Man føler med de danske svinedyrlæger – kommentarer til Peter Skydsgaards kronik i Politiken

Der er noget smukt ved tvivl, men noget foruroligende ved endeløs tvivl. Eller manglende stillingtagen.

I går have en dyrlæge en kronik i Politikens debatsektion – under overskriften ” Jeg føler med de danske svin”. Du kan læse den HER.
Eller du kan læse det meste i nedenstående dis-sektion.

Dyrlægen, Peter Skydsgaard, indleder med dyreværnsloven. Om det ansvar og den samvittighed som retteligen følger med arbejdet omkring opretholdelse af loven. Om dilemmaet i at produktionssystemerne gennem en årrække har ført i en bekymrende retning – væk fra individbehandling, og med det retoriske spørgsmål: ” Hvor er dyrevelfærden henne? Har jeg vænnet mig til forholdene i den moderne svineproduktion?”

Kronikken er ikke blot et udtryk for selvransagelse, den er også et bidrag til den verserende debat om dansk industriel svineproduktion, for som Peter Skydsgaard skriver: ”Debatten om den danske svineproduktion har stået på længe, og den er med tiden blevet skarp og uforsonlig. Stærkt modstridende holdninger og hos nogen ligefrem ønsket om et fundamentalt opgør med traditionel landbrugsproduktion manifesterer sig tydeligere og tydeligere. Læs f.eks. interviewet med Lone Vitus i Politiken 15. november, hvor landbrugets produktionsmetoder får en sønderlemmende kritik.”
Samtidig fastslår Peter Skydsgaard, at ”rationel produktion af grise er et globalt fænomen og er kommet til verden for at blive.”

Den præmis køber man ikke her i huset, så havde vi lagt os fladt ned og luget gulerødder i stedet for at bruge tid og sjælskraft på at ændre tingenes tilstand.

Peter Skydsgaards argumenter svinger klogt mellem kritik af dyrevelfærden og forsvar for det industrielle produktionssystem. Klogt fordi forsvaret dermed virker troværdigt, nuanceret og sagligt. Uklogt fordi en række af de retfærdiggørende argumenter kan betvivles.

Han påtager sig et medansvar for udviklingen og samvittighedskvaler ved det daglige arbejde i besætningerne. Det kan man kun have respekt for.
At den blakkede samvittighed gennem et helt arbejdsliv ikke udløser en form for stillingtagen, er sagens kerne – og en væsentlig årsag til, at dansk industriel svineproduktion er drevet derud, hvor den er i dag. De mennesker, som skulle varetage dyrenes vilkår, har varetaget svineproducenternes.

”og det er ikke formildende omstændigheder, at vi utallige steder i udlandet finder en svineproduktion, der er meget værre.”, skriver Peter Skydsgaard, og bruger dermed alligevel det evindelige argument, som også Landbrug & Fødevarer er glade for – vi gør det bedre end andre.

I den historiske gennemgang af udviklingen skriver Peter Skydsgaard, at ” Svinestaldene bestod i begyndelsen enten af nødtørftigt ombyggede kostalde med ringe og utilstrækkelig indretning eller grimt og dårligt nybyggeri.” Samt:”…… men staldene er nu stort set nybyggede med systemer og funktioner, der tilstræber at tilgodese sygdomsforebyggelse og bedst mulig dyrevelfærd. Men grisenes naturlige adfærd er fortsat indskrænket.”

Og de moderne stalde står i kontrast til tidligere tiders små landbrug: ”At soen eller slagtegrisene på de små gårde i gamle dage gik og smågryntede i de små stier eller måske udenfor i jord og pladder eller på Holbergs tid oppe i møddingen, er alle enige om var god dyrevelfærd. Men ingen tænker på, at mange af disse grise ofte led af ernæringsbetingede og forgiftningsbetingede sygdomme.”

Her ville det have været passende med en form for forklaring. Man kan have sine idéer om såvel menneskers som grise ernæringstilstand på Holbergs tid, men hvor kommer de forgiftningsbetingede sygdomme fra? Dengang blandede man eksempelvis ikke tungmetallet kobber i svinefoderet – det er noget nutidigt. Og helt sikkert giftigt.

