Retten til det ukrænkelige

Grundloven § 73
LOV nr. 169 af 5/6/1953
Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.

Med denne paragraf hævet højere end høtyven testes en for landbruget yderst væsentlig sag ved retten i disse dage – kan staten tage dyrkningsretten på en given jord fra landbruget. Landbruget mener at have vished for, at de påbudte randzoner ikke hjælper på vandkvaliteten og dermed ikke er i almenvellets interesse. Hvis sagen falder ud til statens side, kan landmand Povl Blak Bojer se frem til en bøde, og bunken af lignende sager køres igennem. Hvis han frifindes, regner man med, at de ca. 300 lignende sager droppes. Uanset udfaldet har organisationerne Bæredygtigt Landbrug og Landbrug & Fødevarer stævnet staten for at få ulovliggjort randzoneloven i henhold til grundloven.

Sagen kommer af de meget omtalte randzoner langs alle danske vandløb og søer. Det drejede sig først om en masse kilometer brink og derfra 10 meter zoner ind på markerne, men da en hel del af disse brinker ikke rigtig fandtes, bl.a. fordi en del dræn har opslugt en masse vandløb, kom statens gamle kort til kort. Et forsøg på at rydde op i dette rod resulterede i, at noget der ligner halvdelen af de jorde, der blev krævet dyrkningsfri, alligevel blev fri for at blive fri. Det hele lugtede langt væk af rod i den store butik for statslige anliggender og Miljøministeriet kvitterede med en meter – ja, de 10 meter bræmmer blev således til 9.

Der blev givet kompensation – noget sent, men den dukkede op. Kompensationen er ifølge landbruget ikke i nærheden af at dække den tabte fortjeneste. Eller dække kan den måske godt – altså den fortjeneste der ville have været i afgrøderne, men problemet er, at da randzonejorden ikke må dyrkes, har den ikke længere den værdi, den havde før loven trådte i kraft. Landbrugsjord flagrer noget i pris, men et sted mellem 100.000 og 300.000 er almindelig handelspris pr. hektar, og med et slag er randzonejord måske kun 30.000-50.000 kr. pr. hektar værd. Det er selvfølgelig ikke sjovt for nogen, at deres værdier, uanset om det er ejendom eller schweizerfranc, mister værdi. Og i særdeleshed når grunden er én, man ikke selv har indflydelse på. Har man belånt jorden til flere hundrede tusinde gode danske kroner, så bliver kreditforeningen og banken også noget træge i det fremtidige samarbejde.

Om randzonerne rent faktisk hjælper miljøet og en efterhånden stakåndet vandmiljøplan, skal jeg ikke her gøre mig til dommer over, rent faktisk så er det ligegyldigt for denne sags sammenhæng. Spørgsmålet handler om det rimelige i, at staten, kommunen, organisationer eller private forlanger, at man forvalter sin ukrænkelige ejendom på en måde, der strider imod indehaverens overbevisning og pengepung. Denne randzone-indblanding i et i forvejen hårdt presset landbrug – er den rimelig eller i det hele taget lovlig? Min mening er også her uendelig uinteressant, men sagen er der i mod uhyre interessant. For dømmes der i sagen til landbrugets fordel, så er det ikke kun den enkelte sag der berøres, heller ikke kun de 300 landmænd der står på listen over bevidste overtrædere af loven – faktisk så strækker sagen sig ud over de mange lange randzoner. For er det ikke lovligt, at staten fratager landmændene retten til at dyrke deres afgrøder her, så kan man med rette stille spørgsmålstegn ved de mange hektar paragraf 3 arealer, der nu også risikerer at blive klassificeret som gødningsfrie områder, og dertil kommer alle de følsomme områder, hvor der pumpes drikkevand op af mulden, og hvor stat og kommuner vil tvinge giftfrie zoner igennem.

Er ejendomsretten ukrænkelig? Kan andre disponere over din ejendom, over din jord? Landbruget siger nej – eller gør de?

Langt ude på landet ligger en lille landsby, der er ikke nogen grund til at sætte et specifikt navn på, de ligger overalt. En klynge huse hvor den gamle købmands vinduer for længst er blændet af, og hvor bussen kun kører ved særlige lejligheder. Det eneste tilbageblivende erhverv er landbruget. Indbyggerne er ofte godt oppe i årene, og så er der de unge familier, tilflytterne, der gerne vil have højt til himlen og lade deres børn vokse op langt væk fra storbyens stress og jag. I kommunen har man lige, godt nok efter vanlig langsom og sløset sagsbehandling, givet den eneste erhvervsdrivende, lad os kalde ham bondemanden Bent, lov til at udvide sine nedslidte stalde med et nyt og moderne, ja og så selvfølgelig 5 gange større staldanlæg, man må jo følge med udviklingen; der er sult i den 3. verden, og så er der jo også det med væksten.

