Himmelsk havrebrød med honning – får dig til at summe – opskrift

Havrebrødet er et yndlingsbrød her i hytten.

I går aftes blev det bagt igen-igen, og jeg tænkte, at du kunne få glæde af opskriften. Selvom du måske har den i madbogen herfra.

Så lad det bare være en påmindelse.

Havrebrød

Du har brug for:

3 3/4 dl vand
3 spsk honning
25 g smør lavet af mælk fra en vinterko, som savner sin sommermark
2½ dl havregryn uden rester fra den petrokemiske industri
650 g mel dyrket som havren
2 tsk salt
20 g gær af den bedst tilgængelige slags
2 æg fra høns der synes, at livet er en fest

Og derudover lidt æggehvide og havregryn til pensling og pynt

Så går vi i gang.

Hæld vand, smør og honning i en lille gryde og varm det op til ca. 30 °C.
Det gør ikke noget, at dit smør ikke smelter helt – bare det bliver blødt.

Afmål havregryn og mel i en røreskål.
Tilsæt salt og gær – rør det hele sammen.

Hæld den lune honning-blanding i skålen, rør rundt, og tilsæt æg.
Ælt dejen godt sammen.

Ja, den kan godt være lidt klistret afhængigt af den valgte meltype.

Ja, det er lidt irriterende at stå med.

Ja, den slags kan nemt overgås af andre problemer i verden.

Hæld lidt olie i et stort fad. Vend dejen rundt, så den er dækket af olie.
Sådan og så skal den bare hvile og hæve til dobbelt størrelse under et fugtigt viskestykke – det tager omtrent 1½ time.

Smuk og velvoksen bliver dejen – del den i to stykker og form dem til brød. Læg dem på en velsmurt bageplade. Lad dejen efterhæve 1 time – så kan du pensle med æggehvide og drysse med lidt havregryn. Tænd din ovn og sæt temperaturen på 190 °C uden varmluft. Sørg for at ovnen er varm, når efterhævningen er tilpas.

Sæt pladen i ovnen og bag dine brød 25 – 30 minutter.
Lad dine brød køle lidt af på en rist før du skærer i dem – selvom det er vanskeligt at vente.

Det er et ualmindelig lækkert tæt brød med en svagt sødlig smag – alletiders til morgenmad, formiddagskaffe, frokost eller eftermiddagskaffe.

Med havrebjældeklang
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Brød, Hverdagen, Opskrifter. Bogmærk permalinket.

8 svar til Himmelsk havrebrød med honning – får dig til at summe – opskrift

  1. Lis lidsmoes siger:

    Har prøvet det og det er super godt ,
    Syntes også at det er en god måde opskriften er skrevet på😀

  2. Lene siger:

    Uhm for et godt Havre brød Den opskrift har jeg gemt og helt sikkert vil den blive bagt rigtig mange også ind i mellem som boller.

  3. Nååårrhhh såårrhhh 🙂

  4. Charlotte siger:

    Virkelig lækkert brød. Det skabte glæde på morgenbordet søndag morgen!

  5. Lone Landmand siger:

    Så er der mindre modstand, når dejen hæver op langs skålens sider. Den skal nu nok hæve pænt og lave fine luftbobler, selvom man dropper olien 🙂

  6. Hvorfor skal dejen vendes rundt i olie?

  7. Riborg Dæhnert siger:

    Uhm – det skal vist prøves 🙂

  8. Conny siger:

    Ja, sådan en lidt klæg havredej er måske en smule irriterende, kan dog nemt ‘skovles sammen’ med en lille bagespatel, og brødet tåler fint at gemmes – hvis der altså er noget at gemme 😉

Der er lukket for kommentarer.