Noget om efterår og lommekastanjer

DSC_87420001

Der er noget helt særligt ved efterår.
En slags forløsning, noget endeligt, det har vi nået, og vi må acceptere, at vi ikke når mere.
Det giver en ro, lidt tid til dybe tanker, men også vemod, for man ved, at nu er det ved at være slut. Æblerne falder ned, bladene skifter farve, ja bevares til de smukkeste nuancer, men kun for kort efter at falde af.

Efteråret er den eneste årstid, vi kan putte i poser. Lyden af de lidt for store vinterstøvler og ivrige børn, der myldrer, med en bestemt, men lidt besværet skøvlende lyd, ned ad skovvejen. Store blade, svampe, kastanjer, bog, agern, frugt og alt hvad naturen har lagt frem i skovbunden tages med hjem. Hjem i poser, hjem i lommer.

Mit livs efterår. En talemåde der i høj gad beskriver tilstanden af det menneskelige sind, når dagene begynder at blive kortere, vejret mere uvenligt og tænderne på havets bølger hvæsses. En sætning der beskriver, at nu er det ved at være slut. Livet er ved at være slut.

DSC_86690001

Men hvilke arrogante og uvidende tanker om efterår.
Efterår er starten på liv, ikke slutningen. Naturen spiller teater, sætter en fantastisk scene, og mens vi ser til med vemodige blikke, danser vi efter en melodi, de færreste af os overhovedet hører.

Kastanjerne, der ligger og skinner, sikrer dem en tur i den lille drengs lomme, og hver dag tømmer hans mor den troligt, og kaster lommekastanjerne ud i et hjørne af haven. Solsorten spiser det ene rønnebær efter det andet, og de store levedygtige sten falder som minde om et overdådigt måltid, der hvor tilfældighederne byder fuglen at hvile. I løbet af få måneder sikrer naturen, at alle de kostbare frø, nødder og korn fordeles over alt. Mange af dem giver liv i form af føde til naturens skabninger, men mange af dem er allerede ved at spire. Spire under de blade der sørgmodigt falder mod jorden. Der er livet allerede planlagt og på vej.

I fjorden er skrubben så stor og flot, tyk som en ølkusk og klar til en lang vinter. Ikke at den har tænkt sig at dovne nu. Nej, den sætter sin rogn og al den overflødige vægt er i efteråret ved at omdannes til liv. I skoven vokser det spirende liv i maven på rådyret, som det også gør i mange af de andre hundyr, der føder unger i foråret og forsommeren.

DSC_87260001

Ingen skal bilde mig ind, at vi kan have efteråret med hjem i en pose. Blot nogle af naturens rekvisitter fra et fantastisk skuespil. Ingen skal bilde mig ind, at mit livs efterår er andet end starten på noget nyt, noget spirende, noget spændende. Ingen skal bilde mig ind, at jeg når en alder, hvor jeg ikke længere samler en glinsende lommekastanjne op, går rundt med den og uden at tænke videre over det, smider den et andet sted. For hvorfor nøjes med at betragte teaterstykket, når naturen allerhelst vil have dig til at spille med.

Søren Sørøver – spejder med teaterkikkert mod horisonten

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

3 svar til Noget om efterår og lommekastanjer

  1. Trine Lesemann Amstrup siger:

    – sidder bare og smiler.. 🙂

  2. Lisbeth siger:

    Hej Søren.
    Jeg får lyst til at synge den gamle sange
    ” Det lysner over agres felt.”, som også beskriver en glæde ved efteråret med flotte farver, skiftende vejr og en anerkendelse af bondens slidsomme arbejde for at få sit udkomme i hus.
    Til de rolige stunder kan jeg anbefale en anden gammel traver, nemlig Mobergs
    saga om de svenske udvandrere og deres kamp for overlevelse. Mere aktuel end nogensinde før. Der er 8 letlæste bind.
    Bedste hilsner fra Lisbeth

  3. Nogle af mine allerbedste venner, forlængst døde, som havde en gård, var overbeviste om, at de sikrede deres helbred ved altid at gå rundt med en kastanje i lommen.

Der er lukket for kommentarer.