Tusind nye søer flytter til byen, og kort efter triller det ene lastvognstog med 30 kilos grise efter det andet til Polen. Det er så også desværre det eneste flytteri, der foregår i byen, for efterhånden som de nye gylletanke fyldes op, og stanken af stald blander sig med den lavfrekvente rumlen fra udluftningsanlægget, så stopper hussalget i byen. Ingen vil bo der mere, men de, der allerede gør det, kan ikke sælge deres huse, og kreditforeningen begynder at påpege den åbenlyse insolvens, mens kassen lukkes i. Ejendommene er ikke længere det værd, de engang var.

I denne efterhånden ret velkendte situation ligger der præcis de samme dilemmaer som i randzonerne. Noget udefra kommende devaluerer på det voldsomste ens ejendom. I randzonerne kalder landbruget det en ekspropriation, der er det nu ikke – det er blot en besluttet hændelse, der gør at man, uden mulighed for indsigelse, får ændret vilkårene i sine omgivelser. Noget privat og muligvis grundlovstridigt.

Vi har et landbrug, der uden skrupler påfører samfundet præcis de sammen problemstillinger, som de selv tordner imod. I daglig tale drejer det sig om lugtgener, larm, flueplage, spredning af multiresistente bakterier gennem ufiltreret udluftning og med gyllen rundt omkring på markerne. Vi snakker ekstreme mængder af sprøjtegifte, der spredes via afdrift under selve udbringelsen, men også ved fordampning og senere nedslag med nedbøren der siver ned gennem jordlagene. Dertil kommer voldsomme mængder næringsstoffer, som forvandler de røde tegltage til algegrønne og sætter sig i vores luftveje. Alt sammen noget der er med til at kontrollere vores adfærd, vores huspriser, kreditværdighed og livsglæde.

Min påstand er, at hvis landbruget får medhold i, at randzonerne kompromitterer grundlovens § 73, og at indførelsen skal udløse fuld kompensation for den faldende jordpris, så er vi utroligt mange, der står stærkt med et krav om fuld kompensation for prisfaldet på vores ejendomme efter samme paragraf – med landbruget og de kommunale administrationer som den bærende kraft for de store tab industrilandbruget medfører i små landsbyer. Set fra min udsigtsmast har landbruget heller ikke nemt ved at retfærdiggøre deres handlinger med paragraffens undtagelse, nemlig at svineriet skulle være for almenvellets skyld.

Det spændende spørgsmål er så bare, om der er forskel på ukrænkelighed.

Søren Sørøver – deres ukrænkelige!

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

11 svar til Retten til det ukrænkelige

  1. Gfrede siger:

    Wauw for en svada! Sidder jo her og bliver både bitter og forarget på de konventionelle landmænd, som gør alt for at ødelægge det for andre – de burde skamme sig! Men hov – nåh ja, jeg er jo gift med en af de slemme fyre. Godt nok lever han i mine øjne slet ikke op til dit billede af en grådig og ligeglad-med-andre-og-miljøet – type, men det er han åbenbart, for han dyrker hverken sine grise eller sin jord økologisk. Det gør ham åbenbart både uansvarlig og til en belastning for det øvrige samfund – en rigtig skidt fyr! Ja, han er rigtig ked af randzonerne; til gengæld klapper han i sine store hænder over de krav, der er indført med gyllehåndtering og med hensyn til efterafgrøder/grønne marker – for det virker! Han er også rigtig ked af altid at blive sat i bås som én, der nærmest mishandler både dyr og jord, når han nu for mange år siden (længe før dyrevelfærd og økologi blev moderne), tog en beslutning om at ville drive landbrug på sin egen måde. En måde, som indebærer, at grisene har mere plads end de lovmæssige krav, hvor grisene går i halm til knæene, hvor de har brusebad (lææænge før det blev et krav), med lavt medicinforbrug (ifølge dyrlægen bruger han mindre end økologerne) og uden at bygge store moderne grisestalde (og dermed låne store summer, vi har ikke større gæld end enhver parcelhusejer). Han elsker at dyrke jorden, den bliver passet og plejet, men udgifterne skal holdes nede, så der bliver sprøjtet med stor omtanke og efter lange overvejelser og analyser.
    Til gengæld arbejder han 7 dage i ugen, i snit 12 timer om dagen hele året rundt. Han holder ferie i 3 dage om året, og han elsker sit liv!
    Så jeg må skuffe dig. Ikke alle konventionelle landmænd er skrupelløse forbrydere, som kun har tanke for egen vinding, faktisk kender jeg ingen, selvom jeg kender en del landmænd. De har ikke alle landbrug som min mand, og jeg synes ikke lige godt om alle måder at drive landbrug, men det er mennesker hver især, som kaster deres hjerteblod i projektet – akkurat som dig. Jeg har hørt om, landmænd som bevidst bryder reglerne og er ligeglade med miljøet, men lad nu være at skære alle landmænd over en kam og skabe et billede af samvittighedsløse fyre med lyssky forretningsmetoder – det er jo heller ikke hele sandheden. Verden er ikke sort eller hvid.

