Vand er liv!

DSC_68160001

Vin er godt for sjælen, men den kommer kun ind på en flot andenplads lige efter vand!

Her i huset er vi begge helt vilde med vand. Faktisk kan vi ikke undvære det. Her tænker jeg ikke så meget på den lidt fesne stråle, men dog tørstslukkende slags, der kommer ud af vandhanen – eller det er jo i bund og grund samme slags, der skal bare noget mængde på, før det virkelig rører sjælen.

DSC_67600001

Oppe fra soveværelset kan vi lige skimte havet, eller bugten, og det betyder en hel masse for os. Ikke at vi bruger ret megen tid på at stå på tæer og kigge ud over horisonten for at få lidt vand på nethinden. Vi kan sagtens mærke, at vandet er tæt på.

DSC_68060001

Når vi kører ind i landet, kan vi med det samme mærke, at vi kommer væk fra havet. Ja, det lyder nok lidt som noget hokus pokus, men det er altså rigtigt. Men hvis man så kommer ind til en større sø, så bløder det ligesom sjælen op.

DSC_67880001

Her ude i landbrugsland er der ikke mange søer eller vandhuller. Man har i tidernes morgen simpelthen fjernet alle dem, man kunne. Rettet åerne ud, drænet, fyldt jord i hullerne o.s.v. Det må siges at være et historisk stort overgreb på naturen.

DSC_68090001

Af samme grund står der en stor og lidt rusten gravemaskine nede på vores mark.

Mange har undret sig over den og spurgt til, om den var gået i stykker, andre har stille tænkt deres. Men jeg kan svare helt klart – Bertha er ikke i stykker, der har bare ikke været ret megen gravetid.

DSC_67950001

Det kan man selvfølgelig godt beklage eller endnu mere ærgre sig over, men jeg har lært mig selv at glædes i stedet. Glædes over hver eneste skovlfuld jord der løftes op. Hvert eneste dræn jeg får pillet op, og hver eneste dråbe vand der pibler op af undergrunden.

DSC_67780001

Missionen er klar – de store arealer, vi har udlagt til natur her på ejendommen, skal være hullede som en schweizisk ost.

DSC_68230001

Der er i øvrigt sket det pudsige, at det sand og ler, jeg har gravet op, og som lige nu ligger i lidt umotiverede bunker, er blevet levende. Planter, vi aldrig har set før på grunden, trives i den helt anderledes jordtype, der opstår.

DSC_67580001

Den ekstremt næringsrige muld byder på gode vækstbetingelser for tidsler, bynke, senegræs og brændenælder, mens disse slet ikke får en rod til jorden i de andre jordtyper.

Den gode landmand ville skynde sig at fordele sand og ler nederst og dække med et pænt lag muld – det er nu engang det, der giver den mest frugtbare landbrugsjord.

DSC_67690001

Nu er jeg jo ikke landmand og slet ikke en effektiv én af slagsen, så lur mig om ikke at gården ender med at have store plamager af jord, der tiltrækker en helt anden flora og derved også et helt andet dyreliv.

DSC_68030001

Søren Sørøver – graver videre!

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen, Sådan laver man en sø. Bogmærk permalinket.

5 svar til Vand er liv!

  1. Pingback: Bertha graver sø igen | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Frank Wille siger:

    Hvor er der opmuntrende at læse dette og at der findes sådan nogle mennesker som jer to. Det er medicin for sjælen at læse, når man lige er kommet hjem med dansk landbrugsmisbrug på nethinden, som ses overalt i dag…Hvis jeg havde været 25 år yngre, så ville jeg gå efter en livsstil som jeres. Håber at i virkelig får inspireret andre end gamle romantikere som mig…jeg har dog et lille vandhul i haven med det hele efterhånden…salamandere og frøer og masser af smådyr…tak for hjemmesiden, som er meget inspirerende…

  3. Helle siger:

    Måske er I heldige, at der kommer stillitser, bynkefugle eller tornskader, allesammen fugle, der har brug for tidsler, bynke, ukrudt og den slags, hvor ville det være dejligt.

  4. Palle siger:

    Wauw… det ku hænde der kom både frøer og salamander i vandet & måske selv en enkelt tilflyttet krebs?

  5. Anna siger:

    Dejlig beretning, der ligesom skyller og forfrisker krop og sjæl, tak for den 😊 🌏

Der er lukket for kommentarer.