Fisk, fusk og snyd

Af og til sendes noget, der faktisk er public service.

For eksempel DRs udsendelse Kvotekonger og små fisk.

Den handler om det danske fiskeri.

Fisk interesserer mig ikke – tænker du måske – spiser ikke fisk og alt det der.

Nå. Men selvom man ikke spiser fisk, findes de i ens nærhed, og i et eller andet omfang er fisk vanskelige ikke at forbruge. Der er også fisk i hundemad, kattemad og i mange foderblandinger til grise samt fjerkræ, som du måske/måske ikke spiser. Der er fiskeolie i kosttilskud, fisk i nogle typer lim og fisk i biogas.

Desuden er fiskene i havet en del af vores fællesskab på kloden, og som sådan må de interessere alle. Om ikke andet for deres ressourceværdi.

Ressourcer interesserer mig heller ikke – sukker du måske – dem må samfundet forvalte.

Det gør samfundet også, i mange sammenhænge, og derfor findes bl.a. noget som kaldes fiskekvoter. Oprindelig var de tænkt som et styringsredskab; en måde at regulere fiskeriet og bevare (udvalgte) arter på.

Her får du et uddrag fra bogen Mad vs. Fødevarer:

“Erhvervsfiskeriet i Danmark foretog et kvantespring mod druknedøden, da VKO-regeringen og Dansk Folkeparti i 2006 kapitaliserede fiskekvoterne. Det betød, at de tidligere fællesejede fiskekvoter med et slag blev fordelt efter en særlig nøgle – svarende til hvis man besluttede at give retten til grundvandet til privatpersoner.

Kvoterne var en gave i omegnen af 2,7 milliarder kroner, og beløbet blev et aktiv, som fiskerne kunne belåne og investere i nye store fiskefartøjer. Handlen med kvoter antog børsspekulative højder, og det var ikke ualmindeligt, at prisen steg til adskillige gange den reelle fiskeriværdi.

De små lyseblå kulturbærere forsvandt fra havets overflade over kort tid, fordi det var fordelagtigt at sælge den tildelte kvote, og sammen med kutterne forsvandt størstedelen af det skånsomme fiskeri. Det var egentlig blot afslutningen på en udvikling, der havde været nogle år undervejs. Fiskeskipperne i danske havne kysten rundt var pressede af fiskekvoter, faldende priser og bankernes krav.

Som en del af EUs fiskeripolitik blev der i flere runder indført ophugningsstøtte til fartøjerne. Officielt var det for at tilpasse fiskeflådens kapacitet til ressourcerne, som man udtrykte det, men samtidig gav EU støtte til nybygning af store ståltrawlere. Fiskefartøjer af færgestørrelse bruger oftest bundtrawl, som skraber havbunden ren for alt – også ynglepladser, så al den snak om bæredygtigt fiskeri fra politisk hold syntes noget stormasket.

Hvorom alting var, anså bankerne ophugningsstøtten som en mulighed for at inddrive deres udestående blandt de selvstændige fiskeskippere, og mange måtte hårdt pressede løfte deres kuttere på land og sende dem til ophugning. Derfor er det ikke længere muligt at købe friske danske fisk på enhver havnekaj.”

Sket er sket – tænker du muligvis – hvorfor ikke også privatisere fuglene og give udvalgte borgere retten til at indhegne et udsnit af havet og disponere over det som dyrkningsområde?

Og jo, alt er muligt. Tyder det hele på.

Men derfor er det ikke nødvendigvis den rigtige vej at gå for andre end de få udvalgte. For os som mennesker og for vores forening i et samfund, er det med at privatisere livsgrundlaget en tvivlsom handling.

Privatiseringen af drikkevandet er godt på vej – hvorfor ikke også den atmosfæriske luft?

En årlig test kunne fastlægge den enkelte danskers iltoptagelse. Sammenholdt med højde, vægt og fysisk aktivitet er det relativt nemt at fastslå forbruget og en deraf følgende afgift. Den skulle selvfølgelig hedde noget med CO2, for det er mere acceptabelt at betale for de problemer, man skaber, end for blot at leve.

