Svine-MRSA – spild af penge med en pseudo-stikprøve. Og stikprøver er slet ikke vejen frem.

Måske har du fulgt lidt med i sagen om svine-MRSA.

Så ved du, at der ikke er sket noget.

I sin tid – da Mette Gjerskov var fødevareminister – blev der nedsat en arbejdsgruppe, som anbefalede screening af samtlige svineproduktioner og som minimum de 27 avlsbesætninger – altså de besætninger der laver mødre og fædre til landets ca. 28 millioner årligt fødte svin. En screening er i dette tilfælde en komplet analyse af omfanget af bakteriens udbredelse blandt danske svin.

Landbrug & Fødevarer – landbrugets interesseorganisation – modsatte sig screeningen, og den blev som bekendt ikke gennemført.

I stedet blev det besluttet at lave en stikprøve i 2 % af svineproduktionerne svarende til ca. 200 besætninger udover de 27 avlsbesætninger.

Nu er vi så fremme ved årsskiftet 2014/2015.

Jeg håber, at du trods tempoet er med endnu.

Svine-MRSA bakterierne er i hvert fald med endnu. Både indenfor og udenfor staldene. Alene i første halvår af 2014 blev lige så mange mennesker konstateret smittede som i hele år 2013. Her i 2. halvår fortsætter den indlysende udvikling.

Frem til i sommer bestod myndighedernes væsentligste indsats i at forlange og instruere i grundig håndvask ude i omklædningsrummene ved udgang fra svineproduktionerne. En handling man iøvrigt gennem mange år i forvejen har praktiseret i erhvervet.

I slutningen af august i år blev sundhedsministeren og fødevareministeren kaldt i samråd i Folketinget, fordi nogle fandt det betænkeligt, at svine-MRSA spreder sig livligt i befolkningen, og den slags kan være tegn på manglende indsats.

Samrådet gav øjeblikkeligt bonus – sundhedsministeren og fødevareministeren proklamerede, at det skulle være slut med besøg i svine-MRSA-smittede besætninger (men ingen ved, hvilke der er smittede…), der skulle foretages screening af landets 27 avlsbesætninger, stikprøvetest i yderlige 200 produktionsbesætninger og så skulle der forskes noget mere i smittevejene.

Sidstnævnte har man gjort en del i udlandet, men hvorfor ikke starte forfra herhjemme, nedsætte en arbejdsgruppe, en tænketank og en kommision. Man ved aldrig med dem i udlandet.

I går skrev Ingeniøren om, hvordan det går med stikprøveundersøgelsen. Eller ikke går.

Ser du – svineproducenterne kan bare sige nej tak til at deltage, når de udtages til stikprøvekontrol. Og det gør nogle. Altså er der ikke længere tale om en stikprøve sådan statistisk set.

Den oprindelige anbefaling med komplet screening af samtlige besætninger, som skulle kortlægge svine-MRSA-bakteriernes udbredelse, er nu reduceret til frivillige deltagere i fødevaresystemets juletombola.

For som en dyrlæge fra Fødevarestyrelsen forklarer, så har man ikke villet tvinge landmændene til at deltage, da svine-MRSA ikke er en specielt farlig bakterie.

For eksporten kan man tilføje, men det er ikke Fødevarestyrelsens ord.

Herfra vil man gerne minde om de 5 dødsfald og de deraf menneskelige tab – indtil videre. Man vil også gerne minde om de mennesker, som har gennemgået alvorlige sygdomsforløb og alvorlige behandlingsforløb på grund af svine-MRSA-bakterierne, og om de mennesker der er svækkede af eksempelvis kræftbehandling eller andre truende sygdomme og dermed er særligt udsatte. Tæller de ikke?

Skal der så arbejdes hårdere for en rigtig screening – tænker du måske.

Nej.

Glem det.

Der skal arbejdes for en omlægning af produktionsformen, så grisene ikke har brug for de bekymrende mængder antibiotika for at holde sig i live.

Det er det, der er galt, og alt andet er afledningsmanøvrer, som trækker tiden, gør dyr og mennesker syge og koster enormt både menneskeligt og økonomisk.