Dertil kommer hulemaleriet af skummelheden: ”Jeg opfatter det sådan, at grise har det bedre i dag end for blot 30 år siden for ikke at tale om forholdene i ’gamle dage’ i små uhumske stalde, hvor de gik og rodede i den friske morgenhalm, som dog i løbet af dagen blev ædt op, så grisene til sidst gik og blev sorte af lort og pis.”

Dengang fik grisene så frisk halm hver dag, som dyrlægen selv noterer sig.
Det er yndet – men ucharmerende, at fortalere for industrilandbruget bruger ”gamle” dage som skræmmeeksempel på, hvor slemt det var med små dyrehold. At dyrene havde det ringere dengang, end de har i dag, og at nogles ønsker om at få produktionen ændret til mindre brug, hvor dyrenes behov og individualitet i langt højere grad tilgodeses, er et skridt tilbage til tiden med den åbenlyse elendighed. Skulle merskumspiber og silkehoser så også følge med, og var det virkelig frygteligt, at grisene gik frit på gårdspladserne?

I Odder kommune ligger vi lunt i statistikken over antal svin pr. indbygger. Det her er svineland, ejendomme er sammenlagt hastigt gennem de senere år, skel er pløjet væk, og industriproduktioner af svin er skudt frem. Store moderne bygninger som i kronikken fremhæves for deres velfærdsfremmende miljø som modsætning til tidligere tiders hastigt tilpassede kostalde og makværksagtige svinestaldsbyggeri – bygninger der ifølge Peter Skydsgaard i det store og hele ikke længere bliver brugt.
I denne del af landet betyder en udvidelse med nybyggeri, at der kommer flere grise på en ejendom. Det betyder ikke, at eksisterende bygninger tømmes og opgives. Det værste eksempel var netop en gammel kostald. Slidt så de gennemtærede jernspalter strittede og skabte huller, som grisenes ben forsvandt i.
Der var tale om en klassik manøvre – en gammel stald til affaldsgrise – de grise som var ulovlige på grund af deres tilstand – skuldersår, bylder, afmagring eller voldsom ledbetændelse. Der kunne dyrene være, til de enten kom sig så meget, at de på lovlig vis kunne indbringe en indtjening ved slagtning, eller til de døde af sig selv og kunne trækkes ad bagdøren ud til DAKA-bilen. Den stald kom besætningsdyrlægen ikke i, for den var tom. Overalt i landområderne ligger de gamle bygninger stadig. Der er kommet færre ejere af det hele, men staldene står der endnu.
Måske skal den svinefaglige dyrlægestand interessere sig mere for, hvad deres klienter egentlig har i de gamle “tomme” stalde.

”Det er en kendsgerning, at sygdomsfrekvensen er faldet, og dyrevelfærden er bedre under moderne danske produktionsformer, ligesom det er en kendsgerning, at grise i Danmark leveres til slagtning som sunde, raske og medicinfrie dyr.”

Her er kendsgerning nok for stort et ord, men det er selvfølgelig en dyrlægefaglig vurdering. Set herfra er dansk industrielt svinekød ikke et resultat af sunde, raske og medicinfrie dyr. Det er et resultat af ekstrem husdyrtæthed og deraf følgende stress, hvert tredje slagtesvin har mavesår med deraf følgende smerter, hos deres mødre, søerne, er det halvdelen, der har mavesår, dyrene fodres bl.a. med korn og GMO-soja som indeholder betydelige rester af forskellige sprøjtegifte, og selvom de er medicinfrie på leveringstidspunktet, rummer slagtesvinene antibiotika-resistente bakterier fra den medicinering som har båret dem igennem det belastende produktionssystem.
Måtte nogen betvivle den sidste påstand, vil vi herfra opfordre til et simpelt tankeeksperiment – fordi et virkeligt ville medføre totalt kollaps – hvis al medicin blev fjernet fra svinebesætningerne, ville dyrlæger så stadig betragte dyrene som sunde og raske?

Peter Skydsgaard laver en kort opsummering af gode og dårlige forhold i den industrielle svineproduktion, og den synes umiddelbart nuanceret, da begge sider af sagen belyses, men ordvalgene og drejningerne kan godt tåle et eftersyn:

”Soen er ikke mere bundet og derfor rolig.”

