Syltede befrugtede løg/porre-blomster – opskrift

DSC_75890001

Måske har du også en køkkenhave, som ser lidt afpillet ud nu.

Afvisnet, afbenyttet, afbøjet, afblæst, afgrødet, afmattet, afpasset, aftrådt, afventende men dog stadig afholdt.

Mest af alt afblomstret.

Så skal du ikke være ked af det.

Der er tid til at så gode sager endnu – blandt andet hvidløg og efterårssalater.

DSC_75830001

Hvis du er heldig at have befrugtede porreblomster eller løgblomster, kan de bruges – vælt dem ikke omkuld, tag dem med ind i køkkenet.

Dels smager de utroligt godt i salater – f.eks. sammen med kartofler, og dels kan de syltes og gemmes til vinterbrug.

DSC_75920001

De befrugtede løgblomster ligner kapers, men det skal man ikke lade sig slå ud af.

Her får du opskriften på syltede løg/porre-blomster.

Du har brug for:

½ l god eddike
15 sorte peberkorn
2 laurbærblade
½ spsk. fint salt
½ spsk. rørsukker
6-8 skærme med befrugtede løg eller porreblomster

Det var alt, så går vi i gang.

Hæld eddike, peberkorn, laurbærblade, salt og rørsukker i en lille gryde og varm det hele op til kogepunktet.

Imens kan du ordne dine blomsterskærme og fjerne den festlige øjenmake-up fra forleden.

Klip de befrugtede blomster af, så stilkenden bliver kortest mulig.

Hvis du har dyrket porrer med virkelig kraft, vil tårerne løbe i stride strømme, og det vil føles som at pille løg med øjenvipperne.

Benyt lejligheden til et par udadreagerende følelsesladede proklamationer, når effekten er på sit højeste.

Intet virker som tårer.

Det minder mig om, at jeg stadig ønsker mig en ko.

Hæld de afklippede løg/porre-blomster i eddikelagen når den koger. Den vil straks gå af kog, rør rundt så de befrugtede blomster bliver varmebehandlede, og tag gryden af varmen, så snart kogepunktet nås igen.

Fordel de små løg/porre-frugtdimser i glas, hæld eddikelagen over og luk til.

DSC_75850001

Det var alt – så kan du bare bruge efter behov.

Smuk søndag til dig
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Opskrifter, Syltede sager. Bogmærk permalinket.

2 svar til Syltede befrugtede løg/porre-blomster – opskrift

  1. Pingback: Porreblomster på menuen - Helt hen i haven

  2. Trine Lesemann Amstrup siger:

    Tak for dén – hermed noteret og gemt i opskriftsbogen 🙂
    KH Trine

Der er lukket for kommentarer.