Køb genbrugsting og underminer forbrugsplanerne

Måske husker du, at gårdhunden Athene – eller Ned-ned-ned – spiste min jakke kort før foråret (eller hvad det nu var) indtraf.

Vinteren var ikke helt slut, men man kunne se en ende på brugen af fyldigt overtøj, så der var ingen grund til at gøre noget ved det.

Heller ikke ved hunden, som blot er uden for pædagogisk rækkevidde grundet en særpræget hjerne styringsmekanisme. På særligt vanskelige dage kaldes hun Kærlighedsgaven, og det får ens skuldre lidt nedad.

Hvorom alting er, tegner temperaturudviklingen et billede af behov for vinterjakke igen.

DSC_9346-0010001

Så forleden dag blev en jakke erhvervet – fin kraftig uld i dækkende mængder, knapper nok, to ærmer og en krave mod nakkeblæst. Alt hvad man har brug for med andre ord, og til den beskedne sum af 30,- kr.

Der er flere gode grunde til at købe tøj i genbrugsforretninger:

1. Det er enormt billigt for dig, og du får råd til andre vigtige ting som hundemad m.m.

2. Du underminerer det politiske mantra om øget vækst, vækst, vækst min bare.

3. Den behøver ikke være bar, for der er et imponerende udvalg af bukser, kjoler, skjorter, frakker, halstørklæder, trøjer og alt muligt andet både godt og spændende.

4. De sparsomme penge, du betaler for tøjet, går ofte til velgørende organisationer, og de ældre medborgere ved kassen bliver glade, når du kommer og smiler og takker.

I Horsens er der for nyligt skudt endnu en fantastisk genbrugsforretning op – i en stor to-etagers bygning som tidligere husede sort/hvid-mekkaet Idé-møbler. Således er dette sted nu en opvisning i alt indenfor brugt tøj, møbler, elektriske apparater, musik, bøger, lamper, stof, køkkengrej, service samt ting og sager.

Og som nabobutik ligger en anden velassorteret yndlingsgenbrugsbiks, så man med passende sandsynlighed kan få noget ønsket med hjem.

Det er selvfølgelig også muligt at aflevere ting, man ikke vil have mere.

Bortset fra kærlighedsgaver
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

3 svar til Køb genbrugsting og underminer forbrugsplanerne

  1. ilhja siger:

    Jeg køber en del genbrugstøj til min datter og aflevere det igen hvis det overlever hjemme hos os men desværre er det svært at finde genbrugstøj i mine størrelser. Det er altid en dyr omgang hvis jeg mangler noget.
    Men jeg har gjort noget andet, jeg må eje x antal af hver en tøj del. fx må jeg max have tre toppe eller 3 nattrøjer. Så der bliver først købt noget hvis noget andet går i stykker udover hvad jeg kan reparere.
    På den måde ejer jeg kun tøj jeg faktisk går i fremfor tøj som bliver købt og aldrig brugt.

  2. Conny siger:

    Jeg er nu glad for, at nogle engang imellem køber nyt, så jeg kan gøre gode genbrugsfund blandt det kasserede 🙂

  3. katrine siger:

    Genbrug er bare det bedste!
    Hver gang jeg besøger en genbrugsforretning har jeg det ligesom om jeg er på skattejagt 😃

Der er lukket for kommentarer.