Det er et gammelt krøllet kort at trække op af hatten. At søer stod i bindsler blev forbudt for snart 10 år siden. I stedet kom de til at stå i bokse frem til år 2013, og nu er der en lov om, at de drægtige søer skal være fritgående. Nogle steder med adgang til en boks de selv lukker sig ind i, fordi der er slåskampe og uro i soflokkene. En slags frivillig indespærring hvor det er muligt.
Men helt overordnet skriger udsagnet til himlen – soen er ikke mere bundet og derfor rolig. Når en so er klemt inde mellem farebøjlerne, kan hun stå op eller ligge ned. Når hendes unger skriger, fordi de håndteres – kastreres eller får klippet halerne – bliver hun voldsomt urolig. Men ellers er det rigtigt; dyrene er rolige. Passive kunne være et andet ordvalg. ”Rolig” beroliger folket, og derfor er det ualmindeligt provokerende set herfra. At karakterisere hårdt pressede produktionsdyr som rolige, når de i virkeligheden er apatiske, er et udtryk for manglende indlevelse. Eller en bestemt dagsorden. Retfærdiggørelse måske.

”25.000 pattegrise daglig dør eller er døde ved eller under fødslen, fordi soen er avlet frem til unaturligt at kunne føde over 20 pattegrise. Mange bliver derfor født svage. ’Reserveammesøer’ anvendes i vid udstrækning, fordi moderen kun har 16 patter.”

Først må man lige minde om Peter Skydsgaards ros af det danske avlsarbejde – fremragende bliver det karakteriseret som.
Dernæst problemet med ammesøerne. Et virkelig overset dilemma der oftest blot fremhæves som et udtryk for den omsorg, der kommer de nyfødte grise til del.

Lad os sige at to søer går i gang med at fare, og de får tilsammen 45 grise. De har patter til 16 grise hver, og den produktive svineproducent står således med 13 moderløse nyfødte. Man kan ikke så let sætte dem over til en so, hvis grise er 4 uger gamle og drevet ud i fravænning, for de nyfødte grise magter ikke den mælkemængde, som 4 ugers grisene kan suge i sig. Men man tager de store grise fra moderen alligevel – lader hende beholde en enkelt, så hun bliver mindre tvær, og så tager man et helt kuld – på nær en enkelt – fra en anden so, som ligger med mellemstore grise – og flytter hendes kuld over til soen med fuld skrue på mælkeproduktionen. De 13 nyfødte grise kommer ned i farestien til soen, der måtte afstå sine mellemstore grise, og på den måde lykkes det at producere omkring 30 grise pr. årsso i systemet.

Der er mindst to oversete forhold i ammesoproceduren. For det første får de 13 sammenblandede overskudsgrise ikke den helt særlige råmælk, som en nybagt mor udskiller de første døgn. En specialudgave som er rig på vigtige antistoffer. For det andet bliver loven om, at grise skal være mindst 4 uger ved fravænning omgået, fordi der er så stort et pres af grise i systemet.
Hver so har et datablad, og på det noteres antal fravænnede grise, fravænningsdato, m.m. Når man blot fjerner hendes egne grise, men ikke flytter hende ud af farestien, får hun ikke en fravænningsdato, før hendes hold af ammegrise kan fravænnes. Det trækker besætningens gennemsnitlige fravænningsalder op på de lovlige 28 dage, men reelt fravænnes mange grise efter kortere tid. Ikke mindst det er problematisk i forhold til antibiotikaforbruget i dansk svineproduktion.

”Kupering af halen er tilladt på dispensation og forebygger halebid. Operation tager 1 sekund og efterlader ingen blødning.”

Man savner bare lidt violinspil.

Det ville klæde sagligheden i kronikken, hvis der havde været en klar formulering om, at halekupering er ulovligt som udgangspunkt. Herfra skal der gøres opmærksom på, at EU helt tilbage i år 2001 lavede EU et direktiv, som skulle give de omkring 150 millioner producerede europæiske svin et minimum af velfærd. Siger og skriver et minimum.
Direktivet blev strammet op i 2003 og indeholder et klart forbud mod rutinemæssig halekupering af grisene.
I dansk industriel svineproduktion overtrædes loven konsekvent – mindst 95 % af alle grise får skåret knap halvdelen af halen af; uden bedøvelse for dyrlægebesøg ville være for kostbare. Kuperingen foretages, fordi grisene ikke kan lade være med at bide i hinandens haler.

