Snart er der Grøn Festival i Økologiens Have – måske ses vi?

DSC_46690001

I denne uge er der 4 steder, som ønsker indlæg eller foredrag om mad, fødevarer og råvarernes frembringelse.

I mandags var det en kreds på omtrent 70 mennesker, som i foreningsregi ønskede den grumme udgave af “Mad vs. Fødevarer” i foredragsform.

I dag og i morgen er det virksomheder, der skal besøges, og emnerne er henholdsvis råvarekvalitet og økologi. Mulighederne for at gøre det bedre med andre ord.

På søndag er der tale om en åben-for-alle-omgang. Økologiens Have i Odder arrangerer Grøn Festival søndag d. 30. august fra kl. 10-16. Du kan læse mere HER, og HER hvis du bruger Facebook.

Jeg har lovet at bidrage med et indlæg som en del af det, der kommer til at ske i debatteltet på dagen.

Der er ikke tale om et egentligt foredrag – snarere en samtale med dem, der dukker op. Jeg forbereder noget, og så ser vi, hvad det udvikler sig til – der er emner nok at tage fat på.

Og det vigtige er, at blive ved med at forholde sig til den måde vi for nuværende bruger jorden, planterne, dyrene og menneskene på, når vi producerer fødevarer på den kemiske måde.

Men det er til stadighed en overvindelse at skulle stå der og blafre, når der findes mere ro i at passe gulerødder.

I gang med forberedelserne
Lone

DSC_46410001

P.S. Endelig er stikkelsbærene modne, og der var faktisk nogle tilbage efter restaurant Hærværks besøg i sommer.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

3 svar til Snart er der Grøn Festival i Økologiens Have – måske ses vi?

  1. Conny siger:

    Tak fordi du overvinder og blafrer videre 🙂

  2. Karina siger:

    Tusind tak for din blafren.

  3. Vianne siger:

    Du er bare så god til at blafre, Lone, så måske kan du tage et par beroligende gulerødder med i bagagen? 😉 Hip til dig ❤

Der er lukket for kommentarer.