D A N S E R N E – Aktuelt eventyr af Henning Mortensen

I dag får du noget usædvanligt – noget nyt, uventet og tankevækkende.

Et nutidigt eventyr skrevet af forfatteren, vores gode ven, Henning Mortensen.

Du ser her førsteudgivelsen af historien, men absolut ikke forfatterens første udgivelse. Henning Mortensen (f. 1939) har skrevet et halvt hundrede bøger, digte, noveller og romaner. Romanen ”Klovnens rejse” (Gyldendal, 2013) blev præmieret med Holberg-medaljen, og den efterfølgende roman ”Kvinden i korshæren” (Gyldendal, 2015) er blevet nomineret til DR Romanprisen 2016. En ny roman ”De kaldte ham Jump” er netop blevet antaget til udgivelse foråret 2016 på Gyldendal.

Så sæt dig godt tilrette og tag imod:

DANSERNE

I dette øjeblik bliver et nyt par annonceret gennem højtalerne: Martin Henriksen og Inger Støjberg.

Vi overværer en meget åben konkurrence, demokratisk, de enkelte par vælger helt frit mellem stilarter, og det nye par overrasker det stærkt blandede publikum lige fra de første trin.

Hvordan er det dog lykkedes for især de to steppende og valsende at koordinere disse herkuliske bevægelser, så der på helt overbevisende måde udtrykkes en helhed? Noget, der tilsyneladende ikke er inspireret af de nordiske eller lokalt hjemlige danske festmanøvrer, glædens og de elskovsfulde? Man fighter sig nærmest gennem denne fysisk krævende, drabelige disciplin.

Ser vi her det sidste skrig inden for en fremtidens europæisk danseturnering eller måske snarere en næsten glemt praksis, der er hentet fra især tredivernes germanske Blut und Boden svingom og bondeballet?

Vi er i al fald vidner til en særdeles voldsom dans, og man skal ikke tage fejl af Martins tilsyneladende så sløve øjne, der lurer nemlig en energisk og utrættelig dansemus inde i den mand, og heller ikke hvad angår Ingers stirrende og sorte blik skal man forregne sig: der er ikke tale om forelskelsens dybder.

De to øjenpar er først og fremmest ekstremt observante. De ved allerede, hvilke af de konkurrerende dansere de skal træde over tæerne eller sparke om kuld, det her er virkelig en slags free-style, og de er fuldt ud klar over, hvem der skal jordes blandt publikum. Især Ingers store fødder sparker løs til alle sider, hun vil ”vende hver sten”, og sandt er det: små og store sten flyver om ørerne på os. Hun er klædt ud som cowgirl, linedancer med læderhat og –støvler (metalsnuder og sporer), han er med forklæde påtrykt en vredt udseende, boksende kænguru indhyllet i det australske flag og med politikasket.

Hold op, hvor de sveder.

Jeg er ved at være langt forbi pensionsalderen, og det er måske derfor, jeg bliver så forpustet af blot at betragte de to, så jeg næsten ikke kan få vejret. Martin er vild. Inger er vild. De to klæder hinanden godt. Man bliver på det nærmeste ligefrem suget ind i deres rytmiske verden. Jeg tænker dog også på, at de på en måde klamrer sig til hinanden. Og jeg spørger mig selv, om de kan danse med andre, holde om andre, holde om mennesker, de ikke kender ret godt – kan de holde om fremmede? Hører de til blandt de bange hadere? Kender de den mærkelige jøde, Jesus, og hvis de gør, er han så røget durk i glemmebogen? Eller har Martin og Inger det bare sjovt? Leger de, som børn kan finde på at lege? En lidt overfrisk, uskyldig leg?

Så er der pause.

Parret trækker sig hen i en afkrog for at puste ud efter anstrengelserne. Nogle af de personer, som er kommet fysisk til skade under Martin og Ingers aktiviteter, bliver forbundet, andre får psykologhjælp, børn trøstes.

Jeg har imidlertid vovet at følge efter de to monsterdansere, som sidder prustende og næsten gennemblødte af tran, men med smil på læberne efter en for dem at se vellykket optræden. Jeg præsenterer mig og siger, at jeg aldrig har set noget lignende – jeg er ganske enkelt dybt imponeret.

Jeg spørger dog om, hvorfor det også skulle gå ud over en lille, mørklødet dreng med krøllet hår – hvad havde han gjort? Lige nu vikles han nemlig ind i gaze. Inger svarer vredt, at han havde råbt ukvemsord og smidt popkorn efter hende. Jeg siger, at jeg tilfældigvis ved, at han ikke kan dansk. Hun svarer, at hans mundstilling viste, at han var ubehøvlet.