Grisene bider i hinandens haler, fordi de er stuvet sammen på meget lidt plads i et stimulifattigt miljø med en ammoniaktung luft. De er stressede og bider i kedsomhed og desperation. Halekupering virker – for svineproducenten.
Halestumperne har blottede nerveender, og udover at de derfor er hyperfølsomme, så grisene flytter sig, når andre grise forsøger at bide, så skal man være noget fantasiløs for ikke at anerkende eksistensen af de fantomsmerter, som også mennesker oplever i mistede legemsdele.
Det gør med andre ord ondt – både under afskæringen, når artsfæller gumler på stumpen og i hele resten af grisens korte liv. Derfor er det strengt forbudt.
I Sverige overholder man loven. I Danmark hverken overholder eller håndhæver man den. Og det gør dansk svinekød meget billigere end svensk, for de ømme halestumper sikrer for det første, at man kan have flere grise i stierne, og for det andet at man kan spare sig ulejligheden med at tildele halm eller andet rodemateriale af væsentligt omfang. En bedre produktionsøkonomi er resultatet.
I dette spørgsmål er der ikke megen grund til tvivl.

”Mange, men ikke alle grise vil under deres opvækst opleve forhindringer i form af sygdom, der nærmest er uundgåelig på grund af produktionens intensitet. Men sygdomsbehandlingen, som kun foregår i en kort periode, må så til gengæld betragtes som dyrevelfærd.”

Udsagnet svarer til at sparke en mand hårdt i skridtet, og prale med at være et godt menneske, fordi man hjælper ham på benene igen.
Og ja Peter Skydsgaard har ret, perioden er kort. En gris lever knapt 24 uger, før den når sin slagteklare vægt på ca. 100 kg. Som han selv skriver: ”Slagtegrisen vokser ufysiologisk hurtigt, og soens frugtbarhed er ufattelig.”
Der er tvivlen igen – et andet sted i kronikken skriver Peter Skydsgaard, at der er tale om ”genetisk materiale i form af avlsdyr, som er resultatet af mange års fremragende forskning.” Det fremragende springer ikke én i øjnene i de foregående linjer.

”Tænk på hyppigheden af smitsomme sygdomme hos børnene i vore dages institutioner. Og vores grise er børn!”

Som dyrlæge giver det vel i et vist omfang mening at sammenligne grise med mennesker, der er strengt taget heller ikke meget, der skiller os ad, så lad os bare blive ved tanken.
Tesen er, at når mange individer er samlet, så er det uundgåeligt at sygdomme bryder ud. Og bestemt har Peter Skydsgaard ret i det.
Lad os forestille os, at en pædagog om formiddagen opdager, at et barn har diarré. Man starter med at give barnet et skud antibiotika i nakken, en opgave der kan udføres af en hvilken som helst medarbejder i institutionen, og håber på at det er nok til at stoppe roskildesygen, der er på nippet til at bryde ud. Dagen efter er der desværre et par stykker mere, som er inficerede, og pædagogerne er tvunget til at tage en beslutning. Ved frokosttid bliver alle børnene bedt om at folde deres madpapir til siderne, og det bredspektrede antibiotikum drysses rundhåndet ud over madpakkerne, inden børnene for lov til at spise.

Måske er sygdomsforløbet i en svinestald ikke sådan lige til at sammenligne med et i en institution, og det er nok af helt andre følelsesladede grunde, at dyrlægen trækker børne-kortet, men det er dumt og ulækkert. Her håbes på, at landbrugets ”rigtige” børn behandles noget bedre end de mange millioner på betonspalterne.

”Dertil skal siges, at den overvejende del af antibiotika til grise er specialudviklet og tilstræbes at være ’lidet i familie’ med antibiotika til human brug. Forekomst af resistente sygdomsbakterier hos mennesker, herunder den frygtede MRSA, skyldes først og fremmest overdreven lægeordineret antibiotika.”

Man bliver lidt træt. Det er Landbrug & fødevarer-retorik om igen. Et eksempel er brugen af tetracyklin især til de skrøbelige fravænnede grise – tetracyklin er et vigtigt antibiotika i behandlingen af mennesker også. Peter Skydsgaard mangler stillingtagen til den hastige udbredelse af svine-MRSA blandt mennesker. Ingen tvivl om det.

Der er individmæssigt langt flere husdyr end mennesker her på kloden. Den fokus, som humane lægers relationer til medicinalindustrien er genstand for, mangler i det store og hele, når det handler om alverdens dyrlæger. Der ordineres og bestilles medicin og vacciner for ubegribelige beløb, men kun få har indsigt i, hvordan præferencerne skabes.

