Stadeholdere til madmarkedet d. 4. og 5. juli 2015

DSC_85570001

Nu er vi ved at have en lille smule overblik over, hvilke stadeholdere der dukker op og fornøjer verden med gode håndværksprodukter.

Her kan du læse om mulighederne i den kommende weekend.

Ged & Grønt kommer, og de medbringer deres sublime håndværksoste fra eget gårdmejeri samt et udvalg af produkter med gedekød. Alt fra den lille familieejendom i Sondrup bakker er økologisk – skabt af de mest flittige mennesker, vi kender.

DSC_85340001

Samsø Mel: Mel er ikke bare mel – langt fra! Her kan du købe mel fra områdets økologiske dyrker og mølleri. Og ikke nok med at melet er fri for diverse giftrester, det indeholder alle de gode og sunde olier, som industrien så sindrigt fjerner for at forlænge holdbarheden. Her får du friskkværnet mel og havre, der både er sundt og giver velsmagende brød. Ida kan ikke få tid til at være her, men hun sender det gode mel, og så langer vi poserne over disken.

Sondrup honning: Marianne og Anders holder bier i bakkerne mellem Sondrup og Trustrup. Kom og hør om biernes liv og køb et glas friskslynget honning med hjem.
Landmandens foretrukne morgenmad består af havregryn fra Samsø Mel, bær fra køkkenhaven og rigeligt med den flydende skovhonning. Hold da op, hvor kan man bestille noget efter sådan en portion.

DSC_85420001

Ækvator Kaffe: Igen i år kommer Jakob med sin bæredygtige og velsmagende kaffe fra Ecuador. Der er mulighed for at købe en friskbrygget kop kvalitetsmokka, poser med gode bønner samt få en snak med et kaffeorakel.

Troldgaarden: Philip og Birgitte driver et umådeligt alsidigt landbrug på Troldgaarden – det handler om samspil mellem jord, dyr og planter.
Kødet fra gårdens dyr forhandles under Dyrenes Beskyttelses velfærdskoncept, og der opdrættes sortbrogede danske landgrise, jersey græskalve, stude og lam – økologisk kød med en helt unik smag og af særlig kvalitet.

Sweet Samsø: Det er ikke folkene fra bolchekogeriet, som skal have skylden, hvis du går sukkerkold på Bondens Marked – de medbringer et betagende udvalg af håndgjorte bolcher fremstillet efter gamle traditioner. Smag dig frem og find dine yndlings.

DSC_85690001

DSC_85660001

Urtegartneriet: Et kæmpe udvalg af spændende planter dyrket økologisk samt frø af både økologisk og biodynamisk oprindelse. Enorm viden og stort engagement kendetegner folkene bag disse planter, der spænder over alt fra almindeligt kendte vækster til sjældne samlerplanter samt læge- og brændevins-urter.

DSC_16690001

Helt Honning: Er passioneret biavl og udvikling af honning. For du godeste, hvor er honning ikke bare honning. Anthony eksperimenterer og udvikler glas med både bær, krydderier, ingefær, chili og meget andet godt. Her på gården er der ikke høstet honning fra den nye bifamilie – de har fået lov til at beholde resultatet af deres anstrengelser, og vi er taknemmelige for arbejdet med bestøvningen. Godt Helt honning kommer med glas i salgbare mængder.

Lille Raneladegaard: Ruller fryseren med hjemmelavet is ind i træladen, for hvad er sommervejr uden is? Mælken kommer fra gårdens økologiske gedehold, som græsser på marker ved Ebeltoft vig. Udover den dejlige Øer Is produceres der okse-, kalve-, svine- og gedekød samt grøntsager, kartofler og jordbær.

1-IMG_2558

Bylykke: Pia Lykke kommer med nogle helt udsædvanlige hudplejeserier lavet på råmælk fra danske køer. Alle ingredienser er naturlige, og der er ingen parfumer eller parabener i produkterne. Hvis du interesserer dig for, hvad du putter i kroppen, bør du også tænke over, hvad du putter på den.

1-IMG_2763

Holtgaard: Ingen sommer uden jordbær, og der er ingen bedre end Helge’s økologiske jordbær – store, søde og fulde af smag. Og noget som man sjældent snakker om over en bakke jordbær – alle Helge’s plukkere er organiseret i fagforening, så ikke noget med elendigt lønnede plukkere der. Kom og spis jordbær med god samvittighed!

DSC_75370001

Vinhuset Kvist & Vitus: Det er jo os. Hos Sørøveren kan du smage vores forskellige vine, købe et glas til frokostmaden eller en flaske med hjem. Vi laver både still-vine og fantastiske bobler med oprindelse i gårdens druer og æbler – selvfølgelig dyrket uden menneskeskabt kemi. Prøv også den dejlige dogmemost fra efteråret 2014.

DSC_84410001

Det Flydende Forlag aka LLs kageafdeling: Her vil Landmanden signere og sælge bøger, svare på dine spørgsmål om det du ser på gården plus det løse, og sørge for at kagefadene i madstanden er fyldte. Måske kan alle tre ting lade sig gøre på én gang. Hvem ved.

DSC_16010001

Og så er der selvfølgelig maden – vi står klar med mageløs frokost, glas med gårdens vine, saft og udvalgte kager. Familie og venner hjælper til – og det er uvurderligt! – så der både er varmhjertet betjening og rent service.

DSC_84860001

Lørdag aften kl. 18 holder vi hyggelig folkemiddag, og du er SÅ velkommen! Du kan stadig nå at få plads til dig og dit lokale fodboldhold. Forholdene er store og landlige, og vi glæder os til at servere en veltillavet Brandbygegaardbuffet – for den nette sum af 150,- kr.
Send en mail til sk@detlillevineri.dk hvis du vil bestille plads til middagen lørdag aften.

IMG_39870001

Gården er selvfølgelig åben, så du kan tage turen rundt og kigge på de omtrent 2½ hektar med vinmark, køkkenhave, æbleplantage, bærstykke, haven, drivhuset, gårdspladsen og indhegningerne med høns, får, grise, gæs og kaniner. Eller du kan ruste dig mod græspollen og fortsætte ud over de øvrige 26 hektar og kigge på naturen.

Madmarkedet finder sted lørdag d. 4. juli fra kl. 11 – 17 og søndag d. 5. juli kl. 11 – 16.

Brandbygegaard, Alrøvej 77, 8300 Odder.

Vi håber sådan, at du har lyst til at komme og være med til at skabe nogle hyggelige dage med anstændige mad- og drikkevarer som samlingspunkt – og måske kender du nogen, som vil med?

Med glæde fra os
Søren & Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

6 svar til Stadeholdere til madmarkedet d. 4. og 5. juli 2015

  1. Pingback: Tak for en god dag i går | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Pingback: Hvor er nu den stakkels lille Nellie… | Beretninger fra et autentisk landbrug

  3. Pingback: Nå… | Beretninger fra et autentisk landbrug

  4. Pingback: Skilte til æbleplantagen | Beretninger fra et autentisk landbrug

  5. Momo-Kirsten siger:

    Ville så gerne være med, men det er præcis dagen, hvor vi fejrer at Benjamin barnebarn fylder 17 og det vil vi ikke undvære ….. Men næste år!

  6. Anne-Marie siger:

    Krydset har stået i kalenderen længe og jeg glæder mg så meget til at komme til Bondens Marked.

Der er lukket for kommentarer.