Når man har fået bank nok

Her til morgen er der gået et par timer med at skrive en forklaring.

En helt nødvendig forklaring til min bank igennem hele livet hidtil.

Jeg har været trofast kunde, siden min far oprettede en børneopsparing i afdelingen i Helsingør. Dengang var banken en sparekasse – med tiden har der været skiftende navne, ejerforhold, logoer, direktører, reklamekampagner og serviceforbedringer med tilhørende gebyrer.

Det har været anstrengende og ærgerligt at skulle betale en rente på kassekreditten svarende til 200 gange Nationalbankens udlånsrente.

Men man skifter ikke bare pengeinstitut sådan uden videre.

Det har også været frustrerende med en blomstrende gebyrbuket, der blot har foldet sig ud og aldrig er nået til at visne. Bare lidt.

Men jeg skifter ikke pengeinstitut for det.

Nej – der skiftes nu til en anden udbyder, fordi det er mit klare indtryk, at man skal være ejendomsspekulant, konkursrytter, selskabstømmer eller velpolstret m.h.t. konti i skattely for at være en kunde, som har noget at handle med, og det er mit klare indtryk, at den nuværende banks engagement i tvivlsomme investeringer og deraf følgende tab hentes ind på trofaste privatkunder og mindre forretningsdrivende.

Den nuværende bank har et betydeligt ansvar for den finansielle krise – ved at indfri markedets og investorers forventninger om vækst og skaffe kortsigtede gevinster til banken selv og til udvalgte kunder. Vi andre – de ikke udvalgte – betaler dyrt både via direkte renter og gebyrer samt via bankpakkerne.

Banken har bestemt også et betydeligt ansvar for udviklingen i dansk landbrug – for stordrift af husdyrbrug, sammenlægninger, monokultur og deraf følgende skader på natur, dyr, dyrkbar jord og mennesker. Villigheden til at understøtte den vej ses nu afspejlet i teknisk insolvens for milliarder, artsfattigdom, antibiotikaresistens og affolkning af landområderne. Strukturudvikling kalder man det. Grådighed er et bedre ord.

Bankens navn dukker af og til op i sager om aktiemanipulation – også i forbindelse med domsafsigelser. Så er der de overvældende direktørlønninger og fratrædelsesgodtgørelser kombineret med en kvalmende reklame, hvor man signalerede at være på folkets side. Det hele skriger til himlen, og selvfølgelig er der nu en ny direktør med passende ydmyghed og undskyldninger for tidligere tiders fejl, men der er ting, som ikke forsvinder, fordi man undskylder. Det ved enhver i et dårligt forhold.

Alle kan begå fejl og foretage ringe dispositioner i driften af deres virksomheder. De ringe dispositioner, der ses i den nuværende bank, er et resultat af en tvivlsom moral og mangel på etik, som hverken vores virksomhed eller vi selv ønsker at blive kædet sammen med.

Når man køber en vare – uanset om det er et såkaldt bankprodukt eller en tomat – vælger man samtidig at støtte den pågældende handlende. Det er helt afgørende for både samfundet og kloden som sådan at forholde sig kritisk til, hvem man ønsker at støtte, og hvordan deres påvirkning af omgivelserne er.

Vi skifter til Merkur Andelskasse, fordi man der har en klar holdning til udviklingen i samfundet og dermed til hvilke aktiviteter, man vil beskæftige sig med.

Måske er der penge at spare, måske er der ikke – det afgørende er, at vores indbetalinger i form af renter og gebyrer ikke bidrager til at at gavne dem, der har for meget og skade dem, der har for lidt.

Bank nok
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

10 svar til Når man har fået bank nok

  1. Folkesparekassen og især Oikos er en ret god bankforbindelse, Og JAK bevægelsen er et bekendskab værd

  2. Mona siger:

    Vi bruger også Merkur, som fra mit synspunkt ser ud til at være den eneste bank der arbejder ud fra moral og holdninger til miljø og mennesker. OG man får et trendy pink plastikkort. Hvad mere kan man forlange? Bortset fra kage, selvfølgelig …

  3. pia hansen siger:

    Foreningen Gode Penge forklarer hvorfor banker ikke længere bare er banker i gammeldags betydning, og hvorfor det er så skadeligt for samfundet den udvikling, der er sket med bankerne.

  4. johnheartbeat siger:

    Dagens KD skriver, at hveranden “kendis” har stor mulighed for at komme på tinge ved næste valg. Vat det noget?
    Motiv….økonomisk…far from it!

  5. Anne Folehave siger:

    Hvad banker angår, så er der da vist en stor del af dem som er nogle fidusmagere. Man kan jo ikke en gang blive fri for at have en bank i vore dage. Jeg irriteres også over, at nogle har været/er grådig og har gældsat sig , så andre kan betale regningen efterfølgende . Vi ser det jo tydeligt i f.eks. DLR , de har så mange voldsomt gældsatte landmænd, gebyrerne er derfor steget vildt. Andre kreditforeninger/banker har nok et andet klientel, som har købt stort, dyrt og vildt for lånte kroner. Ligeledes er det enormt provokerende, at der er ledelses lønninger og gyldne håndtryk, foruden resultat løn i millionklassen, når de må gå af eller når biksen lukker.
    Mammon er den eneste Gud der dyrkes.
    Jeg forslår en rask revolution. Husk det, der er snart valg, hvor jeg håber at alle stemmer.

  6. Jeg har skiftet bank flere gange. På den måde er jeg ikke en særlig trofast bankkunde, for jeg skifter, hvis jeg finder en, der er mere ordentlig. Jeg tror dog, at jeg bliver hos min nuværende. Jeg har også haft kig på Merkur og Oikos, men de var simpelthen så dyre i gebyrer, at jeg lige så godt kunne lade være med at have en bank overhovedet. Derfor har jeg Lån og Spar, der sammen med Arbejdernes landsbank er de “næstbedste” banker efter Merkur og Oikos ift. hvordan de investerer penge og driver bankforretning. I hvert fald ud fra det, jeg har læst mig til. Og så er de flinke, hvilket faktisk betyder en del i min bog, selvom jeg sjældent er der fysisk.

  7. salling48 siger:

    Lone – du har ret i det meste, men hvorfor en københavner sparekasse, og ikke den lokale ?

  8. finn birkholm-clausen siger:

    Ja jeg har også alle dage været kunde i Nr. Nebel Sparekasse. Der har fraværet af gebyrer været en god ting, men p.gr.a de mange fallerede bønder er renten på min kassekredit stille og roligt steget fra 5% til 10%. Så det er sgutte bønderne, der servicerer deres egen enorme gæld, det er alle os andre. Nu kan jeg heldigvis betale min kassekredit ud. Så mon ikke jeg kan se lysere tid i møde. Godt I skifter. Det er et klart signal. Det bør mange flere af os gøre.

Der er lukket for kommentarer.