”Forleden stod jeg atter sammen med en af mine klienter i en slagtesvinestald med over 1.000 grise i mange sektioner.”

Så er vi nået til sagens kerne. Kundeforholdet, og kunden har altid ret.

Nogle problemer kan være vanskelige at finde en løsning på, med andre er det mere ligetil – gør fagdyrlægerne statsansatte. Lad dem modtage løn fra det offentlige ligesom enhver anden offentlig kontrollant og opkræv gebyret for arbejdet hos svineproducenterne. Det bliver ikke dyrere for nogen parter, men det afhængighedsskabende kundeforhold elimineres. Ydermere kan der være en fordel – for husdyrene – i at dyrlægerne cirkulerer og ser med ublændede øjne, når de kommer til at nyt sted. Spørger til alle forhold og beder om adgang til såvel nye som gamle bygninger.

”Det er også umuligt for menigmand at fatte, at der mistes 25.000 pattegrise dagligt, på trods af at disse enten er døde ved fødslen eller dør kort tid efter uden tegn på smerte, og at dette antal udgør 25 procent af den samlede slagtesvineproduktion. I den forbindelse er det ikke en formildende omstændighed, at der til sammenligning aflives forholdsvis lige så mange hundehvalpe i danske hundekenneler.”

For anden gang bruges den geniale retoriske teknik med ikke at sammenligne og i selv samme sætning så alligevel plante et lille frø, der skal spire og fortælle os, at det ikke er så galt endda, når nu noget andet er mindst lige så galt. Peter Skydsgaard gjorde det tidligere i afsnittet om svineproduktionen i Danmark kontra i udlandet, og her får han så aflivet hver 4. hundehvalp i de danske kenneler; et tal der iøvrigt står udokumenteret hen. Genbrug er det nye sort, den er vi med på, og beundrer Peters Skydsgaards evner i retorisk tagfat.

”Debat om sundhed og dyreetik skyldes, at vi i stigende grad i vores velhavende samfund har overskud til at fokusere på disse forhold.”

Nå da da. Vi ved ikke helt, om Peter Skydsgaard implicit fortæller os, at vi er nogle forkælede møgunger, der grundet industrilandbrugets bidrag til vores velhavende samfund, i det hele taget har overskud til at tænke på dyrenes ve og vel? Og hvor er det dog uklædeligt at skele ondt til den, der klæder én på!
Uanset hensigt har han ikke ret. Tværtimod endda. Set herfra er det nærliggende at tro, at det netop er det velhavende samfund – de ufatteligt mange materielle goder – der har flyttet fokus langt væk fra husdyrenes forhold. Faktisk er det de færreste, der tænker på, at det kød, der ligger i kølediskene, nogensinde har haft et liv. Tiderne skifter, og forbrugerne er nu begyndt at undre sig, at søge viden. De lader sig ikke længere narre af de glade frie dyr, der er på emballagerne.
Det er ikke en debat, der har noget med velfærdssamfund og overskud at gøre – det er en uundgåelig debat, der er opstået, fordi grænsen er nået. Debatten er ganske enkelt mere relevant i dag end nogensinde før.

”Men det er hykleri, når den dyrevelfærdskritiske forbruger i samme stund i supermarkedet glæder sig over at købe svinekød, dansk som udenlandsk, til ufattelig billige priser.”

Se her kan man ikke være mere enig. Hvis en dyrevelfærdskritiker står og vælger den billige pakke kamsteg i køledisken, så er det himmelråbende hyklerisk, men helt ærligt – så er vedkommende jo nok heller ikke dyrevelfærdskritiker? Hvis Peter Skydsgaard i virkeligheden tænker på alle disse selvgode mennesker, der med deres dårlige samvittighed helt ude i spidsen af kuglepennen, i diverse undersøgelser siger: ja – vi køber økologisk, og summen af disse analyser langt overgår det økologiske salg, så ja – det er en uoverensstemmelse, der kan tolkes som hyklerisk.
Men man kunne også vælge at se anderledes på det. Alle disse mennesker, der “overdriver” deres engagement ud i dyrenes ve og vel, ved jo åbenbart godt, hvilken vej vinden blæser, og denne store gruppe er langt mere tilbøjelig til at følge blæsten på sigt. Det er faktisk ret positivt.