Jeg spørger også om noget andet. Har de noget imod, at jeg fortæller dem en lille historie, som sikkert vil interessere dem, for den handler nemlig også om dans? De svarer ikke, hvad jeg opfatter som accept, jeg blinker til dem (de blinker ikke igen) og siger, at skønt jeg er forfatter, så er historien ikke min. Den egentlige ophavsmand er gysets mester, Edgar Allan Poe, og den hedder ”Den røde Døds maske”.

– Uha, siger Inger.

Jeg kan godt fornemme den nye tids atmosfære, som er en ganske anden end min ungdoms, da jeg sjælede løs i jazzklubber til langsomme ballader. Det er blevet forte og vigoroso. Og mon ikke også doping har sneget sig ind i sådan noget som Vild med dans?

Nå, jeg har i hvert tilfælde anbragt mig foran dem på en stol, læner mig frem, prøver at finde deres øje, og fortæller:

Det her handler om en fyrste, Prospero, der sammen med hoffet isolerer sig totalt på sit slot, hvor portenes låse endda smedes til af frygt for en skrækkelig sygdom, Den røde Død. Forinden disse beskyttende foranstaltninger er mange gæster strømmet til, og for at underholde dem afholder fyrsten et prægtigt maskebal, mens pesten derude i landet netop raser værre end nogensinde.

I det labyrintagtige slot findes et inderste rum beklædt med sort fløjl og indirekte og blodrødt oplyst. Her står et møbel af ibenholt, et mægtigt ur. Hver gang, det falder i slag, stivner festens rus for en stund i ubehag, men fortsætter så, som om intet var hændt.

Midt under ballet lægger man pludselig mærke til en fremmed skikkelse med et kostume og en optræden, der var ”blottet for både vid og takt”, idet personen har vovet at efterligne Den røde Døds ofre. Kroppen er hyllet i et blodplettet liglagen, og masken har en døds stivnede træk. I det inderste rum vil fyrsten dræbe den formastelige, men dør selv, og de tililende, som vil demaskere den uhyggelige gæst, opdager til deres gru, at der kun er et tomt intet bag masken. Og nu kunne de kun gyse over dette sandhedens dictum: Hvad du frygter mest og desperat søger at undgå fra det ydre rammer dig med ét fra det indre.

Og nu faldt festens deltagere en efter en om i maskeballets blodbesudlede haller og døde i rædsel, endnu mens de styrtede mod gulvene. Da de sidste af de ellers så lykkelige dansere udåndede, gik også det store ur i stå. Flammerne i messingbækkenerne slukkedes. Mørke og forfald herskede uindskrænket overalt.

– Er den færdig? spørger Inger.

Jeg nikker langsomt. Og siger, at den svenske digter Gunnar Ekelöf engang skrev: ”Jag bor i en annan värld. Men du bor ju i samma.”

– Er han medlem af Sverigedemokraterna, ham Gunnar? spørger Martin.

Jeg siger, at Gunnar Ekelöf døde i 1968. Men hvis han havde levet i dag, ville han næppe melde sig ind i Sverigedemokraterna.

– Nå, så skal der bokses og sparkes, siger Martin. Kom, Inger, verden venter på os.

– Ja, nu skal der for alvor gang i støvlerne, råber Inger, og de to bumler ud på gulvet.

– Jeg er ikke sikker på, at I helt har forstået Edgar Allan Poe, råber jeg efter dem, selv om jeg inderst inde har på fornemmelsen, at de faktisk har forstået ham.

Og det er jo det uhyggelige.

Det virker, som er parret efter hvilepausen blevet opfyldt af fornyet kraft, Martin gør den royale verden ære (både vor egen, men også Storbritanniens) ved ikke blot at præsentere os for elegante chassétrin, men i langt højere grad uppercuts til højre og venstre, mens partnersken, primaballerinaen, den vilde korpige Inger for alvor er begyndt at skære løs med de hvinende og hurtigt roterende sporer.

Tilhængerne af denne overbevisende dance makabre (og de er helt indiskutabelt i flertal) applauderer taktfast til den hidsende musik, mens blodet flyder.

Jeg tænker i mit stille sind på Ben Webster, Stan Getz og andre af de gamle drenge med den rigtige embouchure. Og visse piger også med helt uforglemmelige mundstillinger.

