Når man nu alligevel slår ihjel – nyt fra Søren Sørøvers kødføljeton

Måske kan du huske, at jeg tog et spring. Jeg ville se mit kød i øjnene – alt mit kød.

Det hele startede den 1. august, hvor jeg stoppede med at spise noget som helst kød, jeg ikke selv havde slået ihjel. Det har indtil videre været en spændende, oprørende og meget lærerig tid. Det er jo tanken, at det hele skal ende ud i en bog om det her liv, eller rettere de liv min trang til kød koster.

For alle os, der spiser kød, slår ihjel. Bare ikke direkte – vi har nogen til at gøre det beskidte arbejde for os og ikke nok med det, de pakker kødet i små pakker i beskyttet atmosfære og placerer det nænsomt på et hygiejnebind, så skulle kødet bløde eller safte lidt, bliver væsken opsamlet, så vi ikke behøver at se på det. Faktisk mener jeg, at det er lykkedes det moderne samfund at bringe sig selv så langt væk fra kødet, at man uden at skænke det liv, der ligger til grund for kødet en tanke, kan mæske sig i det i sådan en grad, at vi danskere er noget så tvivlsomt som verdensmestre i denne disciplin.

Men hvis nu en eller anden drister sig til at slå en giraf ihjel, så er han intet mindre end en psykopat. Det er den slags hykleri, der fik mig til at stoppe op. Ikke at jeg selv havde noget imod, at en dyrelæge afliver et nuttet dyr eller to, men mere fordi jeg ikke selv følte, at jeg havde en følelsesmæssig relation til mit kødforbrug.

Det er nok de færreste, der ønsker at have sådan en relation til deres kød, men jeg havde lyst til at forstå det offer, det kræver, at jeg spiser kød. Ud fra devisen – er du sulten nok til at spise det, så er du også sulten nok til at slå det ihjel. Jeg ville og vil se, hvad det gør ved mig, min lyst til kød, min respekt for det kød jeg spiser, og hvilke tanker dette morderiske mareridt ville medføre.

I mit hoved var de forudgående tanker mange, og flere barrierer virkede fuldstændig uoverkommelige. For eksempel det at lave spegepølser selv ville kræve, at jeg jog hånden i kagedåsen og fiskede en håndfuld tarme ud af indvoldene, rensede dem godt og grundigt og fyldte dem igen. Ikke noget jeg sådan ligefrem så frem til.

I mit hoved var det både ulækkert og unaturligt. Når spegepølsen ligger der i butikken, er det nærmest uforståeligt, at den kommer fra grisens tyndtarm. Eller det er i hvert fald ikke noget, man tænker videre over. Nu, efter en håndfuld dyr, er det helt naturligt for mig at fiske de dyrebare tarme ud af moradset. I går rensede jeg ca. 40 meter lammetarme og fandt det slet ikke unaturligt eller ulækkert. Utroligt hvad tanker kan gøre!

Det der med at slå ihjel er langt fra nemt for mig. Det vidste jeg godt, men de fleste vil nok tro, at det er noget, der bliver nemmere med tiden. Faktisk så tror jeg det modsatte er tilfældet. Jeg er i hvert fald nødt til at vente mellem slagtningerne og skal bruge en del mentale kræfter på at sætte mig selv op til det. Det eneste, der bliver nemmere, er det at tro på sit våben.

En kæmpe stor del af frygten hos mig ligger i, hvis dyret ikke dør ordentligt og hurtigt. Det største mareridt er, at et såret dyr slipper væk og skal jagtes rundt i manegen. Min tiltro til for eksempel boltpistolen skulle bygges op over nogle gange, og efter fem-seks slagtninger følte jeg faktisk, at dette våben var ufejlbarligt.

Den syvende var en lille orne. En centimeters usikkerhed i skuddet sendte bolten i kraniet i udkanten af hjerneområdet, og grisen sank sammen et kort øjeblik. Jeg kunne godt se, at den var gal, og fik hurtigt fat i min slagtekniv, der lå på taget af grisehytten, kom ned på knæ til grisen, der i samme sekund kom til sig selv igen, satte i et hyl og begyndte at løbe væk fra mig. Jeg fik kun lige fat i nakken på dyret, smidt det ned på siden og fik skåret struben over på grisen, der med korte hvæsende lyde åndede ud. Aldrig før har jeg været så tæt på at blive vegetar, og Landmandens trøstende ord om, at den slags sker, blev efterfulgt af nogle af mit livs mest foruroligende ord ”og det vil ske igen.” Jeg ved godt, at hun har ret. Langt de fleste jægere har skudt på et dyr, der vaklede rundt 100 meter ude, inden det blev indhentet og aflivet, men det her var om ikke andet så for mig en ekstremt voldsom oplevelse, som kommer til at sidde i mig hver eneste gang, jeg skal aflive et dyr med boltpistolen.

Nu skal det jo ikke være følelsesporno det hele, og det er det heller ikke i bogen. Sammen med alle mine tanker kommer der bunker af inspirerende mad, der kan laves af alle disse dejlige dyr. En ting der nemlig taler i retning af ”gør det selv drabet”, er den sublime kødkvalitet, man får, og efter en hungrende måned kom både leverpostej, spegepølser, spegeskinker for slet ikke at glemme fantastisk bacon snigende sig ind i mit liv. Og man passer godt på det, for det tager tid, koster liv og en lille smule sjæl at lave.

Til alt det her husdyrslagteri i bogen kommer der også alle de vilde dyr og fisk, jeg kan få neglene i gennem det næste ¾ år. Der er så uendelig mange muligheder, og ikke, som jeg først så, begrænsninger i ikke at spise kød død ved andres kølle. Til gengæld står det sløjt til, når man i et svagt øjeblik pløjer slikreolen igennem nede i Brugsen. Hvorfor hulen er der gris i alt det gode slik? Hvad tænker de mennesker på? Og jeg som elskede en chokofant i ny og næ.

Bogen bliver et sandt eldorado af fantastiske billeder, som landmanden troligt tryller frem i mit kølvand, og dertil oplevelser af enhver art med ordentlige råvarer. Mad som mad var engang…

Søren Sørøver – med nyrensede tarme