    • Tak for respons! Det er altid skønt, når nogen gider at tage sig tid til at kommentere på det, man skriver – om de så er uenige eller ej. Én af de helt store problematikker, når vi snakker landbrug, er den kæmpe forskel mellem den måde mange landmænd og landkoner betragter deres måde at dyrke jorden og holde dyr på, kontra det som de udenforstående ser, tænker og tror.

      Jeg ved ikke helt, hvor i teksten du læser, at det er de konventionelle, der er skurke, og at de økologiske ikke er. 500 køer i en økologisk besætning laver stort set ligeså mange gener for naboerne, som de konventionelle. Indlægget her handler om noget helt andet.

      Det er fantastisk, at I har fundet ud af en måde at overleve som lille landbrug uden at investere i store udvidelser – der er jo heller ikke meget, der tyder på, at det har været økonomisk ansvarligt at udvide og udvide og udvide.

      Men fakta er, at det har været reglen mere end undtagelsen for dansk landbrug. Antallet af landbrug er faldet helt enormt, og bedrifterne er kun blevet større og større – det samme er generne for de mennesker, der bor op ad de kæmpe bedrifter. Pointen er, at landbruget kræver kompensation og får det gang på gang, hvis de må afgive noget, men uden ret megen tanke til dem i deres lokalområde, der ligeledes må give afkald på en masse grundet landbruget – men der er bare ingen kære mor..

      Du siger, at du ikke kender nogen landmænd, der ikke ønsker det bedste for for vores fælles værd. Foreningen Bæredygtigt Landbrug stormer frem med en fantastisk flot medlemstilgang. Deres erklærede mål er at kæmpe for landbrugets ret uagtet natur, miljø og medmennesker i dette lille landbrugsland. Det er jo ikke ligefrem det samme signal, som det du sender. Faktisk gik de ud og anbefalede deres medlemmer bevidst at overtræde randzonereglerne!

      At vurdere, at jeg skærer alle over en kam, er langt fra rigtigt. Jeg erkender og anerkender meget gerne, når nogle arbejder hårdt for at gøre en forskel for dyr og jorden. Dog ser jeg ikke ikke et landbrug baseret på dyr uden adgang til mark og sol, eller et der er båret oppe af gift på markerne, som noget der hører fremtiden til.

      Som du selv skriver, så er det at sprøjte med giftmidler ikke noget, der er gratis. Jeg tror, at alle landmænd vil holde fast i, at de kun sprøjter, når det er nødvendigt. Du slår selv hovedet på sømmet – pengene er små ,så der bliver overvejet nøje, hvornår og hvad der skal sprøjtes. Det er jo almindelig sund fornuft set fra et økonomisk aspekt. Men hvad med det miljømæssige aspekt? Hvad kan kloden tåle, og hvad kan menneskeheden tåle?

      Alt godt
      Søren Sørøver

      • Gfrede siger:

        Tak for svar – vi er enige om mange ting, og det er godt at debattere, det vi er uenige om – bare det kan gøres med respekt for hinanden.
        Jeg konkluderer, at du taler om konventionelle landmænd i og med, at økologiske landmænd ikke skal lave randzoner og dermed slet ikke er en del af hele denne retssag om randzoner.
        Hvor får landbruget kompensation igen og igen? Vi får eu-støtte, men reelt set er det vel fordi vi i vort samfund ønsker billige fødevarer – ellers kunne vi jo bare betale i butikken, hvad det koster at producere varen, men det ville kræve, at vi bruger en langt større del af vores løn på mad – den andel er forsvindende lille efterhånden, det moderne menneske prioriterer helt anderledes.
        Alle mennesker bidrager til jordens miljømæssige tilstand og fremtid. Vi kører bil, forbruger i stor stil, flyver, anvender kemikalier direkte og indirekte, køber varer fra fjerne egne, skaber affald, forbruger energi i form af varme og el. En stor del af dette private forbrug er hverken miljømæssigt ansvarligt eller pålagt en masse kontrol eller begrænsninger. Mange af de ting vi alle sammen foretager os, har indflydelse på andre – sådan må det jo være i et fællesskab.
        For mig at se er hele problemet, at vi er så dobbeltmoralske. Vi har så nemt ved at pege på andre og forlange, løfte pegefingre og være forargede. Men når det kommer til os selv, ønsker vi ikke at ændre ret meget eller ‘ofre’ noget – vi har jo ret til bil, charterferie, rødvin og vellevned uanset, hvad det måtte koste på miljøkontoen. Vi synes alle sammen, at ‘Bonderøven’ er fantastisk, men der er ikke ret mange af os, som rent faktisk vil ofre vores vellevned/forbrug for at leve som han – og vi kan nok heller ikke alle sammen få så meget sendetid, at vi kan supplere indtjeningen ad den vej 😉

