Uanset om det er firmajulegaven eller faster Gerdas tvivlsomme frokostbord

DSC_70520001

Måske sidder du lige nu og krammer årets firmajulegave, dine blide hænder følger fiskekødets lameller og med øjnene beundrer du den tydelige fedtmarmorering – en hel røget lakseside med naturlig orange farve.

Enten har din chef tegnet en fordelagtig forsikring på dig, eller også er din aftrædelsesordning for kostbar.

Dit liv, havbunden, maritime skabninger, lokalbefolkninger i Sydamerika, antibiotika-muligheder, nepotisme og mange andre sager har under alle omstændigheder fortjent en påmindelse om grundlaget for den ufine fisk i en tid, hvor buffeterne krænger over af elendig burlaks.

DSC_70730001

Derfor får du i dag et uddrag fra bogen “Mad vs. Fødevarer” – kapitlet om opdræts-fiskeindustrien. Det giver dig et indblik i, hvad du spiser eller serverer for andre, og således kan du bedre tage stilling til dit indtag ved julefrokosterne, som er højsæson for røget laks inkl. tungmetaller og rester af sprøjtegifte.

Hold på hat og briller:

Industrielt opdræt af fisk – havets svinestalde?

Fiskeopdræt er en af de hurtigst voksende sektorer inden for fabrikshold af husdyr. Ingen ser det, for det foregår til havs under overfladen, og samme sted holdes problemerne. Der produceres omkring 100 milliarder fisk om året, og det er 30 milliarder flere dyr end de kyllinger, køer, grise og andre arter, som tilsammen opfedes på landjorden.

Det har længe været en gangbar løgn, at akvakultur til havs ville begrænse fiskeriet efter vilde fisk og dermed redde de vilde bestande. Intet kunne være mere forkert – fiskeopdrættet er baseret på et voldsomt havfiskeri, fordi de opdrættede arter, typisk laks og ørred, er kødædende.

I virkeligheden giver det industrielle fiskeopdræt et nettotab af fisk, for ligesom på landjorden betyder hvert eneste trin opad i fødekæden, at der sættes råvarer til. Det koster således mellem 3 og 4 tons småfisk at producere 1 ton laks eller ørred, og det er vel at mærke fisk, som for en stor dels vedkommende kunne være brugt til menneskemad direkte. En omvej med kolossale konsekvenser for havmiljøet og de naturlige fiskebestande, som i forvejen er truede af overfiskeri mange steder.

I opdrætsindustrien er man klar over problemet med det voldsomme behov for vilde fisk til foder, og derfor forsøger man sig med andre proteinkilder. I norsk fiskeopdræt har man skiftet en del af fisketilsætningen ud med importeret soja fra Sydamerika. Det krævede en lovændring i EU i 2013, fordi sojabønnerne indeholder det giftige stof endosulfan fra sprøjtningen af markerne. Fodertilsætningen fik laksekødet til at overskride den fastlagte grænseværdi, og fra EU kom hjælpen i form af en ændring, så grænseværdien blev ti gange højere end tidligere.

Endosulfan er bl.a. meget giftigt for fisk og kan give både kræft og reproduktionsskader. Ingen af delene har den store betydning i havbrugene, for fiskene når ikke at blive kønsmodne, og så længe kræften ikke udvikles før slagtningen, er fiskene salgbare. Endosulfan er forbudt at anvende i EU, men fordi foderet kommer fra Sydamerika, og fordi den norske lakseindustri er magtfuld, kan myndighederne se igennem fingre med den sundhedsskadelige effekt på befolkningen.

Andre alternativer til vilde fisk i foderblandingerne er kød og benmel fra landbrugsdyr – typisk slagteriaffald og selvdøde samt aflivede kyllinger, svin, kalve og køer. I nogle områder fodrer man også med blandinger, som indeholder afføring fra husdyr på land for at vride de sidste næringsstoffer ud via en tur mere i et andet dyrs tarmsystem. Det siger sig selv, for nogle i hvert fald, at disse opdrætsfisk på den måde får foder, de aldrig ville vælge, og at de tilmed står helt uden valgfrihed – de må spise det, der bliver smidt i burene. Hvordan skulle den slags kød kunne blive til sund og god mad?

