Forberedelser til julemadmarkedet

h018

Julemadmarkedet nærmer sig – eller også nærmer vi os det – og de kommende dage skal bruges på forberedelser.

Mest af alt.

I weekenden en gang får vi skrevet om de gode stadeholdere, du kan træffe, men ellers handler det om oprydning.

Den gamle trælade skal ryddes efter æbleopbevaring og presning, maskiner må flyttes, lyskæder sættes op, og en del siddepladser er spist af dyrene.

Heldigvis er der friske baller at sidde på – de skal bare hentes i enden af laden.

Vi har for længe siden lovet en ølbrygger overnatningsmulighed, og for at det skal kunne lade sig gøre, må der også ryddes op i stuehuset. Det lille forlags bøger, bogemballage, vinudstyr, bivokstavler og diverse uundværlige sager har hobet sig op indendørs, fordi den slags bare ikke kan tåle miljøet i udlængerne. En større omrokering er i gang, og om alt går vel, vil den frigøre et helt rum til gæsteværelse.

Til julemadmarkedet bliver der ikke det sædvanlige kageudvalg. Selvom kager ikke som sådan har årstid, er det besluttet, at vi kører den hjem med æbleskiver.

Nybagte selvfølgelig og serveret med hjemmelavet hindbærsyltetøj og den legendariske æblegløgg fra gården.

Det bliver således noget med både at passe æbleskivepanderne og bogsalget, og som signering kan man få et fedtet aftryk med strejf af hindbærrød.

h015

Måske er det meget passende
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

2 svar til Forberedelser til julemadmarkedet

  1. Anne Folehave siger:

    NÅ,,, man snydes for makronsnitter, det er jo ikke så godt. Men det skal nu ikke holde mig væk. God oprydning.

  2. Niels Kaslov siger:

    Tak for endnu en munter og poetisk beretning. Bemærkningen: Heldigvis er der friske baller at sidde på – de skal bare hentes i enden af laden, fik mig til at tænke på første linie i et meget dejligt digt af en anonym forfatter. Det starter sådan her:
    Jeg ser dem bære numser hjem
    I tusindvis af baller
    Jeg tænker hvor de bæres hen
    hvor bukserne mon falder

Der er lukket for kommentarer.