”Billige levnedsmidler må nødvendigvis afspejle lave produktionsomkostninger, hvilket alt andet lige tvinger svineproducenterne til at masseproducere på billigst mulig måde. Og det er dyrene, der betaler prisen.”

Se her er det ærlig snak lige ud af posen. Vi forbrugere køber det billige kød, og derved tvinger vi landbruget til at behandle deres husdyr elendigt. De har ikke noget valg!
Vi har åbenbart at gøre med en gruppe, der ikke har nogen fri vilje. Der ikke selv har empati eller evnen til at sige fra. Disse mennesker lever i en verden, hvor markedets ord er lov, og ens egne overbevisninger intet betyder!? Peter Skydsgaard for hulen – ingen bliver tvunget til noget! Uanset hvor meget banken, kreditforeningen, konsulenterne, de uvidende forbrugere, julemanden eller Vorherre selv forlangte, at vi her på gården skulle holde vores dyr under miserable forhold, så ville vi da sige nej. Sælge lortet hvis det var eneste udvej, lade det gå på tvang, blive landevejsrytter – lige meget hvad så er det til enhver tid landmandens ansvar, hvordan han behandler sine dyr, og han har altid et valg. Tankevækkende nok så stiller landbruget sig gerne stolt op og fortæller, at vi har verdens bedste dyrevelfærd, og de ser rent faktisk ud som om, de selv tror på det.

”Nøglen til minimering af antibiotikaforbruget er intensiv forskning inden for især produktionsbetingede sygdomme i mavetarmkanalen.”

Det kan undre, at man som dyrlæge ikke her nævner den helt oplagte løsning på en stor del af forbruget, nemlig at lade smågrisene die længere tid, ligesom de gør i økologiske besætninger. Modermælken er en sand mirakelkur, og det er kun hesten med de største skyklapper, der kan galopere igennem hele antibiotikaproblematikløbet uden at snuble over denne løsning. Som selvsagt vil mindske den industrielle svineproduktions effektivitet. Det har i øvrigt længe været kendt, at mælkesyrebakterier, fra bl.a. mælkeprodukter, kan afhjælpe pattegrisenes første diarréproblemer, men det er åbenbart billigere at hælde kobber og antibiotika over foderet.

”Den økologiske produktionsform med krav om bl.a. friluftareal og mere plads er uden diskussion god og meget tiltalende. Men det er indiskutabelt, at denne produktionsform ikke kan være den eneste inden for moderne grisekødproduktion. Produktionsstyrken og merprisen angående eksport vil være en begrænsende faktor.”

Ser man helt nøgternt på det reelle overskud vedrørende svineindustriens eksporteventyr, altså trækker den store import af proteinfoder fra, den omkostningstunge produktion og den altoverskyggende regning der ligger og venter i miljøet, så kunne det være man skulle stille spørgsmålstegn ved, om vi i vores lille land skal forsøge at brødføde andre end os selv og et lille luksus marked med kvalitets-grisekød forarbejdet til delikatesser. Alt andet er faktisk helt sort – præcis lige som at konkludere, at vi i Danmark ikke kan nøjes med økologisk produktion. Peter Skydsgaard – vi har ikke råd til andet!

”Når jeg som dyrlæge igennem 45 år, dels som praktiserende og dels i videnskabelig ansættelse, med stor erfaring inden for veterinær assistance til dansk svineproduktion, forlader en svinebesætning efter et besøg, tumler mine tanker er altid med det samme spørgsmål: Om jeg er blevet så forhærdet i mit sind, at jeg stiltiende har lært at acceptere den udvikling, der er sket for den danske gris.”

Ingen mennesker kan have godt af gennem et helt arbejdsliv at gennemgå så store sjælelige kvaler vedrørende det valgte arbejdsfelt. Det er en skam, at de tumlende tanker aldrig når til en afklaring. Kan honoraret for besøgene være en hindring?

Man føler med de danske svinedyrlæger. Hvor må det være vanskeligt, at have så store konflikter med egen moral og etik, at man giver afkald på at tage stilling til sin sjæls tilstand.

”Det er ikke mig, der kan eller skal vurdere, om min sjæl er blevet forhærdet, når jeg faktuelt accepterer, at produktionsgrisen ikke lever et naturligt liv sammenlignet med vildsvinefætteren ude i skoven.”

