Noget om nedsøgende journalistik

Mere tid er det, man drømmer mest om her langt ude.

Tid til at skrive og tid til at læse.

Stakken med spændende bøger bliver højere og højere, og en gang imellem kigger jeg på de enkelte, drømmer om tid og stabler dem igen.

Sådan er det.

Før eller siden kommer vi afsted på fisketur, og så kan jeg læse, mens Sørøveren fisker.

DSC_5769

I går lå der en spritny bog i postkassen. Afleveret personligt mens vi desværre ikke lige var hjemme.

En tung sag på omkring 380 sider og med hilsen fra forfatteren.

DSC_5767

Bogen indeholder blandt andet et afsnit, der tager udgangspunkt i Mad vs. Fødevarer, og det er grunden til foræringen.

Det er en anderledes bog, som endevender uretfærdigheder, groteske ting vi har vænnet os til, systemer som ikke gavner andre end de få på bekostning af de mange o.s.v. Det er en stillingtagen til en stor del af de mange spørgsmål, som er så vanskelige at blive klog på – en opbremsning i den hverdag som for mange er overvældende, uden at man helt kan sætte ord på, hvor det foruroligende har oprindelse.

Der er brug for andre stemmer end de etablerede og finansierede mediers.

Der er grund til bekymring over manglende dybdeboring i hændelser, som vedrører os alle grundlæggende. Halve offentlige forklaringer, hele frasalg af samfundsværdier, krigsalliancer, samråd, politiske næser med fuld ministerpension, skattelyfordele, kontanthjælpsbagdele, ordvalg i forhold til at definere terrorister, medmennesker m.fl.

Der er grund til bekymring, når nyhedsstrømmen målrettes den enkelte læser efter grundig dataindsamling. Sådan fungerer mit abonnement på Politiken nu.

Sådan fungerer Facebook.

Sådan fungerer de udvalgte nyheder i tv-avisen, blot er de – stadig – tilrettet Birthe eller René alt efter sendetidspunkt. Nu hedder vi bare ikke længere Birthe eller René.

Det er en form for censur, som virker flink.

Der er en voldsom dækning af voldsomme begivenheder – hvis de involverer lyshudede mennesker, penge, olieinteresser og religion bl.a. Så voldsom dækning at man kan få det helt dårligt og må stå af. Men udredningen af begivenhederne – forklaringer, afdækninger, opklaringer – svinder bort fra det offentlige rum, og med tiden glemmes forsvundne fly, forsvundne bygninger, forsvundne mennesker, forsvundne folkeslag.

Opsøgende journalistik er lang hen ad vejen erstattet af copy/paste fra Reuters og AP, og derfor er de forskellige danske mediers sider fortvivlende ens.

Derfor er der brug for at tænke anderledes.

DSC_5759

Det har jeg en fornemmelse af, at Orla Jensen har brugt tid på, og derfor ligger hans nye bog på toppen af stakken. Den vil jeg umådelig gerne læse snart.

For verden kan godt blive bedre, og det er os, som skal sørge for det
Lone

P.S. Jeg ved ikke, hvornår eller hvor bogen kan købes. Jeg ved faktisk ikke noget.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

5 svar til Noget om nedsøgende journalistik

  1. Jette siger:

    Tusind tak for dit dejlige, daglige nyhedsbrev. Det er altid en fornøjelse at læse. God weekend

  2. pia hansen siger:

    ” Intet bliver som før” er titlen på Naomi Kleins bog, og det er den skræmmende kendsgerning, at selvom vi straks ændrede kurs, er vi allerede kommet så langt i vores rovdrift på naturen, at det klima jeg er vokset op i er forsvundet, og ligeledes et stort, stort antal dyrearter. Men vi fortsætter ufortrødent uden de store ændringer, og jeg får dagligt informationer, som nærer det skrækscenarie om fremtiden, jeg bruger mange kræfter på at fortrænge.
    Jeg prøver at være glad og konstruktiv, fordi det gavner ingen, at jeg bekymrer mig ihjel. Jeg ved vi er mange, der brænder for at ændre tingenes tilstand, og jeg opgiver ikke håbet, og jeg vil fortsætte kampen. Jeg samler på positive oplysninger (denne side er en af dem), suger dem til mig som min daglige nødration for at overleve. Jo, jeg forstår godt, hvad Orla Jensen mener med, at verden er ved at slå ham ihjel. Faktisk kom jeg til at græde, da jeg læste indlægget. Måske også af glæde over at blive hørt og forstået, og vide jeg ikke er den eneste, der er ved at blive kvalt i al lortet.

  3. Birgitte Køhler siger:

    Hej Lone
    Skulle du finde ud af hvor bogen kan erhverves, er jeg helt sikkert interesseret.
    Jeg er selv kommet dertil at jeg ikke længere ser nyheder i tv, ser faktisk næsten aldrig tv.
    Tak for jeres indsats, der for det meste får en positiv stemning frem i mig.
    glade hilsener
    Birgitte Køhler

  4. Helle siger:

    Det er lige præcist det, jeg nogle gange, forhåbentligt ikke for mange gange, har beklaget her, at danske medier er blevet copy-paste medier, de skriver af fra hinanden, Politiken f.eks. så tit fra The Guardian, eller det samme kan læses i alle aviser over hele spektret i “artikler” fra Ritzau et.al. Preben Wilhjelms debatindlæg den anden dag, om der dog ingen journalister findes, der ved noget om missilskjoldet, eller er i stand til at sætte sig ind i problematikken var så rammende. Min opfattelse er, at journaister, langt de fleste ihvertfald, ikke ved ret meget om nogetsomhelst. Før i tiden syntes de fleste af have et område, de kendte godt til og kunne skrive opsøgende, kritisk og dybdeborende om, det kan de kun vist om restauranter i hovedstadsområdet nu om dage. At de så i ovenkøbet ynder at kalde sig selv “kvalitetsmedier” og sammenligner sig selv med The New York Times, når der skal forklares hvorfor, man skal betale for at læse på nettet, ja så er det næsten til at få grineanfald af. Information er en undtagelse.

Der er lukket for kommentarer.