke deles om et eksemplar? De kan jo lade den gå på omgang under folketingsdebatterne, og dermed modvirke at medlemmerne falder i søvn?

  13. Lene Bavnbek siger:

    Trist – åh, så trist.

Der er lukket for kommentarer.