Invitation til dig – madmarked d. 15. og 16. august

DSC_08240001

Om 3 uger er det tid til sommerens andet madmarked her på gården.

Vi skal ikke bruge så mange dage på at rydde op i træladen, som til årets første marked – selvom månederne føles kølige, har der ikke været tale om en decideret vinterperiode, hvor maskiner, rod, skrammel, jord, hø og andet hober sig op.

Næh – træladen er nærmest indflytningsklar, så alle forberedelser kommer til at handle om mad og vine.

DSC_07330001

Det tegner til, at rekordmange stadeholdere stiller op denne gang, men mere om dem en anden dag – nu handler det om, at vi umådelig gerne vil se dig her på gården!

Det hele foregår lørdag d. 15. august kl. 11-17 samt søndag d. 16. august kl. 11-16 på Brandbygegaard, Alrøvej 77, 8300 Odder.

DSC_08640001

Udover håndværksproducenternes fristende vareudbud byder dagene på muligheden for, at du kan gå rundt og kigge dig omkring. Føle dig hjemme.

Ved julimarkedet var der indtil flere besøgende, som sov i hængekøjen mellem pære- og kirsebærtræet. Én af gangen, ikke kollektivt, men alligevel – det må være tegn på, at man er faldet til.

Nogle have tæppe og bog med, slog lejr i haven under blåklokketræets skyggefulde krone og lod sig ikke forstyrre af alt madhurlumhejet på den anden side af gården.

DSC_08520001

Du kan også fodre kaninerne med mælkebøtteblade, indfange fårene og sørge for at de bliver i deres fold, børste mudder af grisene så de ser pæne ud, gøre gasen Klaus mere håndtam, tælle hønsene – igen og igen, eller blot gå rundt og nyde alle de vildtvoksende planter imellem de kultiverede. Du bestemmer.

Lørdag aften ca. kl. 18 er der som vanligt folkemiddag. Den finder sted i træladen – omkring de store kabeltromler som borde, med høballer som siddepladser og et særpræget udvalg af lysekroner fra tidligere tider oplyser folket.

DSC_07240001

I august topper udvalget i drivhus og køkkenhave, og Sørøveren og jeg glæder os sådan til at bruge de velsmagende afgrøder til at lave lækre retter til folkemiddagens klassiske Brandbygegaard-buffet. Kød skaffer vi fra udvalgte steder.

For den nette sum af 150 gode danske kroner kan du spise efter behov. Børn under 10 år spiser med for halv pris. Drikkevarer skabt her på gården kan købes til maden.

DSC_1506-0010001

Du behøver ikke at kende nogen for at være med – der bliver al mulighed for fællesskab omkring de store borde. Du kan også medbringe dit eget fællesskab, hvis din omfangsrige familie trænger til at blive luftet, eller du skylder vennerne en middag, fordi de tapetserede din snoede trappeopgang. Hvem ved.

Send en mail til sk@detlillevineri.dk og bestil det antal pladser, du har brug for.

Under alle omstændigheder vil vi meget gerne se dig her i weekenden d. 15. og 16. august, så kig i din kalender og overvej om du har tid og lyst!

Alt godt
Søren & Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.