Nyt aspargesbed

DSC_65240001

For omtrent 10 år siden blev der plantet 300 aspargesplanter i køkkenhaven.

De fleste er der endnu, men nogle er gået til undervejs – måske fortrængt af tidsler eller spist af mosegrise.

Man ved aldrig.

DSC_65320001

10 år er nærmest den arbejdsdygtige alder for en aspargesplante, og nu er det tid til pensionering.

Det vilde liv i udkanten.

DSC_65360001

Forleden dag havde vi 300 unge aspargesplanter med hjem fra Sjælland – til et nyt bed i den anden side af køkkenhaven.

Hvor den solåbne jord skråner ganske svagt mod syd, så lys og varmeindfald er velgørende stort.

DSC_65370001

Og hvor jorden selv er sandmuldet og blød som en fåremule.

Løs, luftig, eftergivende og givende.

DSC_65480001

Aspargesplanter er som små blæksprutter – med et fast hoved i midten og kraftige stængelrødder ud til alle sider.

De skal plantes i omtrent 25 cm. dybde – gerne med hovedet på en lille kam af jord og med rødderne bredt ud til siderne.

DSC_65510001

Tæt kan de stå – 6 planter pr. løbende meter – for at give masser af aspargesskud. Nogle anbefaler større planteafstand.

DSC_65660001

Det første år bliver der ingen høst. Ikke noget med lige at tage nogle sprøde stængler fordi man trænger.

Det første år handler det hele om, at planterne får lov at vokse til og øge rodnettet. Alle skud skal blive, så de kan vokse til små træer, der samler solens lys ind og skaber energi til vækst.

Den slags vækst vi godt kan lide.

DSC_65780001

Der skal kalkes lidt, for aspargesplanter trives bedst i jord med høj ph-værdi – omkring 7,5.

Og der må opbinding til, for de spæde stængler kan godt knække i blæsten, og så kommer der ikke megen energi ned til rødderne.

DSC_65540001

Det lyder frygteligt besværligt – tænker du måske – og drømmer blot om sprøde asparges, uden at tilværelsen skal vanskeliggøres af den grund.

Så er aspargesdyrkning lige noget for dig – kan jeg svare – det mest enkle i verden.

DSC_65820001

Med et lille bundt på 10 planter kan du høste glædesskud i rigt mål 10 – 15 år frem. Du behøver ikke bekymre dig om jordens beskaffenhed – planterne yder uanset gødning og kalkhalløj, men sørg for at plante dybt og hold dit bed fri for ukrudt.

Det er en ældgammel urt, som klarer sig vildt langs kyster og flodbredder – også i et stykke jord nær dig.

DSC_65850001

Må din himmel være blå
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

6 svar til Nyt aspargesbed

  1. karen keinicke siger:

    Hej Lone
    Skønt at høre om asparges. jeg glædede mig over at mine blev bedre og bedre….men nu aner jeg at det kan stoppe. Så jeg vil investere i en ny række så snart jeg runder planteskolen :o) De er uundværlige, men skal plantes i det tørreste og mest solrige hjørne…jeg startede modsat og flyttede dem med godt resultat…nu er de tommelfingertykke og meget talrige og uovertrufne :o)
    Prøv det, det kan ikke købes for penge, når de er nyhøstede i egen have.
    Karen fra Dyreborg

  2. Sikke dejlige billeder og en god beskrivelse.
    Vi elsker også asparges og min mor har haft dyrket dem flere år tilbage og jeg går og drømmer om selv at prøve.
    Nu gav I mig lige lysten igen, tak!
    Rigtig god søndag ønskes herfra bøhhlandet 🙂

  3. Riborg Dæhnert siger:

    Asparges er en gudespise ❤

  4. Gunnild siger:

    Uuuuuuhm friske asparges fra egen have!
    Et lille trick er her i det tidligste forår at jorddække aspargesbedet med ålegræs skyllet op på stranden. Asparges er en strandplante og trivesderfor med ålegræsset, som til gengæld holder ukrudtet nede og langsomt gøder jorden.

  5. Trine Amstrup siger:

    Jeg har alt muligt i min kolonihave, men ikke asparges. Så TAK for at sætte den på dagsordenen! Og jeg kan da vidst godt nå det i år 🙂 Mmmm 🙂

    Og; himlen er blå! Blå himmel til Jer også! 🙂

  6. salling48 siger:

    Tak for rådet – og for, at det er forår .. ..

Der er lukket for kommentarer.