Så holder orkesteret til sidst inde, og skønt det er svært at få det populære par hevet væk fra gulvet, annonceres gennem højttalerne nu konkurrencens sensationelle overraskelse: solodansen!

På baggrund af den hidtidige larm og tummel virker stilheden gribende, ja, næsten chokerende. Kun et enkelt medlem af det store band spiller, og det er en kvindelig fløjtenist, blid, forfinet, poetisk. Måske findes skønheden endnu. Måske kærligheden.

Og nu er den første solodanser allerede ude i projektørlyset.

Det er Søren Espersen.

Han er iført en rød uniformskjole fra 1758 og balletsko. Han har et lille spejl i venstre hånd, armen er strakt, han kan nyde sig selv, mens han danser helt lydløst og stilfuldt rundt til den smukke musik.

Der er noget overraskende yndigt over hans bevægelser. Et øjeblik fyldes jeg faktisk af glæde. Den tunge og massive krop præsenterer sig med en helt uventet elasticitet og elegance. Publikum føler, at danseren i lang tid har længtes efter at afsløre denne særlige sjælfuldhed, og man sidder musestille og følger hver lille kropslige og kunstneriske manøvre med tilbageholdt åndedræt.

Men pludselig bliver der uro i salen, og også jeg kan se, at den dansendes ansigt forvrænges fra at udtrykke en ophøjet og måske ligefrem fortjent selvglæde til det stik modsatte, en væmmelse, ja, simpelt hen en rædsel for det spejlet viser, nemlig Sørens eget, men nu fordrejede kontrafej. Og straks efter kyler han spejlet væk fra sig, så det knuses mod gulvet, mens han brøler: – Det er Runes skyld, det forbandede svin!

Først nu forstår jeg Søren Espersens tøjlesløse, ja, eksplosive reaktion. Og da jeg befinder mig tæt på ham og har et hjerte af guld, går jeg ud på gulvet for at trøste ham, fordi hans fjerlette rockerdans blev afbrudt på en så brutal måde. For skal man blande kunst med dét, som slet ikke rager kunsten en høstblomst?

– Er det Rune Engelbreth Larsen, du mener? spørger jeg forsigtigt.

– Ja, det kan du bande på, siger Søren med tårer i øjnene, den satan har forhekset spejlet.

Og det kan måske ligefrem være sandt, hvad han påstår. For nogle dage forinden havde Søren nemlig givet en karakteristik af et menneske, Stinne Bosse, der har fået ”en led smag i munden” ved at høre om ballerinaen og kænguruens forberedelser til dansekonkurrencen. Den lød sådan: ”Stinne Bosse lever på toppen. Og når man befinder sig på en sådan piedestal, bliver man ad åre ganske fordømmende over for andre, men ganske tilfreds med sig selv, overbevist om egen godhed og egen fortræffelighed. Lægger du mon glorien på natbordet, inden du går til ro, Stine?”.

Ja, nu kan jeg med ét gennemskue det. Rune havde påvist, at den beskrivelse af Stine ord for ord passede på Søren selv. Og nu giver jeg Søren et klap på skulderen og siger, at jeg godt kender hans navnebroder og åndelige vejleder, den så dejligt gale Søren fra Seem. Han har jo for længst forklaret, at folk som Stine og Rune tilhører den mest foragtede gruppe medborgere i Danmark på grund af deres tilhørsforhold til ”godhedsindustrien”.

Søren Espersen er blevet meget bleg, ser næsten syg ud, han er nede på knæ, han er tæt på krampegråd. Jeg kan lige netop høre et spørgsmål til mig og de andre sammenstimlede, og det drejer sig om, hvordan hans ansigt i spejlet fra at have været helt klart og tydeligt lige med et blev falsificeret og udvisket af hans ord om Stine Bosse. Er Rune en forbandet sortekunstner?

Jeg siger, at det kan jeg næppe forklare, men hvis han lige finder hen til de to andre repræsentanter for ”ondskabsindustrien”, de to bomstærke og populære dansere, der allerede har lagt publikum ned to gange og sikkert er parate til at give os en tredje omgang plus da capo, så vil netop de måske bedre kunne være med til at diskutere hans problem.

For det kan være farligt at lege med spejle. Akkurat som det kan være farligt og i al fald omsonst at bekæmpe det ydre, når det blomstrer i fuldt flor i det indre.

Henning Mortensen

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

Et svar til D A N S E R N E – Aktuelt eventyr af Henning Mortensen

  1. johnheartbeat siger:

    Trivia….it doesn’t become you

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s