Måske har du brug for 365 dage. Og nætter.

DSC_97130001

Hvert år – i sidste øjeblik – bliver der lavet en kalender med få udvalgte fotos fra året på gården.

Til uddeling blandt familie og venner samt til egen væg i køkkenet, så vi kan holde nogenlunde styr på dage og aftaler.

Der bliver altid fremstillet ekstra eksemplarer til salg og i stedet for det besværlige med bankoverførsler, er kalenderne nu blot lagt ind i forlagets lille webbutik – du finder den HER.

Altid er måske for stort et ord – sidste år fik jeg lavet kalenderne, så ugerne begyndte med søndag, og årstallet var 20114.

Det gav forvirring hele året, og vi så ingen grund til at sprede den slags. Menneskeheden er rigeligt forvirret i forvejen.

DSC_97380001

Denne kalender er langt fra en opvisning i storslået materialevalg, men den er til at betale – koster 99,- kr – og prisen dækker akkurat trykomkostninger, forsendelsesindpakning og fragt.

Hvis du vælger at købe en kalender, risikerer du med andre ord ikke, at dine penge går til vores dekadente levevis, privatjet eller aktier i våbenindustrien.

Må året blive dit
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

2 svar til Måske har du brug for 365 dage. Og nætter.

  1. Uglemor siger:

    I burde også fremstille en kalender, der starter med søndag – det er der alt for få der gør – så kunne jeg nemlig bare købe jeres i stedet for at fremstille min egen.

  2. Mette siger:

    Jeg har altid fundet Den charmerende og blanke (skinnende) hønsehund uimodståelig, så med den som pin up blikfang må jeg bare eje et eksemplar af jeres kalender! Tak for året der gik og for al den viden og glæde, I deler her på bloggen. Jeg elsker at følge med her. Godt og velsignet nytår til jer og jeres familier og alle dyrene.

Der er lukket for kommentarer.