        Jeg tror ikke, jeg kender ret mange mennesker, som uden vrøvl vil afstå fra flere procent af deres parcelhusgrund uden at få tilstrækkelig kompensation – gør du? Jeg synes ikke, at det er underligt, at man går sammen om at ændre den beslutning ved at melde sig ind i Bæredygtigt Landbrug (vi er ikke medlemmer), som naturligvis kæmper landbrugets sag – men i mine øjne sker det ikke uagtet konsekvenserne for resten af samfundet, naturen og miljøet. Tværtimod.

        Jeg er helt enig med dig i, at landbrugene bliver voldsomt store, men landmænd er også nutidsmennesker, som ønsker tid til familien, ferie og fridage (som generationen med de små landbrug ikke havde). Mange har troet, at et stort landbrug med ansatte kunne give dem et sådant ‘normalt’ liv og en rimelig indtjening. Mange er blevet snydt på den konto, og jeg ville ønske, at det var muligt at finde en mellemvej, hvor der var plads til det hele: både en ansvarlig produktion, hensyn til naboerne, et ‘normalt’ familieliv og mulighed for at tjene en løn, som svarer til en gennemsnitsløn for samme uddannelsesgrad i resten af samfundet.

        Der er mange ønsker at ønske og hensyn at tage – som sagt: det er ikke sort eller hvidt.

  2. Maria siger:

    Man skulle tro, at en lov gælder frem for statens og kommunernes krav, men jeg tror desværre at vi lever i en tidsalder, hvor staten og kommunerne har fået alt for stor magt, og ofte en økonomisk magt. Jeg tror de vinder 😦
    Vi har selv en gård, med et åløb og her kan kommunen kræver mindst 8 meter på hver side af åen, det er meget jord, som vi ikke kan dyrke, bruge fornuftigt. Det er faktisk ret og så burde vi ikke betale ejendomsskat heraf, hvis andre tager sig retten !!!
    Det bliver spændende og desværre nok nedtrykkende.
    Ønsker dig en god weekend og håber ikke du får for meget i klemme.

  3. Mona siger:

    Rigtig god pointe! Jeg synes også du burde få en avis til at trykke det!

  4. pia hansen siger:

    Først blev jeg forvirret, så gik pointen op for mig efterhånden, som jeg læste videre. Virkelig godt skrevet, og bare så rigtigt.

  5. Margit Pedersen siger:

    God vinkel – godt set og skrevet

  6. Grethe siger:

    Søren – du skriver fantastisk og emnet er meget vigtigt. Ovenstående ville klæde samtlige landets aviser og dagblade som kronik/læserbrev/opråb.
    Til sidst: Tak for ordene og det, I gør – både i dag og de andre dage fra jer begge. I er et fast glædeligt og tankevækkende indslag i min dag.

  7. Kirsten bang-olsen siger:

    God vinkel på problemet. Også Finn’kommentar.
    Håber I sender indlæggene videre til de jurister der skal behandle denne vigtige sag.

  8. Eva siger:

    Tror vi er rigtig mange – der følger lige netop denne her sag……

  9. finn birkholm-clausen siger:

    Hold da helt kæft for en spændende vinkel. Karen og jeg er jo nogen af dem, der nu bor på en totalt usælgelig mindre gård på landet. Og så er der lige den med landbrugets eksternaliteter. Altså de udgifter, der afholdes af skatteborgerne for at afbøde skaderne fra landbruget m.m. 11,2 mia koster det for landbrugets ammoniakforurening incl 1360 for tidlige dødsfald, 6 mia i direkte støtte og 10 mia i indirekte støtte, 4 mia i forringet biodiversitet, ½mia for nye grundvandsboringer, ½ mia for omlægningen af vore veje og vejoverførsler, dertil kommer så alle de værditab, som du SØREN, gør så finurligt opmærksom på, + alle gældstilpasninger ( stigende renter og bidrag ),bankpakkerne ad libitum. Det er stærke sager. Om min mening om randzonerne er, at landbruget SKAL nedsætte deres kvælstofudledning , så randzonerne er landbrugets betaling for at nedsætte deres forurening. Som vi skatteborgere så betaler en pæn del af i form af kompensation.
    Hvorfor nu det??. Jeg får sgutte kompensation for den kloakering , jeg står over for at skulle gennemføre. Og i øvrigt valgte landbruget selv randzonerne. De stod over for valget om en generel nedsættelse af kvælstoftildelingen på 8 % eller randzoner. Og de skreg højt: VI VIL HA RANDZONER. Spørg bare Høegh.

Der er lukket for kommentarer.