Så er der – igen – et overmåde hyggeligt og velsmagende madmarked i Norsminde Krohave

DSC_03530001

I morgen – lørdag d. 18. juli kl. 10-15 – er der traditionen tro hyggeligt madmarked i den gamle krohave ved Norsminde Kro.

Alida eller Edward fra Ged & Grønt kommer med unikke hjemmegjorte økologiske oste fra eget gårdmejeri, og de plejer også at medbringe en samling svært populære gedegrillpølser m.m.

Med Helges udvalg af jordbærsorter er sæsonen for jordbær lang endnu, så skaf noget fløde og hent jordbær i krohaven. Det økologiske landbrug har opgraderet i år og kastet sig ud i dyrkning af grøntsager, krydderurter m.m. udover de ærter og kartofler, der i forvejen var på programmet. Det initiativ havde verden brug for.

DSC_03630001

Fra den 3. og sidste økologiske gård i denne landbrugstmætte kommune dukker Sørøveren og jeg op med et bærbart udsnit af egne vine. Og en kasse glas så du kan smage.

Derudover har Søren – Norsminde-Kro-Søren – så vidt vides planlagt spændende stande med kroens egne varer. Der bliver en oliven-biks, et brødudsalg og en isbod med de helt usædvanlige og ypperlige iskombinationer, kokkene har udviklet. Desuden står kroen for salg af vin og frokostretter, så der er al mulig grund til at valfarte til Norsminde i morgen.

Vi gør det ihvertfald
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.