Opdrætsfiskene bl.a. fra Norge bliver produceret, fordi der er afsætning på dem – uden køb ville industrien gå ned. Kan man dermed sige, at industrien producerer det, forbrugerne vil have? Eller handler det om, at forbrugerne ikke ved nok om, hvordan industrien fremstiller fødevarerne? Ville valgene være anderledes med en tydelig deklaration ikke bare af det synlige indhold – et stykke orange laksekød – men en komplet deklaration af, hvad laksen har fået at spise, en liste over restgiftstoffer, tungmetaller og forbrugte antibiotikatyper? Og for hvis skyld er fuldstændige deklarationer ikke lovpligtige?

Der er en udbredt antagelse om, at fisk ikke kan føle smerte, lidelse eller angst. Måske er den næret af, at fisk er kolde, og i menneskets verden er noget koldt knapt nok levende, men mest af alt er tanken bekvem, fordi den guldstempler de ubegribeligt tætpressede fisk i burene. Laksene er belastet af øjeninfektioner, hale og finneskader på grund af slid, deformiteter, parasitter og knaphed på ilt og plads. Som andre husdyr, grise f.eks., udvikler fiskene stereotyp adfærd. De svømmer rundt i den uendelige ring og slider deres kroppe mod hinanden og mod netsiderne. Stressfaktorerne og den høje populationstæthed udløser sygdomme og opformering af blandt andet lakselus, og dødeligheden i havbrugene er generelt høj. Vi ser ikke fiskeopdrættet, og derfor har det ikke den fortjente bevågenhed, men erkendelse eller ej, så udgør opdrætsfisk omtrent halvdelen af al konsumeret fisk på denne klode.

Det er et enormt marked, og det er gigantiske summer, der er på spil. Ikke underligt, at erhvervet holder lav profil specielt om et af de største problemer; lakselusen.
De forholdsvis store parasitter er krebsdyr, og når de bider sig fast på laksene, suger de både blod, skind og skæl. Angrebene kan være så voldsomme, at fiskene svømmer med kraniet blottet. I naturen har voksne vildlaks et slimlag, som frastøder lakselus, men burlaksene, der er slidte på kroppene, må behandles intensivt med kemikalier. Det sker eksempelvis ved, at palletanke med pesticider er koblet direkte til blandemaskinen på de fabrikker, som producerer foderet til opdrætsindustrien.

Selv med heftig kemi kan lusene ikke helt bekæmpes. Behandlingerne har udløst resistens hos lakselusene, og de ekstremt tætte bestande i havbrugene er nærmest en gavebod for parasitterne. Værst går det ud over den naturlige yngel af laks og ørred, fordi de unge fisk endnu ikke har slimlag eller kropsvolumen til at modstå den blodsugende parasit. Ofte ligger havbrugene netop i flod‑ eller fjordmundinger, og den naturlige yngel i et område kan ikke undgå at skulle svømme spidsrod mellem burene for at komme ud til havet. Lusene kaster sig over de spæde fisk, og resultatet er en foruroligende udryddelse af de vilde ørred‑ og laksearter.

Det er ikke de eneste liv, opdrætssystemet har på samvittigheden. I Norge bl.a. er antallet af en række havfugle faldet katastrofalt de seneste år. Døde fugle driver i land i bunden af fjordene, og lyden på de stejle skrænter ved havet er forstummet. Det omfangsrige behov for fisk til foderindustrien har ribbet havet for fuglenes føde, og de dør simpelthen af sult. Ikke desto mindre satser myndighederne stadig benhårdt på opdrætslaks, og selv i et af verdens absolut rigeste lande foretrækker man at tjene flest muligt penge fremfor at redde stumperne af naturen.

