Hærværksstemning

DSC_10920001

For godt 5 måneder siden begyndte landmanden at finde de små potter og priklebakker frem. Der skulle sås, ja både det ene og det andet.

DSC_1180-0010001

I dag render kokkene fra Hærværk rundt med logrende kokkehuehaler og høster et skud af det ene og en rod af det andet.

DSC_11290001

I fredags satte vi os til bords i deres pop-up-restaurant her på gården. En meget speciel følelse. Det plejer jo af gode grunde at være os, der laver maden og varter andre op herhjemme. Og ikke nok med at vi var hjemme, så blev vi også præsenteret for den ene mere fantastiske ret end den anden. Selvfølgelig var de fantastiske; de var jo lavet af vores lækre grøntsager, kunne man jo sige. Og ja vist – bevares – råvarerne betyder uendelig meget i et godt måltid, men her kan man altså ikke give råvarerne al kreditten, og jeg skulle nok vide det, jeg lever jo af dem til dagligt. Flotte spændende retter med kombinationer, som man slet ikke havde tænkt, bragte nuancer, klarhed og ære til Lones grøntsager og urter. Flot flot flot.

DSC_1082-0020001

Nu starter de op med anden uge, og allerede nu begynder jeg at ærgre mig over, at de ikke er her længere end to uger mere. Hygge og liv i den gamle stald er med til at give gården noget af det, der engang for mange år siden hørte sig enhver gård til. Mennesker! – mange flere mennesker end dem, de huser nu om dage. Det er som om, at gården lever og ånder med lidt dybere, stærkere åndedrag, end når det blot er en landmand og en sørøver der farer rundt og fylder ud.

DSC_1093-0010001

Nå – torsdag til søndag i denne uge og ugen efter har du stadig muligheden for at opleve køkkenets geniale kreationer, Lones grøntsager og ikke mindst gårdens vine der naturligvis akkompagnerer maden under frokosten eller middagen.

DSC_1179-0020001

Vi holder os lidt i baggrunden, naturligvis – men vi mærker, føler og observerer det hele.

DSC_11430001

Vi har hørt rygter om aftener med levende musik; i første omgang fredag aften og igen torsdag og fredag i ugen efter – det bliver magisk!

DSC_1182-0030001

Søren Sørøver – med munden fuld af mad..

P.S. Hvis du vil spise på gården en dag i de kommende to uger, gør du klogt i at reservere bord – ring til Hærværk på telefonnummer 50512651

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

Et svar til Hærværksstemning

  1. Pingback: Lige hvad her manglede | Beretninger fra et autentisk landbrug

Der er lukket for kommentarer.