Noget om at blive hjulpet

DSC_79300001

Kære ven – læg godt mærke til dette billede.

Det forestiller det umulige og er et udtryk for stor modvilje, indædt kamp og uforventelig hjælpsomhed.

Måske husker du den afkortede vinstudietur sydover – et resultat af min opbrugte Skoda-karma (3 Skoda-nedbrud indenfor 3 år. Den første bil tog Kasselbakkerne i 2011, den anden bil blev i Hjørring i 2012 (what happens in Hjørring, stays in Hjørring), og den tredje nedbrudte Skoda er nu på mirakuløs vis genopstået og vendt tilbage fra de evige parkeringspladser).

Inden den famøse vintur – som også skulle udgøre et tiltrængt pusterum efter to år med et sparsomt antal ikke-arbejdsdage – var bilen begyndt at blive for varm i motoren. Det virkede fredeligt, men var det ikke.
Selv med fuld gang i varmeblæseren og udtørrede øjenæbler kunne temperaturen i maskinrummet ikke holdes nede, og vi besluttede at få sat bilen i stand i september – kort før afrejsen sydpå.

Det blev alt for dyrt – selvfølgelig – hovedrenovering af motoren, nyt topstykke o.s.v., men vi havde ikke haft bilen længe (kun siden Hjørring), og ihukommende købsprisen virkede den for god at kassere. Sådan er det med gamle biler. Man reparerer dem altid lige én gang til, for ellers vil alle de penge, man brugte sidste gang, være spildt. En slags kædebrev med sikkerhed for forbandelse.
Ting greb om sig, og da vi kørte afsted mod grænsen, var der netop betalt 25.000 kr for opgraderingen til brugbar.

Jeg sværger, at jeg var positiv i hjerte og tanke, selvom Søren Sørøver til hver en tid vil hævde, at der har været en dybereliggende modvilje.
Man kan godt selv mærke, når man er nødt til at ændre tankesæt, og jeg forholdt mig kun til, at vi havde en velfungerende bil.
Tror jeg.

Indtil den ene kardanaksel knækkede i verdens mindste helleområde for venstresvingende på en stærkt trafikeret hovedvej ved Colmar i Frankrig. Du kan læse den bedrøvelige historie HER.

Hvorom alting er, blev bilen repareret – dyrt – på et autoriseret Skodaværksted, og vi kørte hjem igen. En uges tid senere dryssede boltene ud, og den spritnye kardanaksel ødelagde både sig selv og bilens gearkasse.
Vi havde ikke råd til at få bilen repareret igen (denne gang var den anslåede pris 40.000 kr), og vi havde ikke råd til en ny bil. Der er ikke rigtig offentlig transport her langt ude på landet, og det er helt nødvendigt for os at komme rundt for at passe aftaler og opgaver. Gode dyr var rådne.

Vores venner skiftede bil og i stedet for at indkassere pengene for den gamle, gav de den til os. For at hjælpe. Det har været en uvurderlig hjælp både m.h.t. logistik og mental helhed.

Forventningen var, at sådan en autoriseret reparation med to års garanti ifølge fakturaen måtte kunne udbedres i løbet af relativt kort tid. 14 dage – 3 uger måske.

Måske min bare.

Vi havde brug for en professionel henvendelse fra Skoda i Danmark til Skoda i Frankrig for at dokumentere skaden, så vi ikke bare stod der og blafrede som to utroværdige, langhårede hippier. På autoværkstedet i Colmar havde de noteret sig kasserne med biodynamisk vin.

Hverken vores hidtidige bilforhandler eller Skoda Danmark ville røre ved sagen – de beklagede, at vi var havnet i en uheldig situation, men der var ingen hjælp at hente hverken med diagnose på bilen (som vi selvfølgelig ville betale for), en henvendelse til kollegaer eller blot en kontaktadresse, vi kunne komme videre med. Der var med andre ord tale om en ikke-eksisterende sammenhængskraft.

Og autoværkstedet i Colmar er ét af de få steder, som er virtuelt usynligt – ikke engang NSA har en mailadresse.