Så ser det unægtelig skidt ud for resten af verden ikke bare mentalt, men også i virkeligheden – i nogle områder er de naturlige bestande af havørred ganske enkelt uddøde, det gælder både i Norge, Canada og Skotland. En del af havbrugene i de to sidstnævnte lande er ejet af norske selskaber. Lakseindustrien i vores søsterland har nervebaner langt ind under huden på udvalgte politikere og myndighedspersoner, og man skal nok ikke forvente en upartisk regulering af virksomhederne.

Et fjerde og ikke ubetydeligt problem ved havopdræt er, når burene rives i stykker i voldsomt vejr, og fiskene undslipper. Et bur kan indeholde mellem 25.000 og 50.000 laks, og de har brug for megen mad hver eneste dag. Når undslupne burlaks fanges, findes yngel af deres vilde slægtninge i mavesækken.
Laksene skamspiser fiskeæg og nyklækkede artsfæller, og det er – udover de bredspredte lakselus – endnu en pind til de vilde arters ligkiste. Desuden ses forplantning mellem opdrætslaks og vilde fisk, og da de opdrættede dyr genetisk mangler tilpasning til naturen i områderne, bliver efterfølgende generationer mere sårbare. Problemet med krydsformering er langt hen ad vejen løst, idet man for at opnå hurtigt voksende fisk, som ikke bruger tid og energi på at blive kønsmodne, har udviklet triploide fisk, altså dyr med et ekstra kromosomsæt, til opdrætsburene. Æg og sædceller fra avlsfiskene blandes ganske enkelt i store kar og holdes ved forholdsvis høj temperatur i en periode. Varmen hindrer, at et ekstra kromosomsæt i æggene forsvinder, og derved får fiskene tre sæt kromosomer i stedet for de normale to sæt. Det er en defekt, der gør dyrene sterile, og som på grund af den manglende kønsmodning giver vækst i raketfart og mindre indvolde ved slagtningen – flere penge pr. fisk med andre ord. Men fiskene får ikke et bedre liv af den grund, tværtimod lider de ofte af deformiteter, vejrtrækningsproblemer, forringede iltningsmuligheder af blodet og lavere stresstolerance. Et tilsyneladende uvæsentligt forhold i det store spil, hvor penge betyder alt, og moral og etik er latterligheder.

Opdrætslaks fra især Norge er blevet en gængs vare i Danmark. Billige og voluminøse næsten benfri fileter har fortrængt købet af vilde fisk fra vores omgivende kyster og have. Denne laks, der er kommet til at dække det meste af nationens 2 gange om ugen fisk, har udviklet sig til en naturkatastrofe, og set fra et ernæringssynspunkt er den om muligt en endnu større katastrofe. Laks fodres som nævnt med fisk og en mængde vegetabilsk/animalsk proteinfoder. Det har den indvirkning på fedtlaget, at det indeholder langt mindre af de sunde olier, som frie fisk har. Til gengæld kan der være op imod dobbelt så højt et fedtindhold i de opdrættede fisk, og i det fedt er der et foruroligende højt indhold af tungmetaller, PCB og dioxin.

Som det ser ud lige nu, er det tilladt at skade miljøet, overfiske foderfiskene, fodre burlaksene med GMO‑afgrøder fra Argentina, massemedicinere på åbent hav, og sælge fiskene som sund mad der i virkeligheden slet ikke er ret sund. Det minder en del om dansk svineproduktion. I eksportens navn kan alt tilgives.

