Når man nu alligevel slår ihjel – nyt fra Søren Sørøvers kødføljeton

DSC_51410001

Måske kan du huske, at jeg tog et spring. Jeg ville se mit kød i øjnene – alt mit kød.

Det hele startede den 1. august, hvor jeg stoppede med at spise noget som helst kød, jeg ikke selv havde slået ihjel. Det har indtil videre været en spændende, oprørende og meget lærerig tid. Det er jo tanken, at det hele skal ende ud i en bog om det her liv, eller rettere de liv min trang til kød koster.

DSC_51970001

For alle os, der spiser kød, slår ihjel. Bare ikke direkte – vi har nogen til at gøre det beskidte arbejde for os og ikke nok med det, de pakker kødet i små pakker i beskyttet atmosfære og placerer det nænsomt på et hygiejnebind, så skulle kødet bløde eller safte lidt, bliver væsken opsamlet, så vi ikke behøver at se på det. Faktisk mener jeg, at det er lykkedes det moderne samfund at bringe sig selv så langt væk fra kødet, at man uden at skænke det liv, der ligger til grund for kødet en tanke, kan mæske sig i det i sådan en grad, at vi danskere er noget så tvivlsomt som verdensmestre i denne disciplin.

DSC_51640001

Men hvis nu en eller anden drister sig til at slå en giraf ihjel, så er han intet mindre end en psykopat. Det er den slags hykleri, der fik mig til at stoppe op. Ikke at jeg selv havde noget imod, at en dyrelæge afliver et nuttet dyr eller to, men mere fordi jeg ikke selv følte, at jeg havde en følelsesmæssig relation til mit kødforbrug.

DSC_52190001

Det er nok de færreste, der ønsker at have sådan en relation til deres kød, men jeg havde lyst til at forstå det offer, det kræver, at jeg spiser kød. Ud fra devisen – er du sulten nok til at spise det, så er du også sulten nok til at slå det ihjel. Jeg ville og vil se, hvad det gør ved mig, min lyst til kød, min respekt for det kød jeg spiser, og hvilke tanker dette morderiske mareridt ville medføre.

DSC_52760001

I mit hoved var de forudgående tanker mange, og flere barrierer virkede fuldstændig uoverkommelige. For eksempel det at lave spegepølser selv ville kræve, at jeg jog hånden i kagedåsen og fiskede en håndfuld tarme ud af indvoldene, rensede dem godt og grundigt og fyldte dem igen. Ikke noget jeg sådan ligefrem så frem til.

DSC_52880001

I mit hoved var det både ulækkert og unaturligt. Når spegepølsen ligger der i butikken, er det nærmest uforståeligt, at den kommer fra grisens tyndtarm. Eller det er i hvert fald ikke noget, man tænker videre over. Nu, efter en håndfuld dyr, er det helt naturligt for mig at fiske de dyrebare tarme ud af moradset. I går rensede jeg ca. 40 meter lammetarme og fandt det slet ikke unaturligt eller ulækkert. Utroligt hvad tanker kan gøre!

DSC_53100001

Det der med at slå ihjel er langt fra nemt for mig. Det vidste jeg godt, men de fleste vil nok tro, at det er noget, der bliver nemmere med tiden. Faktisk så tror jeg det modsatte er tilfældet. Jeg er i hvert fald nødt til at vente mellem slagtningerne og skal bruge en del mentale kræfter på at sætte mig selv op til det. Det eneste, der bliver nemmere, er det at tro på sit våben.

DSC_53620001

En kæmpe stor del af frygten hos mig ligger i, hvis dyret ikke dør ordentligt og hurtigt. Det største mareridt er, at et såret dyr slipper væk og skal jagtes rundt i manegen. Min tiltro til for eksempel boltpistolen skulle bygges op over nogle gange, og efter fem-seks slagtninger følte jeg faktisk, at dette våben var ufejlbarligt.

DSC_53910001

Den syvende var en lille orne. En centimeters usikkerhed i skuddet sendte bolten i kraniet i udkanten af hjerneområdet, og grisen sank sammen et kort øjeblik. Jeg kunne godt se, at den var gal, og fik hurtigt fat i min slagtekniv, der lå på taget af grisehytten, kom ned på knæ til grisen, der i samme sekund kom til sig selv igen, satte i et hyl og begyndte at løbe væk fra mig. Jeg fik kun lige fat i nakken på dyret, smidt det ned på siden og fik skåret struben over på grisen, der med korte hvæsende lyde åndede ud. Aldrig før har jeg været så tæt på at blive vegetar, og Landmandens trøstende ord om, at den slags sker, blev efterfulgt af nogle af mit livs mest foruroligende ord ”og det vil ske igen.” Jeg ved godt, at hun har ret. Langt de fleste jægere har skudt på et dyr, der vaklede rundt 100 meter ude, inden det blev indhentet og aflivet, men det her var om ikke andet så for mig en ekstremt voldsom oplevelse, som kommer til at sidde i mig hver eneste gang, jeg skal aflive et dyr med boltpistolen.

