Søren Sørøver skriver om prioritering af tid

DSC_42730001

Det burde stå soleklart for enhver, at her i huset gør vi ikke ting op i penge. Til gengæld gør vi livet op i glæder. Der er mange måder at få sine glæder på, men de fleste af dem er momentane. Glæde er for mange noget, man føler ved tanken om familiens sommerferie den ene gang om året; den man har spinket og sparet til. Den glæder man sig til, og lige så snart den er overstået, glæder man sig til den næste. Det er der i og for sig ikke noget underligt i, og det er en helt almindelig og legitim anskuelse.

Her i huset er det lidt sløjt med ferierne, pengene er sjældent til det, og tiden da slet ikke. Skulle vi gå og glæde os til noget, der kun indfinder sig i et meget begrænset omfang, så ville vores liv mest afspejles som ansigtsudtrykket på et barn, der for første gang tygger på en slåen. Ja, eller sådan lidt lige som Dan Jørgensen ser ud i langt de fleste af hans offentlige optrædener.

Nej, her i huset er strategien en helt anden, her skal glæderne findes i det daglige og dermed også i vores arbejde. Vi skal lave de ting, vi har lyst til, og tit og ofte skal vi også lave de ting, vi slet ikke kan lade være med. Sådan en ting er ved at trykke brystet ud på Landmanden.

En bog er på vej! Ja, faktisk er der flere på vej. ”Halsen af en svane” og selvfølgelig min bog om kød. Det er projekter Lone holder meget af, men det at skabe noget skønlitterært betyder allermest for hende, og selvom den slags er lidet rentabelt, er det der, glæden ligger og gemmer sig. Så er det sådan set knaldhamrende ligegyldigt, at det er lettere at sælge bobslæder på Maldiverne end at sælge romaner på det danske marked.

Derfor har jeg som forlagets direktør forlangt skrivetid til Lone, ikke kun på bloggen, ikke kun på madbøger, men på hendes næste roman. De kommende to vintermåneder vil vi gøre noget, vi ellers ikke ynder at gøre – vi vil arbejde hver for sig. Om ikke andet så 3 dage om ugen. Her skal Lone sidde og skabe, mens jeg vil nusse rundt og klappe gården hist og her, og derved fingere et ærligt stykke arbejde.

Jeg skal sige dig – Lone er ikke kun god til at skrive – hun er fantastisk, og hendes første roman ”Under landet” fik og får stadig bunker af ros. At forlangsdirektøren i vildskab fik trykt bøger i en mængde, som ikke kun var urealistisk, men også meget optimistisk, skal ikke ligge nogen til last. Jeg har altid ønsket mig et fyldt bibliotek, og på denne måde er jeg sikker på, at alle bøgerne er lige gode.

Alligevel vil jeg nok besinde mig ved Lones næste bog og kun få trykt så mange, at der lige præcis er nok til dig og selvfølgelig en til mig. Vi vil blive en oplevelse rigere, og Lone vil blive glad for skrive den. Det er da intet mindre end stort!

DSC_42650001

Som forlagsdirektør er det mig magtpåliggende at henlede opmærksomheden på de 3 eksisterende titler i forlagets lille webbutik, og vi vil naturligvis ekspedere helt frem til jul, så du kan sikre dig selv, eller én du har kær, et af de få tilbageværende eksemplarer af ”Hønsefødder og gulerødder”, den sikre ”Mad vs. Fødevarer” eller et af de ufatteligt mange eksemplarer af ”Under landet”.

Du finder dem HER.

Søren Sørøver – med hele 3 udgivelser til næste år…

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

6 svar til Søren Sørøver skriver om prioritering af tid

  1. finn birkholm-clausen siger:

    Kære Søren og Lone. Selvfølgelig har jeg anskaffet dem alle sammen. Og delt ud til familien med rund hånd. Ellers er jeg ved at sortere hårdt ud i min omfattende samling af bøger. Jeres vil dog altid blive stående. Glædelig Jul til jeg begge – og god skrivelyst. Kærlig hilsen Karen og FInn

  2. Hej Søren. Du lyder godt nok som en rar forlagsfyr. Du skal for resten ikke være alt for sikker på dét dér med at bøgerne bliver stående i dit eget bibliotek. Nogle gange sker alle forunderlige ting bare ikke samtidigt, så i virkeligheden er det måske rettere gemt guld på gården. Kh Chresten

  3. Ann siger:

    Skønherligt! Så bliver bestanden af bøger fra Det flydende Forlag fordoblet næste år – se det er da værd at glædes over sådan en helt almindelig tirsdag.

  4. Rie siger:

    En rigtig god pointe, det med at lave noget, man selv holder af.

  5. Eva siger:

    Ps… Man bliver så glad, af – Lones sprog. 😀

  6. Eva siger:

    Smukt skrevet, om din landmand… 🙂
    Jeg har alle tre bøger og glæder mig så meget til den næste.
    Hønsefødder og gulerødder, er min mest skattede bog.
    Ingen over – ingen under – endnu.
    Selvfølgelig pga. opskrifterne, men ligeså meget, dette vidunderlige sprog.

Der er lukket for kommentarer.