Ros til egen røv

Vi får megen ros til daglig, det synes vi faktisk – fin feedback og opmuntrende ord med på vejen. I deler flittigt, det vi skriver, og vi skriver mest om det, vi sådan går og gør og ikke mindst synes.

Hver eneste gang, vi får respons, motiverer det os til at fortsætte. Fortsætte kampen måske, men egentlig bryder vi os ikke meget om ordet kampen. Vi er ikke i krig mod nogen, vi har bare en stor lyst til at dele og oplyse, så alle selv kan træffe deres beslutninger. Og det er faktisk lige vigtigt, om det et hardcore indlæg om manglende dyrevelfærd, en slet skjult prikken til vores systemer, eller det bare er en lille kommentar om, at smørret i din hjemmebagte kage bør komme fra en ko med stær på ryggen.

Vores læserantal vokser hele tiden, og det glæder os usigeligt meget – det betyder nok, at flere og flere rent faktisk synes, at skriverierne om anstændig mad, selvforsyning, små stikpiller til systemet eller direkte kritik af vores måde at lave de såkaldte råvarer på i Danmark er værd at bruge tid på. Vi lever et helt særligt liv her på gården, sammen med jorden, vores dyr og hinanden og vi elsker at fortælle om det. Det indebærer en masse slid og slæb, men vi kunne ikke forestille os noget andet.

DSC_25100001

Nu er der så sket det, at vi er blevet nomineret for vores arbejde. Nogen synes, at det fortjener et vink med på vejen, så når Dyrenes Beskyttelse i år kårer Årets Dyreven, er vi nomineret i kategorien ”meningsdanneren”. En kategori som vi meget gerne ser os selv i, da ord er det eneste, vi har, når det kommer til stykket. Ord der kan styrke bevidstheden om de forhold, vi holder vores landbrugsdyr under, ord der kan afsløre, hvad landbrugslobbyisternes røgslør skal til for, ord der kan motivere til omtanke – til at tænke når der skal vælges fødevarer.

Vi er selvfølgelig svært stolte af nomineringen. At nogen synes, at vi gør det så godt, og faktisk gør så stor en forskel varmer. Uanset om vi vinder eller ej, så er den slags med til at holde ryggen rank på os, når vi morgen efter morgen sidder og taster dagens budskab.

Dyrenes Beskyttelses kåring af Årets Dyreven afgøres af alle, og du kan stemme på de kandidater, du synes fortjener det mest lige HER.

Der er mange gode mennesker, som alle fortjener opbakning på den ene og anden måde. Så gør dem den tjeneste at gå ind og læse lidt om de forskellige, og stem hvor det er bedst. Vi håber selvfølgelig på, at så mange som muligt vil stemme på os – det er klart, mere frelste er vi ikke, men vi håber overordnet på, at tiltaget giver fokus på den indsats, der skal til for at forbedre forholdene for især husdyr.

Det at nogen gider skrive en lille kommentar på en hjemmeside, spreder budskaberne videre, indstiller til en særlig opmærksomhed, eller fortæller naboen om en lækker kage med gode råvarer, holder flammen evig hos ildbesjælede.

Stor tak til dig der dagligt bakker os og vores budskaber op. Du betyder det hele!

Lone Landmand og Søren Sørøver – altid i sammen båd

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Anstændigt kød, Hverdagen. Bogmærk permalinket.

10 svar til Ros til egen røv

  1. sofie siger:

    Stemt på jer ❤

  2. Frank Wille siger:

    Ja i den grad fortjent – ikke mindst stikpillerne til svinesystemet!!! Håber i bliver ved….

  3. Stort – og meget velfortjent – tillykke med nomineringen! Jeg må straks ind at stemme.
    Bedste hilsner
    Luna /Bærmonster

  4. Marianne M. siger:

    Til lykke med nomineringen.
    Håber naturligvis I vinder, – jeg har gjort mit til det.
    Jeg holder lige meget af al den dejlige hverdagspoesi i ord og i billeder som af de skarpe indlæg. Fortsæt endelig – I gør en vigtig forskel i mit liv 🙂

  5. Der er hermed stemt – På jer, selvfølgelig. I er daglig kilde til inspiration, hvad enten det er små hverdagsannekdoter fra bøhlandet eller dundertale imod usle fødevarer eller manglende hensyn til dyr og miljø.

  6. Conny siger:

    Det var ikke svært at sende den stemme afsted – tillykke med nomineringen 🙂

  7. Birgitte siger:

    Så har jeg stemt – på jer selvfølgelig. Håber i vinder. I fortjener det.

  8. Jannie Holm - Petersen siger:

    Jeg læser jeres blok hver dag, det er en morgenting for mig og jeg er ikke i gang før den er læst.i er nogle af de mennesker med en ideologi som jeg beundre højt.jeg bliver inspireret af mennesker der uden kompromi holder fast i holdninger som til mange tider kan blive besværlige men ting tager nu den tid ting tar.vi er her i huset smittet af langt hen af vejen men ikke så langt som jer men vi er på vej.og ikke mindst sætter jeg pris på at i kan se igennem politisk spind, det er kun oofundet for at forvirre forbrugeren til at tro de gør det rigtige, men det er kun for at lokke penge ud af os.tak for jeres ærlighed.

  9. Henning Galmar siger:

    Til lykke!
    A propos den nye kommission: Det må vel forventes, at de vil anbefale – Gadekøkken!
    vh Henning Galmar

  10. Tante Sofie siger:

    Hjertelig til lykke med nominasjonen.
    Det er jo allerede en seirer å bli nominert!
    Eg heier her fra vestkysten av Norge..

Der er lukket for kommentarer.