DSC_54090001

Nu skal det jo ikke være følelsesporno det hele, og det er det heller ikke i bogen. Sammen med alle mine tanker kommer der bunker af inspirerende mad, der kan laves af alle disse dejlige dyr. En ting der nemlig taler i retning af ”gør det selv drabet”, er den sublime kødkvalitet, man får, og efter en hungrende måned kom både leverpostej, spegepølser, spegeskinker for slet ikke at glemme fantastisk bacon snigende sig ind i mit liv. Og man passer godt på det, for det tager tid, koster liv og en lille smule sjæl at lave.

DSC_07390001

Til alt det her husdyrslagteri i bogen kommer der også alle de vilde dyr og fisk, jeg kan få neglene i gennem det næste ¾ år. Der er så uendelig mange muligheder, og ikke, som jeg først så, begrænsninger i ikke at spise kød død ved andres kølle. Til gengæld står det sløjt til, når man i et svagt øjeblik pløjer slikreolen igennem nede i Brugsen. Hvorfor hulen er der gris i alt det gode slik? Hvad tænker de mennesker på? Og jeg som elskede en chokofant i ny og næ.

DSC_25070001

Bogen bliver et sandt eldorado af fantastiske billeder, som landmanden troligt tryller frem i mit kølvand, og dertil oplevelser af enhver art med ordentlige råvarer. Mad som mad var engang…

Søren Sørøver – med nyrensede tarme

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

14 svar til Når man nu alligevel slår ihjel – nyt fra Søren Sørøvers kødføljeton

  1. Maria Eskildsen siger:

    Hej Søren,

    Tak for din beretning. det lyder som et spændende project.

    Boltpistolen kan ved forkert brug være et meget farligt våben for både dyr og mennesker. Jeg håber, at du I din bog vil gøre opmærksom på at ikke alle må slagte svin (eller andre dyr). Det kræver at man er dyrlæge, slagter, har jagttegn eller har det lovpligtige medicinhåndteringskursus (undtaget er landmænd, der før 1. februar 2007 har haft mere end seks måneders sammenhængende praktisk erfaring med produktionsdyr fra fuldtidsbeskæftigelse i en besætning).

    Det er heller ikke alle og enhver forundt at holde svin. Dyrene skal indberettes I CHR registered og ejendommen skal være godkendt til dyrehold.

    Sidst men ikke mindst; husk at slagteaffaldet ikke må ryge med den almindelige dagrenovation men skal bortskaffes med DAKA. Held og lykke med din bog. Den vil jeg glæde mig til ;o) MVH Maria

  2. Pingback: Slagtetid | Beretninger fra et autentisk landbrug

  3. Lottie siger:

    Forventningens glæde er stor! Glæder mig usigeligt til at læse bogen.
    Slagter selv mine høns og jeg skal også samle mod og bygge karakter inden øksen stilles klar, for angsten for, at styrken i mit hug ikke er kraftigt nok, ligge lige for. Men den dybe tilfredsstillelse og stolthed der efterfølges, når dyret serveres, er uovertruffen! Den hønsekødssuppe varmer på flere flere planer.

  4. Marianne Luna siger:

    Jeg håber, du får skrevet en bog om det, Søren, for det lyder interessant. Det mest tankevækkende er vel, at det var sådan, folk i mange tusinde år netop har levet og spist: det kød, de selv passede og senere slagtede.
    Jeg er selv blevet wannabe-vegetar (pescetar), særligt fordi, jeg synes industrielt kød er decideret ubehageligt, både i forhold til mængden af antibiotika og lignende, men lige så meget i forhold til den absurde mangel på dyrevelfærd. Det, du har gang i, er en spændende og relevant modkultur mod bedre kød og mindre, men klogere kødspiseri. Tak til jer begge, fordi I kæmpe og oplyser! Bliv ved med det! 🙂