Vi kan ikke være bekendt at have grise under de nuværende forhold i industriel svineproduktion, og vi lægger som befolkning og individer ryg til det, så længe det foregår i vores land.

Flere og flere får nok af det – Dansk Naturfredningsforening har lavet en fin film, som skærer problemet ud i tegninger – enkelt og vedkommende – værsgo at give den til alle med interesse for sagen:

Årene går med at tænke. Over forskellige optællinger, reguleringer, tilretninger, målinger, kvadratcentimeter, parts per million, marginaler, overskudsgrader, effektivitetsmål og lovkrav.

Der tænkes for meget og føles for lidt
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Anstændigt kød, Hverdagen. Bogmærk permalinket.

6 svar til Svine-MRSA – spild af penge med en pseudo-stikprøve. Og stikprøver er slet ikke vejen frem.

  1. Pingback: Lidt tættere på rimelighed – en afgørelse om svine-MRSA | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Pingback: Fremtidens landbrug – både Dan og jeg mener noget | Beretninger fra et autentisk landbrug

  3. Helle siger:

    Jeg læser altid jeres indlæg med stor interesse plus, hvad man sådan ellers kan finde her og der. Og indimellem må jeg sige, er det til at blive deprimeret af, ikke jer og jeres gode artikler, men det, der sker, eller ikke sker, derude. Så for at løfte humøret lidt, har jeg lige læst en artikel om jersey tyrekalve, der får lov til at gå på græs med en ammetante, indtil de skal slagtes. Bare nogen gange har jeg brug for noget opløftende, for desværre har jeg ikke et får, en uldgris eller et par høns (endnu), jeg kan gå ud og klappe. Men stor ros til jer for at I bliver ved med at klø på, mange andre havde sikkert længe givet op.

  4. henrikbuddenissen siger:

    Kære Lone,

    Tak for et vigtigt indlæg. Du glemte linket til den fine animationsfilm.

    Nogle gange bliver jeg frustreret over, at det er alle de samme, fornuftige mennesker (dem der bl.a. læser dit nyhedsbrev;-) ) der i forvejen er mest interesserede i miljø, dyrevelfærd og sundhed, som opsøger denne viden. Jeg mener, at størstedelen af dine abonnenter formentlig kender til hovedtrækkene af dit fine indlæg fra i dag.

    Jeg håber, selvom du har travlt med at leve et smukt og balanceret liv, kan presse på i medierne, for at blive markedsført, som én af de eksperter medierne altid ynder at hylde. For størst mulig indflydelse og positiv påvirkning.

    Tak for dit arbejde!

    Bedste hilsner Henrik

    Den 11/12/2014 kl. 08.17 skrev Beretninger fra et autentisk landbrug :

    > >

  5. Bodil siger:

    Vel talt, Lone 🙂

  6. finn birkholm-clausen siger:

    Katastrofen består i, at dansk svineavl og dansk landbrug? ikke længere er en del af samfundet. Skatteyderne skal bare yde støtte- betale de ca 50 mia om året for landbrugets eksternaliteter – for at holde landbruget flydende. Primærlandbruget har alt længe givet direkte UNDERSKUD , nu dog et lille overskud, men ikke en krone til at betale af på gælden (365 mia )eller den udskudte skat ( 80 mia). Og de excorbitante eksportværdier , som landbruget altid slår på, skyldes altså ikke primærlandbrugets varer, de giver kun underskud= øget gæld . Det skyldes udelukkende, at landbruget ligger i læ af den såkaldte FØDEVAREKLYNGE, hvor en masse andre produkter og maskiner giver overskud på eksporten. Kun økonomer eller idioter kan tro på, at flere svin vil få prisen på stegt flæsk til at stige.
    Og at lytte til medborgernes / skatteydernes ønsker for dansk landbrug kan der over hovedet ikke blive tale. Egen bundlinie- egen bundlinie – egen bundlinie- : Sundhed, natur og miljø det er sgutte landbrugets problem

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s