Herfra vil man gerne hjælpe med et klart svar. Ja. Teksten afspejler forhærdelse og selvbedrag men også tvivl. Måske er der en flig af den ungdommelige kærlighed til dyr, som mange dyrlæger valgte uddannelse på baggrund af.

Det er for nemt at stille produktionsgrisens vilkår op mod et vildsvins. To yderpunkter. Der findes også anstændige forhold for husdyr. Hvis tvivlen ikke står i vejen for udsynet.

DSC_32340001_1

Forhærdelse sker over tid og er et kollektivt anliggende. Et kollektivt ansvar. Forhærdelse er blevet et grundprincip i vores samfund – det gælder synet på dyr, udryddelsen af arter, natur og os selv. Forhærdelse i synet på andre mennesker ikke mindst.
Forhærdelsen har to drivkræfter – penge og magt. Den udspringer hvor penge og magt er kerneværdier – blandt politikere og medier hovedsageligt. Almindelige menneskers ønsker om fred, tolerance, rummelighed og omsorg for svage grupper siver ikke lige så stærkt opad i systemet, som forhærdelse siver nedad. Måske har det noget med tyngdekraften at gøre.

Hvor der er en viden, er der et ansvar. Det gælder på plejehjem, det gælder blandt skydende soldater, og det gælder blandt dyrlæger i danske svinestalde. Hvis ingen selv kan tage stilling til deres moralske habitus, så kommer omverdenen heller ikke til at kunne, og forhærdelsen kan fortsætte.

Tilbage er i givet fald kun Karmaklovnens oprydning.

Og lad os ende, hvor Peter Skydsgaards kronik begynder – ved citatet fra dyreværnsloven: ”Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe. – Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte og videnskabelige erfaringer.”

Medmindre der er penge at tjene, må man tilføje, set i lyset af, hvordan loven forvaltes.

Der er noget smukt ved tvivl, men hvis man bruger tvivlen som palet for et skønmaleri, bliver farverne grumsede og rammen blakket.

Søren Sørøver & Lone Landmand

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Anstændigt kød, Hverdagen. Bogmærk permalinket.

14 svar til Man føler med de danske svinedyrlæger – kommentarer til Peter Skydsgaards kronik i Politiken

  1. pia hansen siger:

    Hvor er jeg glad – nærmest taknemlig over at folk som Jer findes. Folk som både ved hvad de taler om og som kan formidle det – og ikke mindst vil gå ind i kampen. Tak for Jeres indsats.

  2. lisbeth67 siger:

    Hvor er jeg glad for, at jeg ikke mere er ansat inden for svineproduktion. Jeg har været fodermester i knap 15 år og har oplevet det meste. Heldigvis var de sidste 2 arbejdsgivere mere lydhøre over for mine argumenter om bl.a. rodemateriale i form af halm, spaghnum og spåner til alle grise og søer, tykmælk til smågrise og staldafsnit med løse søer. Det var en sand fornøjelse at se en flok drægtige søer mere eller mindre begravet i dybstrøelsen, så kun tryne og ører stak op. Vel var det koldt for os mennesker om vinteren at skulle fodre i de stalde, men søerne nød det. Det er en af de ting, jeg savner ved faget, og så selvfølgelig duften af en nyfødt gris…

    Dette til trods, så skal I herfra opfordres til fortsat at råbe højt, for kun på den måde får flere og flere øjnene op for de forfærdelige forhold, vores husdyr lever under.

    Keep up the good work😄

    Lisbeth

  3. Birthe siger:

    Tak for endnu en gang at tydeliggøre problemstillingerne ved nutidens fødevareproduktion. Jeg venter stadig på at den kritiske masse af forbrugere, lovgivere og fornuftige fødevareproducenter bliver så stor, at der bliver skabt løsninger, der er bæredygtige både for husdyrene, miljøet, forbrugerne og producenterne.

    Ude i verden har man også opmærksomhed på problemstillingerne i dansk landbrug. Jeg er i gang med et online internationalt permakulturkursus med deltagere fra hele verden. Underviseren, der kommer fra Australien, bruger dansk svineproduktion som et skrækeksempel på en produktion, der ikke på nogen måde er bæredygtig og som har store og varige konsekvenser for miljøet.

    Hvornår går det op for dansk landbrug?