Måske kunne man kombinere besøget hos det offentlige den private atmosfæreleverandør med en danskhedstest.

He he, den køber jeg ikke – siger du sikkert – nu er vi langt ude. På landet.

Ja, det er grumme tanker, men for ganske få år siden havde de færreste vel forestillet sig, at stort set alle, børn som voksne, frivilligt ville bære rundt på en elektronisk dims, som konstant rapporterer deres færden og præferencer.

Eller at staten – vores stat – ville give sig af med at sælge oplysninger om borgerne i forskellige sammenhænge og til forskellige brancher.

Tilbage til udsendelsen om fiskekvoter: den handler også om, at en lille jolle – L49 Lasse – er usandsynlig aktiv indenfor dansk fiskeri.

Jollen Lasse på 5,5 meter har kvoter til over 10.000 tons fisk. Man ser den vigende vandlinje for sig. Jollen, kvoterne og yderligere kvoter med retten over de danske fisk er tildelt nogle ganske få mennesker på baggrund af et yderst tvivlsomt grundlag.

En embedsmand fra NaturErhvervstyrelsen ser udsendelsen igennem ganske afslappet, smilende og tilfreds ud med tingenes tilstand, og på den anden side af skærmen undres man inderligt over accepten af den åbenlyse fuskede selskabskonstruktion.

Brødnid og almindelig misundelse – sukker du sikkert – så lad dog de mennesker fiske.

Der er langt mere i det end fiskeri – må svaret være – derfor dette indlæg og den opslidende længde.

Det handler om, at de store fiskefartøjers trawl ødelægger vores havbund og den tilhørende natur. Trawlene skraber alt liv væk og en flad havbund giver ikke meget rum for ynglepladser m.m. til kommende generationer af fisk. Eller fisk til kommende generationer.
Præcis som man på land lader nogle forholdsvis få privatpersoner indenfor landbruget skade jorden, vandområderne og de forunderlige levende skabninger og sammenhænge, for bl.a. at kunne producere foder og omtrent 29 millioner grise hvert år.
Og afskriver klimamålene til fordel for erhvervslivet.

De få store flydende fiskefabrikkers nærmest monopolstatus i fiskerierhvervet gør det vanskeligt for nye fiskere at starte op. Kvotepriserne er tæt på ubetalelige, og på den måde bortskaffes arbejdspladser og eksistensgrundlag i kystområderne. Den danske fiskeripolitik har enorm betydning for affolkningen.

Programmet handler også om den stadige berigelse af de rige på bekostning af de mindrebemidlede. Her er det skåret ud i pap og smidt i ansigtet på folket.

Det handler om, at myndighederne, som varetager vores fælles samfund, accepterer svindel og anerkender til lejligheden konstruerede selskaber. Som man lader nåde gå for ret, når det handler om milliarder på velhavende danskeres konti i udlandet, men går benhårdt efter krone for krone blandt lav- og mellemindkomstgrupper. Det er en hån mod de mennesker, som følger regler og opfører sig ordentligt.

Resultatet er yderligere svækket tiltro til demokratiet – til politikere og de embedsmænd som reelt styrer landet.

Problemer, problemer og atter problemer – vrisser du ganske givet – vi er langt mere begejstrede for noget med dans eller musik.

Det kan jeg godt forstå. Alle får det bedre af dans og musik. Og fordi du har holdt ud gennem alt det urovækkende og problematiske, får du afslutningsvis et opmuntrende indslag. Med sang og dans.

Men se udsendelsen på DR lige HER.

Nyd vejrtrækningen
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

Et svar til Fisk, fusk og snyd

  1. pia hansen siger:

    Endnu et skår i de bristede illusioner.
    Fin udsendelse. Trods alt godt vi har DR2 – og helt afgørende at der er aktive folk som dig og Sørøveren, der kan formidle tingene.

Der er lukket for kommentarer.