DSC_70570001

Sidste år skrev fødevareministeren følgende ud til offentligheden: “Har du det som mig, at du elsker at spise laks, men er bekymret for, hvordan dyrene er blevet opdrættet?… Så er der gode nyheder!”, og beskeden var vedhæftet et link til en artikel om en spritny mærkningsordning for norsk opdrætslaks. Laksene bærer som de første et ASC‑mærke, der skal garantere, at fiskene er opdrættet under skånsomme forhold, og at produktionen er bæredygtig. Dansk Supermarkeds butikker, altså Netto, Føtex og Bilka forhandler de af industrien opgraderede fisk. Samme industri skæpper grundigt i den norske WWF‑afdelings kasse, fordi miljøorganisationen har udstedt blåstemplingen gennem den nye certificeringsordning. De tre forbogstaver ASC og ordene bag er stort set enslydende med dem i den i forvejen kendte og noget tvivlsomme MSC‑ordning, og logoerne fra de købsskabende klistermærker ligner to udkast fra samme reklamebureau.

DSC_70910001

Uanset hvem der siger god for burlaksene, er og bliver enhver mærkning en grønvaskning af et kulsort miljøproblem. Det er også et problem, at en organisation profiterer på en mærkningsordning, de er alt for lemfældige med at uddele. Bevidste forbrugere vælger de lidt dyrere typer fisk, som har en mærkat for bæredygtighed, men når fiskeriet bag så viser sig at foregå med bundtrawl, eller være rundet af havbrug, der udgør en voldsom miljøbelastning af fjorde og have, er man meget tæt på snyd. Ikke mindst på at snyde naturen. Mærkningsordningen gør mere skade end gavn, fordi den luller folk ind i troen på, at ting bliver gjort fornuftigt, mens katastroferne buldrer derudad.

Der er mange penge i at producere fødevarer, og fødevaresikkerhed handler ofte kun om akutte mavesmerter og ikke om mere langsigtede virkninger. Hvis myndighedernes ærinde var at beskytte befolkningen mod skader, ville de så tillade salget af burlaks?

En dansk virksomhed er verdensmester i at bygge landbaserede opdrætsanlæg med rensning af det cirkulerede vand, men anlæggene anvendes ikke meget herhjemme. Etableringerne til havs i Danmark er langt billigere for fiskeopdrætterne, og myndighederne giver gerne tilladelser til opdrætsbure i åbent hav, fjordmundinger m.m. med forureninger af de omgivende havmiljøer til følge. Det er helt unødvendigt og tjener kun ét formål – profit til havbrugsejerne. Til gengæld er vi mange om at dele skaderne.

Der er ikke andet for end at læse, spørge og undersøge, før der købes fisk – opsøg en fisker eller fiskeopdrætter med samvittigheden i behold. De findes.

Al magt til maden
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Anstændigt kød, Hverdagen. Bogmærk permalinket.

5 svar til Uanset om det er firmajulegaven eller faster Gerdas tvivlsomme frokostbord

  1. Pingback: “Det man spiser, er man selv” – nyt skrivearbejde er så småt i gang | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. karen keinicke siger:

    Da jeg i denne måned gennemgik Faaborgs Super Brugs for vild laks, var der INGEN at finde!
    Jeg gjorde som forbruger opmærksom på, at det kun var det jeg ville købe. Vi er gået over til sild :o)) og rigtig god jul til jer alle.
    Øverst på vores julekort står der: Det er en kold tid vi lever i….ikke klimamæssigt, men menneskeligt!!

  3. Helga okkels siger:

    Der er jo nok en grund til at flere bliver vegetarer!

  4. Holger Ø. Mortensen siger:

    Har netop fået foræret en sådan burlaks (Snaptun). Efter nogen tøven har vi spist det halve af den, men den kan på ingen måde sammenlignes med en vild ditto. Kødet forekommer “slapt” og “neutral”. Jeg ville aldrig selv købe sådan en.

  5. Helle siger:

    Og linefangede på havet kan man heller ikke spise, da alt alt for mange albatrosser og andre havfugle går til på den måde. Hvis det ikke var fordi, man jo skal spise, ville jeg holde op, jeg gider ikke mere, jeg har fået nok, jeg stopper. Men den går jo ikke, så der er ikke andet at gøre end fortsat at sætte sig ind i forholdene, læse din bog – igen – og forsøge at finde producenter, der producerer med omsorg for dyr, mennesker og miljø.

Der er lukket for kommentarer.