Noget om overmod

DSC_17820001

Hvis man har en lille klode
med tågehorn og drillepind
så kan den danne ufin mode
skabe storm og kastevind

Når den ser en halvfuld måne
der drejer rundt i ensomhed
stiger trangen til at håne
og smide grus i mellemled

Kommer en planet for nær
med ringsystem og fin mystik
rejser sig et sandt begær
og planer om en ny fabrik

Kloden har en stor kanon
et pattedyr i lodret leje
med evig trang til ekspansion
og tanken om at kunne eje

Solen er en stille gårdvagt
glemt i kampens lykkerus
varme, ilt og lys som magt
gør jorden til en klemmelus

Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.