Brandbygegaard, Sørøver & landmand – en helt ualmindelig almindelig dag – se den på tv

Skærmbillede 2015-02-06 kl. 14.18.59

Tirsdag aften kan du komme med en tur ud på landet – til der hvor ingenting sker.

TV2-Østjylland viser ½ times stilstand her fra gården. Det foregår d.10. februar kl. 19.55 og igen (samme handlingsumættede udsendelse) kl. 21.50. Dagen efter genudsendes det hele et par gange.

Filmfolkene var på besøg for knap to år siden, så lidt er ændret i mellemtiden. Håret er blevet længere og benene kortere.

Vi troede faktisk, at optagelserne havde fået en nådig hvileplads fjernt fra glamourøse indsamlinger, morsomme konkurrencer, reality-shows og forargende dokumentarudsendelser.

Alt det der rykker.

For vi kan lige så godt sige det, som det er – vi har set den endelige klipning, og der sker ikke rigtig noget.

Det mest højspændte moment findes i begyndelsen, hvor en and er lidt sløj. Spoiler alert! Den lille and kommer sig, men er i tiden siden optagelsen gået til den evige andedam.

Med andre ord – trænger du til en halv times udramatik blottet for styling og lækkerhed, så ryk kakkelbordet helt tæt på, spis rabarbertærte og drik en god øl til.

Ligesom os
Lone

Disclaimer: Den tilsyneladende orden, som præger køkkenet, er iscenesat. Vi vidste på forhånd, at der skulle filmes, og flyttede en del rod ind i nogle frastødende lokaler. Det er faktisk snyd.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

10 svar til Brandbygegaard, Sørøver & landmand – en helt ualmindelig almindelig dag – se den på tv

  1. Pingback: Nybyggerne | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Jakob F. siger:

    Jeg elsker at der er andre end mig (og min familie) der bruger frastødende hvor man burde bruge tilstødende. Uanset om de tilstødende så virkelig *er* frastødende 😉
    Når nu man, som jeg, ikke bruger det der nymodens TV, kan det monstro så findes på det der internet, tror du?

  3. Carl-Erik Vallentin Brandt siger:

    Hej Lone! Så fine anmeldelser – og jeg har også undret mig over at repræsentanter for det konventionelle landbrug ikke har været på barikaderne.

    Du har ramt lige i plet.

    Og og – det var sku mere end uhyggeligt at læse om alle de fakta du kommer med.

    Så tak for gode informationer i en dejlig bog. En rigtig gyser J

    Kh

    Carl-erik

    Fra: Beretninger fra et autentisk landbrug [mailto:comment-reply@wordpress.com] Sendt: 7. februar 2015 07:42 Til: ceb@stofanet.dk Emne: [Nyt indlæg] Brandbygegaard, Sørøver & landmand – en helt ualmindelig almindelig dag – se den på tv

    Lone Landmand posted: ” Tirsdag aften kan du komme med en tur ud på landet – til der hvor ingenting sker. TV2-Østjylland viser ½ times stilstand her fra gården. Det foregår d.10. februar kl. 19.55 og igen (samme handlingsumættede udsendelse) kl. 21.50. Dagen efter genudse”

  4. Lilo Skaarup siger:

    Hvad med alle os i Københavnstrup, som gerne vil se jeres vilde hverdag på skærmen – endelig noget fornuftigt på programmet!
    God weekend…..Lilo

  5. Helle siger:

    Ih hvor jeg glæder mig til at se “økoflipperne” – prust – lave ingenting. Noget helt andet. Jeg har et par gange tænkt på jeres kaniner, dem ser eller hører man aldrig noget til. Er de sat i skammekrogen, eller er de bare blevet spist??? 🙂

    • Lone Landmand siger:

      Nogle af kaninerne er blevet spist, men det er ikke længe siden, Sørøveren lavede det første måltid af den slags.
      Obersten og de to Møgher har fået forårsfornemmelser, og de første kuld er allerede født.
      Kaninerne går i en forholdsvis stor rovdyrtæt indhegning inde i den gamle grisestald, hvor de får kålstokke fra køkkenhaven og sommerhø at spise. Til foråret skal de ud i en ny indhegning. Nobody puts baby in the corner..

  6. Mona siger:

    Whoa! Syg and – det lyder lidt voldsomt, for én der normalt ikke ser tv (og ikke har et). Men her skal gøres en undtagelse, programmet må ses! Dog tror jeg der må en kop beroligende urtete til, hvis nerverne skal klare det.

  7. Eva siger:

    Jeg vil sætte mobilen på lydløs og rykke kakkelbordet 🙂
    Og bare læne mig tilbage……
    Med noget kage indenfor rækkevidde. 🙂

  8. LaCucinaNada siger:

    TV-stars, you 😉
    Men hov, hvad med os der bor på djævleøen??

  9. Conny siger:

    Jeg vil se frem til økoflippet – napper måske en genudsendelse, hvis der er kage nok 🙂 Ville ellers gerne se jer supplere bonderøven, som efterhånden sidder fast i samme rille, der er lidt mere debatskabende kant hos jer 🙂

Der er lukket for kommentarer.