Vinfestival på Brandbygegaard – importørerne rykker ind og skænker ud

IMG_61700001

I dag skal der forberedes en del, for i morgen løber et nyt arrangement af stablen.

Der skal være vinfestival i den gamle trælade lørdag d. 22. august fra kl. 11-16.

Det er Foreningen af Danske Vinimportører, som står for begivenheden – vi lægger bare sted til.

Og sørger for frokost, kaffe og kage plus det løse, så gæsterne kan købe lidt modvægt til alt det vinøse.

Små og mellemstore vinimportører dukker op og præsenterer nøje udvalgte vine fra mindre, uafhængige vinbønder.

IMG_61660001_3

Der bliver mulighed for at smage op til 200 specialvine fra alverdens lande og få de tilhørende fortællinger om druernes dyrkning og vinenes tilblivelse.

Udover bordvine og hedvine vil der være søde dessertvine og mousserende vine, nogle økologiske andre konventionelle.

Billetter kan erhverves HER i forsalg, men du kan også bare svinge forbi gården og købe ved indgangen.

Pris ved billetkøb i forsalg: kr. 175,-
Pris i døren: kr. 200,-

Der udleveres katalog og smageglas ved ankomst – det står Foreningen af Danske Vinimportører også for.

Selvom vi ikke importerer, vil Sørøveren stå med gårdens vine, imens jeg passer spiseafdelingen.

Og nu i gang med køkkenarbejdet
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.