Måske vil du med en tur i køkkenhaven?

DSC_30620001

Måske vil med en tur ud i køkkenhaven og se, hvad der er lige nu.

Udover ukrudt.

DSC_30660001

I foråret fik vi, som tak for en åbningstale i Økologiens Have, blandt andet 2 forskellige poser med gamle ærtesorter.

De blev sået med omhu indendørs og senere hen plantet ud i køkkenhaven. Den ene sort har stort set afløst den anden med hensyn til høsttidspunkt. Og det er, hvad det er.

Den uforbeholdne begejstring er udløst af, at vi aldrig nogensinde før har haft så gode ærter. Så mange, så fulde af smag og så fortsat givende.

“Skal vi gå om og spise ærter”, er et dagligt spørgsmål. Og ærter er jo også en slags frokost. Eller morgenmad.

DSC_30700001

Der er også blomster hist og pist. På den måde er der også insekter hist og pist. Og allevegne.

DSC_30750001

Squash findes i forskellige sorter, farver og former. De fleste skilte med identifikation er –  som vanligt – blevet væk.

DSC_30850001

I køkkenhaven står to rækker med nye træer og buske med henblik på senere udplantning, når en passende robusthed indtræffer.

I år er en rå flyttet indenfor dyrehegnet, og både morgen og aften går hun og mæsker sig i udvalgte planter. Især sølvbeder og samlingen af nye æbletræer har dyret hang til, og der er lavet topbeskæring af rækkerne.

Rådyret bor indenfor hegnet sammen med en stor fed hare. Og os.

DSC_30870001

Hos Nordisk Genbank kan man bestille gamle sorter af kartofler, bælgplanter m.m. Vi modtog (og det er som en af de få ting i denne verden gratis) en lille pakke med 5 forglemte kartoffelsorter efter eget valg.

3 læggekartofler af hver sort får man tilsendt. De mindste har størrelse som pinocchiokugler, og de største sniger sig op og kan forveksles med hasselnødder. Hvis man nyser under lægningen er alt tabt.

Vi lader planterne give det, de kan, i år, og måske har vi så lidt flere kartofler til opformering og smagning næste år.

DSC_30890001

Her er et blik i Kålland – broccoli, rosenkål, grønkål, russisk kål, glaskål, hvidkål, rødkål, blomkål og spidskål. Tror jeg.

DSC_30950001

Nå ja – og palmekål.

DSC_31000001

Sådan kommer en babyrosenkål til verden. Hver bladkløft rummer et betagende potentiale for de små sirligt tætpakkede kålhoveder.

DSC_31090001

Flere blomster.

DSC_31130001

Blomkålsblomst.

DSC_31140001

Forunderlig foldning af spidskål.

DSC_31210001

Løgene svulmer op, så jorden må flytte sig omkring dem – snart skal de høstes og tørres.

DSC_31370001

Glaskål kommer fra køkkenhavens bolchebutik – overraskende søde og sprøde. Uundværlige.

DSC_31430001

Rødkål er ikke bare rødkål. Hovederne er så spændstige, at de yderste blade brister, når man rører ved dem.

Og smagen…minder ikke om noget, man kan købe sig til.

DSC_31480001

Nogle bliver brugt i sensommerens salater, andre syltes og gemmes til vinterhalvåret.

DSC_31510001

Sommerporrerne er tykke og livskraftige, vinterporrerne halter noget bagefter – men det gjorde jeg også, da de skulle plantes ud.

DSC_31570001

Nogle rødkålshoveder forveksler årstiderne og bryder i blomst. Som os.

DSC_31640001

Der er luget udenom nogle få selvsåede solsikker, og de står som fyrtårne.

DSC_31660001

Peger ned på tæppet af honningurt, som er levende og summer af forskellige bier.

DSC_31790001

De kraftfulde fennikelknolde er gået i blomst, men også blomsterskærmene er værd at spise.

DSC_31830001

Endnu et fyrtårn.

DSC_31840001

De lange, røde italienske løg popper nærmest op af jorden for at få plads til flere lag.

DSC_31940001

Og så er der den nye i haven – knoldgaltetand. Lårhøje planter der snart skal vise, om nogen vækst er foregået under jorden også.

DSC_31970001

Tallerkensmækkere står flere steder.

Nogle er sået i år.

DSC_32050001

Andre er resultatet af sidste års frøkastning.

DSC_32060001

Rødbeder er ikke en selvfølge. Det er værdifulde planter, man kan være heldig med, og så er der mad fra tidlig sommer til sen vinter.

DSC_32130001

I år er der også sået lilla rosenkål. Til almindelig opmuntring.

DSC_32180001

De forskellige typer af salat klinger lidt af nu, og et nyt hold er – forhåbentlig – på vej.

DSC_32340001

Der er blevet spurgt til, hvordan det går med Folkehaven.

Du husker måske, at et stykke jord i forsommeren blev klargjort og indhegnet og herefter udlånt til mennesker, som gerne selv ville dyrke ordentlige grøntsager, kartofler m.m.

Ikke alle jordlodder kom i brug i år, men hvad gør det?

Antallet af mennesker, som passer og glædes over plantelivet her på gården, er næppe afgørende i det store stellare system.

For den enkelte familie er det imidlertid en betydningsfuld mulighed. Noget at samles om både under pasningen og spisningen.

Nogle råder over flere jordlodder, blandt andre en større afghansk familie som udviser imponerende gå-på-mod i Grøntsagsland.

I den tørre periode blev der hentet vand ved træladen, men ellers lever Folkehaven bare sit eget stille liv – familierne passer deres planter, og vi passer vores.

Det er vellykket og rart
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

3 svar til Måske vil du med en tur i køkkenhaven?

  1. Riborg Dæhnert siger:

    Jeg dyrker bare stangbønner – herude i klitterne tæt på Grenå Strand! For det er jo umuligt at opdrive bønner.
    Jeg har et lillebitte bed, som jeg har beriget med lidt ler, hestemøg fra en ‘nabo’ og kompost fra min beholder. Det var noget af en opgave at redde diverse orme og billelarver fra evig fortabelse, da jeg bragte komposten ud i foråret. De blev omhyggeligt båret hen til den nye beholder.
    Jo, ormene ville nok have klaret sig – men de billelarver, jeg overså, fandt jeg senere døde.
    De trives åbenbart ikke i den rene jord?
    De så ellers lækre ud – store som hesterejer. Tænkte på om de kunne ristes i lidt smør og hvidløg?
    Men nænnede det ikke – biller er gode til at omsætte al mulig råddenskab 😉 – og hundenes efterladenskaber 🙂

  2. Trine Lesemann Amstrup siger:

    Tak for turen rundt – der er noget særlig stemningsfuldt over en køkkenhave. Alt det, der vokser og venter. Jeg er én af dem der nok snart hopper med på bølgen og prøver rosenkål i haven – de ser enormt imponerende ud, og så skal det altså afprøves om ikke det kan lade sig gøre at få dem til at smage godt også!
    Jeg glæder mig til weekenden hvor Jeres arrangement skal besøges, og det hele besigtiges “live”!

  3. Marianne M. siger:

    Tusind tak for de dejligste billeder. Man kunne næsten lugte og smage de smukke vækster. Sikke en rigdom!

Der er lukket for kommentarer.