Noget om fordelene ved ikke at få løn

Her langt ude på landet er der stor glæde over ikke at få løn.

Over ikke at få betalt frokostpause, pensionsopsparing, telefon og bil.

Selvom det kunne være rart med både fyringsolie i tanken og en velfungerende bil plus det løse.

Men der er en egen glæde i ikke at være betalt af nogen og dermed ikke skylde nogen at rette ind.

Eller rette ind fordi man frygter, at lønudbetalingerne i modsat fald kan stoppe.

Forleden dag var der én, som mente, at al den tale om at dyrke jorden anderledes og holde husdyr på den løse måde blot bundede i et ønske om at fremme salget af egne produkter.

Vores salg af vin er også ganske småt og kunne godt blive bedre, men vi har ikke mange flere flasker at sælge lige nu. Vi arbejder på at lave mere vin. Den nyplantede æbleskov kommer forhåbentlig til at give et opmuntrende udbytte næste år, men al den debat om fødevaresystemet vil næppe gavne vores salg på sigt – vi tager den bare alligevel, fordi den er helt nødvendig.

Så er der salget af æg fra det lille køleskab oppe i træladen. På denne årstid går der 1 – 2 bakker æg om dagen. Op til 3 når Lars-Peter henter æg til familien. Tak Lars-Peter.
Med andre ord vil det ikke give genlyd på direktionsgangen i Danæg, hvis vi skulle fordoble vores salg.

Det her landbrug er lagt an på selvforsyning og et ekstremt lille forbrug – vi forsøger at bruge så få penge som muligt på ting og sager, men når vi køber mad – og der er en række varer, vi ikke laver selv – så køber vi de bedst mulige uanset pris.

Det tager tid at lægge et landbrug om; i dette tilfælde til en vingård. Man kan ikke forvente et glimrende resultat i løbet af et splitsekund, men man kan godt regne med et meget lille indtjeningsgrundlag i en længere periode. Og ingen ved hvor længe.

Så til den gruppe, som mener, at man kun kan kritisere den nuværende industrielle landbrugsproduktion, hvis man selv kan fremvise et alternativt landbrug med solidt overskud – og gerne en sikker plan for at det kan lade sig gøre internationalt, kan man spørge: Kan noget retfærdiggøres, fordi det giver penge? Vækst?

Desuagtet at man herfra betvivler både overskud og væksten i foretagenet medmindre en dødsspiral kan vende opad.

Der er et utal af landbrug – også i dette land – som drives uden brug af kunstgødning og sprøjtegifte. Det er hverken nyt eller sjældent set, og forhåbentlig vil der blive flere og flere. Mange mennesker bidrager med velfungerende landbrug, som ikke giver en efterregning til samfundet, efter at deres produkter er skabt og forbrugt.

Grisene og de gode folk på Cold Hand Winery, har – måske – ved fælles hjælp sendt det her billede ud til deling i det indre og ydre rum.

10394530_869323789767483_1660210665294365078_n

Tak og stor respekt for alle både på og bag billedet udgår herfra. Både grisene og vi ved, at det er langt bedre for ens integritet at køre i en Skoda, som går i stykker hele tiden, end at lade sig fragte i poleret ministerbil.

Al magt til dem i mudderet
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

6 svar til Noget om fordelene ved ikke at få løn

  1. Conny siger:

    Vel øffet, grise 🙂

  2. Uglemor siger:

    Det er herligt at vide, at I er derude og fortsætter kampen. Men opdater lige FB, så vi kan dele den herlige valgplakat. 😉

  3. Camilla Hald siger:

    Tak Lone! Tak fordi du skriver og debatere. Tak fordi du tør at sætte din røv i klaske-højde. Tak fordi du gør en indsats, for naturen, dyrene og os.
    Må opbakningens vinde blæse din vej!

  4. Finn Birkholm-Clausen siger:

    Godt gået grise!

  5. Johs. Thomsen siger:

    “Kan noget retfærdiggøres, fordi det giver penge? Vækst?” – det må blive årets citat, for hvad er det nu Platon lader Sokrates sige for 2400 år siden: ” – en god sjæl vindes ikke ved penge, men først ved en god sjæl vindes fordel af penge og alle andre goder for menneskene, både for den enkelte og for staten.”
    Hvad den modsatte holdning fører til, har Landmanden vist i “Under Landet”.
    God dag derude.

  6. Jannie Holm - Petersen siger:

    Og al magt til landmanden og sørøveren.håber at Danmark lære bare lidt af ingen kælervaser og dyrt tøj.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s