Er det godt eller skidt at gå med næsen i sky, når man er slagter? Fra Søren Sørøvers kødføljeton

DSC_31650001

Kan en sørøver undvære kød? Ja, selvfølgelig kan han det – også uden at få kødsot eller andre mangelsygdomme. Der findes masser af alternativer til at få proteiner.

Så hvorfor ikke bare droppe kødspiseriet, istedet for det der tåbelige princip om kun at spise noget, man selv har slået ihjel?

Nu har jeg været i gang med den nye livsindstilling i en lille uge. Der er spist et utal af grøntsager, uendelig mange ostemadder og selvfølgelig også lidt hjemmedrab bestående af to små muflon-mørbrader, der ikke ville kunne fylde en hul tand på en vrissen gås. Jeg kan allerede nu afsløre, at jeg ikke kommer til at fungere som vegetar. Lige siden jeg ikke har kunnet kyle det ene Hanegal-kødprodukt i halsen efter det andet, har jeg haft en sygelig trang til det. Ikke at jeg før spiste så meget af den slags, men nu savner jeg det salte umamimættede knuste sokød og benafpuds.

Uendelig irrationelt, jeg siger det bare!

Men det er præcis en del af baggrunden for den ekstreme tilgang til mit fremtidige kødindtag. Jeg har nærmest ikke været i stand til at indtage nogle af disse økologiske pålægsprodukter uden at brokke mig over det totale fravær af smag, konsistens, innovation og livskraft. Og fra 1. august var det så enkelt – lav det selv makker eller snup en ostemad mere!

Nu er der bare en grænse for, hvor mange ostemadder en sørøver kan spise, inden mytteriet er en realitet.
Og nej, det er fløjtende ligegyldigt, at én eller anden smart-i-en-fart-forretningsmand har fundet på at forme tofu som et kyllingelår… eller om ikke andet som et kyllingelår ville have set ud, hvis det var en brik i et gammelt brio-træpuslespil.. Stop det! Det narrer ingen – jeg kan ikke ha’ det. Spiser man ikke kød, så vælger man alternativer, og de fleste er nok så bevidste, at de ikke kan snyde sig selv med en kødformet katastrofe.

DSC_30280001

Det er stegeskorpe, der skal til.. ikke en kæmpe portion brun kødsovs af knust malkeko. Nej, det er den der helt særlige karamellisering, man kun kan lave med et tilpas tørt stykke dyr, med en tilpas blanding af fedt og kød, krydret rundhåndet med salt og peber. Måske er den i virkeligheden den eneste grund til, at jeg i disse dage igen tripper rundt om boltpistolen, klapper grisen lidt og trækker det en dag mere. Jeg bryder mig jo i bund og grund ikke om at slå dyr ihjel, men er jeg bæst nok til at ville spise det, så er jeg også bæst nok til at slå det ihjel.

Og der er uendelig mange idéer til, hvordan det næste slagtede dyr skal bruges. Der er blevet studeret tarmrensning (den ene pølse skal ud for at få plads til en anden – sådan helt grundlæggende), og de gamle bøger om charcuteri er fundet frem.

Snart skal det være – meget snart.

Søren Sørøver – Else pelse pølsesnak!

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

5 svar til Er det godt eller skidt at gå med næsen i sky, når man er slagter? Fra Søren Sørøvers kødføljeton

  1. Pingback: Når man nu alligevel slår ihjel – nyt fra Søren Sørøvers kødføljeton | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Pingback: Fra Slagesnäs til dig | Beretninger fra et autentisk landbrug

  3. Anja siger:

    Kære Søren, jeg læste en rigtig god bog for ikke så længe siden, den er skrevet af Lone Vitus og hedder noget i stil med Mad Versus Fødevarer. Den kan anbefales hvis du trænger til at blive motiveret til at spise helt vegetarisk eller vegansk som blev tilfældet for de voksne hjemme hos os. Kh Anja

  4. Annie siger:

    Hej Søren

    Jeg forstår dig til fulde, jeg ville heller ikke kunne holde til at kød ikke skulle være en naturlig del af min mad. Vegetardage er OK med grøntsagsgratiner, omeletter og æggekage, men umanismagen mangler i længden😜

  5. Eva siger:

    Dejlige skriverier Søren.
    Kan nemt følge dig, med både det ene og det andet… 🙂

Der er lukket for kommentarer.