  5. Jørn Aagaard siger:

    Lidt indholdsrigt læsestof til de lange aftener.
    VH
    JAa

    Fra: Beretninger fra et autentisk landbrug [mailto:comment-reply@wordpress.com]
    Sendt: 13. november 2015 08:30
    Til: Jørn Aagaard
    Emne: [Nyt indlæg] Når man nu alligevel slår ihjel – nyt fra Søren Sørøvers kødføljeton

    Lone Landmand posted: ” MÃ¥ske kan du huske, at jeg tog et spring. Jeg ville se mit kød i øjnene – alt mit kød. Det hele startede den 1. august, hvor jeg stoppede med at spise noget som helst kød, jeg ikke selv havde slÃ¥et ihjel. Det har indtil videre været en spændende, “

  6. Pingback: Godt nytår | Beretninger fra et autentisk landbrug

  7. Flore Gretha Petersen siger:

    Meget beundrings værdigt ,jeg var (vegetar )spiste fisk ,i cå 15 år ,fordi jeg havde læst Troels Kløvedal ,som havde mødt en menneske æder ,som havde sagt at når man kan slå dem ihjel kunne man også æde dem ! Men nu spiser jeg det meste igen .Tak for alle gode billeder og velformuleret skrift !

  8. Farmer siger:

    Tillykke med det gode kød.
    Finns opmærkning er en god idé. Jeg har også fuld tillid til såvel boltpistol som riffel.
    Jeg er ikke helt så ren i “troen” som du, Søren. Når vi er i byen, spiser jeg det, som kommer på bordet; men jeg oplever også, at andre synes vores kødvalg er meget varieret.
    Både med hensyn til arter, udskæringer og færdigvarer giver egne aflivninger, hvad enten det er slagtning, jagt eller fiskeri, os et mere varieret forbrug.

    Ud over glæden ved at kunne klare tingene selv og kendskab til fodring opvækst mv., er det vigtigste nok, at vi undgår transport af dyrene. Disse uvante hændelser stresser og giver oveni risiko for ringere kødkvalitet.

  9. finn birkholm-clausen siger:

    Har lige selv slagtet vores flotte gimmerlam : “Rabarber” i dag , med boltpistol og efterfølgende overskæring af halspulsårerne. Nu hænger hun der på krogen. Forstår til fulde din oplevelse med boltpistolen. Er også sket engang for mig i en meget fjern fortid. Problemet med fejlskud kan minimeres ved at markere med feks grønt kridt præcist , hvor boltpistolen skal holdes. Og hold den så roligt på indtil slagtedyret står helt roligt- helt roligt. Nu er det så også lidt lettere med lam , idet de står med et reb om halsen. Har dog aldrig været ude for at skulle skyde to gange. Ved mit første og eneste elendige skud lå slagtekniven inden for rækkevidde. Så blev det klaret. Synes virkelig, at du skal medtage risiciene ved hjemmeslagtning. De forsvinder jo ikke fordi , du pønser på IKKE at nævne det.
    Det glæder mig at du pelser grisen – det gør man også med vildsvin. Tak for de mange gode billeder. Og vi glæder os til din bog . Her vor vi lige har siddet og spist spinattærte – en kødløs dag.

  10. Trine Lesemann Amstrup siger:

    Tak for god læsning med gode billeder. Det er både skræmmende og fantastisk. Mest af alt er det godt gået, at tage en beslutning og stå ved den, at lære og erfare, og blive god til det man gør. Sejt.
    KH Trine

  11. Randi siger:

    Meget tankevækkende indlæg!

  12. mimikirstine siger:

    Hej Søren
    Du rammer hovedet på sømmet, jeg er vokset op på en gård, og som barn så jeg når der blev slagtede grise, ikke så tit, da vi mest gjorde i heste. men det gjorde et kæmpe indtryk på mig, at vi var nød til at tage et dyrs liv for at vi skulle havde mad. Jeg græd mange salte tåre på grisen vegne, fordi jeg synes vi var egoistiske. jeg er også nået til det punkt, at jeg må til at se mit kød i øjene, hvis jeg skal spise det. For ligesom dig elsker jeg jeg et godt stykke kød, men elsker også at vide at den har levet et godt liv.
    Tak for at skriver om dette vigtig emne.
    Mvh
    Mimi

  13. Tine siger:

    Søren Sørøver. Du har min dybeste respekt. Det har I begge og tak fordi I tager emnet op.

  14. Landmanden er i sandhed en god fotograf og emnet er vigtigt! Jeg er stærkt tilfreds med at have folk til at slå min mad ihjel for mig, og sådan nogen som dig til at føle hvordan det føles. Ser frem til bogen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s