    Mvh Birthe

  4. Sådan. Så blev den ged lige barberet.

  5. Sæt grisene fri. Giv dem frisk græs og jord at rode i. Behandel grisene som havehøns og du får smagsfuldt, mørt kød, der ikke minder om den hvide kottelet med høj kolestorolindhold fra køledisken i supermarkedet.

  6. vianne2014 siger:

    Tak for et grundigt, sagligt og velformuleret indlæg. Igen… I har SÅ stor betydning!

  7. Thomas Jensen siger:

    ”Debat om sundhed og dyreetik skyldes, at vi i stigende grad i vores velhavende samfund har overskud til at fokusere på disse forhold.”

    Dermed gør Hr. Skydsgaard det underforstået, at vi ikke har haft en sådan fokus tidligere, hvilket er en lodret løgn. Læser man gamle landbrugsfagbøger fra før industrilandbruget tog overhånd i 1960’erne, især bøger fra før 1940, så vil man netop finde en stor fokus på dyrevelfærd og opfordringer til, at man skulle give dyrene de bedste muligheder for naturlig adfærd, som man kunne under de forudsætninger man havde. Hønsene havde lyse stalde med store vinduer og udendørsarealer, samt bakker med sand og aske, de kunne bade i. Grisene havde strøelse og smågrisene gik hos soen, til de var fravænnet ved 6 – 8 ugers alder. De fik desuden returskummetmælk fra mejeriet. De fik også grovfoder. Mange steder havde man søer og smågrise på friland om sommeren. Køerne kom ud på græs om sommeren og mange steder to-tre gange hver dag året rundt, fordi de blev vandet ved truget på gårdspladsen. Det anbefaledes, at man striglede køerne hver dag. Mange gjorde det. Jeg kendte en, der støvsugede dem hver dag med en gammel Nilfisk. De elskede det.
    Dengang var dyrevelfærd simpelthen god økonomi. Man havde ingen mirakelmidler, der kunne helbrede et sygt dyr, så det bedste, man kunne gøre, var at byde dyret de bedste forhold, man kunne. Det bedste bevis for, at forholdende tidligere var langt fra så dårlige, som man fra visse hold vil gøre dem til i dag, er at dyrene dengang ofte opnåede en langt højere alder, end de gør i dag. Få køer bliver i dag mere end 6 – 7 år, oftest ikke mere end 4 – 5 år, hvor de tidligere let blev 10 – 12 år gamle, ja endda 15 eller 20 år. Penicillin har uden tvivl reddet utallige liv, men er i dag desværre også blevet en krykke, som man bruger til at holde en uetisk og umoralsk produktion af dyr oppe med.

  8. Helle siger:

    Puha, man bliver helt forpustet af at læse denne fremragende artikel. Jeg er 99.99% enig med jer – dog – selv om jeg ikke kan gøres ansvarlig for, hvordan landmanden producerer sine svin, så har man som forbruger altså selv ret/pligt til at vælge, når jeg står foran køledisken. Man har valget, om man vil købe de elendigt producerede varer eller ej. Og man kan aldrig tørre det af på andre.

  9. finn birkholm-clausen siger:

    Hvor har I dog ret. Og hvor er et fint, at I følger dyrlægen helt til dørs og gør op med alle hans tvivlsomme argumenter. Vil lige tillade mig – oven i jeres væld af gode tilbagevisninger – at påpege én ting. Når vi køber en cykel, en bil, en fodbold, et par nye sko, så forventer vi selvfølgelig, at producenter tager ansvar for sit produkt. Men svineavlerne har snedigt vendt denne almindelige antagelse på hovedet: Når du køber svinekød, så er DU den ansvarlige. Det er dit ansvar, at svin bliver produceret på en ordentlig måde. Betal noget mere og vi holder op med at mishandle svinene. Jo det er en køn argumentation.

  10. Jan Persson siger:

    Thumbs up – both of them !!

    Giv hyklerne tørt på

  11. carl-erik siger:

    Godt grynt Lone og Søren – lige på kornet!

  12. Eva siger:

    Det er sjældent at møde nogen der i den grad har…………..
    Viden.
    Et velplejet sprog.
    Humor.
    Og kan skrive, så man i den grad nyder artiklen.
    En frydefuld oplevelse at læse med her.
    Om et alvorligt emne.
    Især holder jeg meget af –
    “Alle har et valg”.
    Tak….

  13. Rie Dunvad siger:

    Et stort trutkys til Jer begge to .. ❤️💋

Der er lukket for kommentarer.