Meget mere end kompost

DSC_5613-001

I dag skal der flyttes planterester.

Kompost – tænker du måske, og det er tæt på, men der er tale om mere end det.

Ser du, hvert efterår presser vi saften ud af adskillige druer og æbler for at gære den til forskellige vine.

Når saften løber fra, bliver noget tilbage.

Halvtør pulp fra æblerne og skaller fra druerne. Begge dele indeholder en del sukker og megen smag, og er derfor alt for værdifulde til at smide væk. Eller give til dyrene.

I stedet fyldes pressematerialerne i gæringstanke, hver for sig selvfølgelig, og tankene står koldt og gærer langsomt ud.

Efter et års tid køres de til destillation på et lille og omhyggeligt brænderi. Det er nu.

Af æbleresterne bliver en fin ren eau de vie eller æbleakvavit, og drueskallerne inddampes til en helt særlig og uundværlig grappa.

Sidste år lavede vi også en tønde med knuste efterårspærer, og det bliver spændende at smage, hvad essensen af den er.

DSC_00340001

Tidligere troede jeg, at destillation var en endelig proces. At når de gærede sager blev varmet op, og alkoholen dampede gennem apparatet, blev fortættet og tappet, så var det et lukket produkt.

Men man bliver klogere med tiden, og hvis man ikke gør, opdager man det næppe – de fine rene alkoholer med forskellig frugtkarakter udvikler sig til stadighed i årene efter tapning.

Modner, formes og fuldkommes.

Der er derfor intet forgjort i at få brændt en større portion – det hele kan med fordel gemmes.

Men heldigvis også nydes nu
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

3 svar til Meget mere end kompost

  1. Shanti siger:

    hvordan gærer du resterne ? Lyder spændende, men har ikke den store erfaring, har dog et par vinballoner

  2. Conny siger:

    Jeg tænkte også lige, om jeg mon har smidt guld ud under buskene til fugle, snegle og andre interesserede, men det er vist en mere indviklet proces, end min lille husholdning magter. God tur nordpå 🙂

  3. Klogere er det altid godt at blive. Jeg er vild med det. Det blev jeg så her til morgen. Pulp til alkohol. Det er nyt for mig. Pulpen efter de 400 l æblemost vi pressede, røg lige i en af landsbyens køer / grise. Der skal nok også mere pulp til, for at det kan blive til noget med “spritteriet” ?

Der er lukket for kommentarer.