Via Facebook lykkedes det at finde VW i Frankrig, og derigennem en person som ville forholde sig til nedbruddet og sende henvendelsen videre til Colmar.
Langt vanskeligere forholdt det sig med at finde et hjemligt Skodaværksted, der ville dokumentere skaden. Bilens aktionsradius var ikke noget at prale af, og de nærmeste værksteder slog korsets tegn for sig. Det var en lettelse, da et autoriseret Skodaværksted i Østjylland forbarmede sig over os, og vi kunne sende bilen derover på fejeblad (stadig ville vi selvfølgelig betale for arbejdet med diagnosen).

Man kan ikke fortænke det franske autoværksted i at nære mistillid til Sørøveren og jeg. Vi var dårlige til de mest basale franske mekanikertermer i september, og da vi kom hjem sendte vi en besked via Facebook, om at den dyre reparation havde ødelagt bilen. Vi manglede simpelthen professionel assistance og en anelse troværdighed.

Diagnosen på bilen kom endelig – i form af en mail med nogle få ord på dansk og en pris. Det franske autoværksted vurderede ikke, at vores troværdighed var styrket, og så skete der igen ikke mere i sagen.
For at gøre en kort historie lang gik oktober og november med udpræget mismod på bilfronten. Den ene uge tog den anden, og så kaldte den danske stat bilen til syn i december. Men med den tidshorisont burde alt være godt.
Undtagen min nattesøvn som blev mere og mere sporadisk i takt med den manglende udvikling og de stigende omkostninger. Jeg tænkte på Skoda frem til sengetid, og Skoda sænkede sig som en persienne af depression, når dagen gryede.
Vi kom rundt til foredrag og alt muligt andet arbejde i vennernes Opel-bil, men med et fastætset Skodalogo på indersiden af kraniets bagvæg, virkede de mange kørende Skodaer i dette land som en hån.

Stilstand i sagen var fremherskende, selvom vi jævnligt sendte mails og mindede om det forestående bilsyn. Da fristen udløb, blev pladerne pillet af bilen, og den blev afmeldt. Så stod den der vinteren igennem og rustede videre i bremsesystem plus det løse.

Vi blev hjulpet igen – denne gang af en herboende franskmand af særlig kaliber, som storsindet tilbød at ringe direkte til Skodaværkstedet i Colmar for at høre, hvordan sagen stod, og hvad der skulle til for at komme videre.

Det skete to gange under det langtrukne forløb, og de to opringninger var helt afgørende for det indledende foto til dagens tekst.

Værkstedet i Colmar var ikke afvisende overfor, at der var tale om en garantisag, men de kunne ikke bruge den hidtidige manglende dokumentation, og ville derfor have en erklæring fra vores forsikringsselskab til deres forsikringsselskab.
Så blev bilen kørt ind og løftet op igen igen, og en mand fra vores forsikringsselskab kiggede også på den. Udfyldte formelle dokumenter med diagnose og fast pris.

Efter en måned eller to mere fik vi overbragt en mailadresse til en sagsbehandler i det franske værksteds forsikringsselskab, og så skete der noget. Jeg holdt op med at bruge ordet Skoda som mantra ved sengetid, og vi indledte en dialog om omkostningerne ved nedbruddet.

Det franske forsikringsselskab har været fair – slet og ret. De har betalt både reparationen (som kunne gøres noget billigere, da forsikringsselskabet spurgte) og en række af vores ekstraomkostninger gennem de 7 måneder bilen har været ude af drift.

Efter gearkassen og kardanakslen blev ordnet, påløb der ekstra omkostninger på adskillige tusinder for at få bilen synet og indregistreret på ny. Noget var ødelagt af tidens tand og en vinter i stilstand udendørs. Men hvis vi ikke havde brugt de penge, havde de forrige jo været tabt.

Nu står vores bil ude i laden igen. Vennernes Opel-bil er afleveret med tak. Det er ganske overvældende at blive hjulpet. Det virker.

Vive la France!
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

4 svar til Noget om at blive hjulpet

  1. Pingback: Snart vil der kun komme indlæg, når Skodaen virker | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. salling48 siger:

    Dejligt med den slutning – men I har haft det hårdt ..

  3. Marianne Luna siger:

    Hold op, for noget bøvl, men hurra for gode venner!

  4. finn birkholm-clausen siger:

    Sikke en historie. Ja med gamle biler keder man sig aldrig. Kørte Golf en gammel sag. Og oplevelserne er legio. Leve Danmark

Der er lukket for kommentarer.