Hvis man har et lille stykke jord..

DSC_23850001

Hvis man har et lille stykke jord, kan man plante et blommetræ.

Eller man kan lade være.

Hvis man vælger at plante blommetræet, vil det vokse og sætte blommer.

Eller det vil lade være.

Hvis træet kan finde ud af at danne blommer, modner de i slutningen af august.

Eller i starten af september.

Når de modner, og man opdager det, kan man høste dem.

Ellers bliver de spist af hønsene.

DSC_23920001

Hvis man får høstet blommerne, kan man sylte dem.

Eller man kan lade være.

Hvis man får tid til at sylte dem, kan det gøres i ovnen sammen med stjerneanis, ingefær og chili.

Eller man kan droppe det med chili, hvis man kan lade den slags være.

Hvis man har syltet i ovnen, har man bagefter en stor klistret bradepande.

Eller en lille klistret.

Hvis man er ualmindeligt doven, sætter man bradepanden ud i regnen på terrassen.

Jo, det virker.

DSC_23730001

Hvis regnen kommer før en del af populationen fra bistadet, kan man have terrassedøren åben og nyde det fine vejr.

Ellers må man holde døren lukket.

Hele dagen
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

5 svar til Hvis man har et lille stykke jord..

  1. Knud Haugmark siger:

    det er altså ikke bier, men gedehamse.

    • karl erik hvid siger:

      Hallo 3 gedehamse og resten er bier , det er for øvrigt ikke tilladt at fodre i bier i det fri-og så får du du også sukker i honningen hvis ikke det sidste for længst er slynget 1

  2. Conny siger:

    Her er blommesæsonen overstået for et par uger siden, og det blev de traditionelle med vanilje 😛 Både jeg og hvepsene havde en fest med Opalerne 🙂

  3. Susanne Jensen siger:

    Ovnsyltede blommer !? Må jeg bede om en opskrift, idet jeg har SÅ mange blommer, jeg har ikke har tid til at lade hænge, men MÅ gøre noget ved, til glæde for familie og undertegnede.
    På forhånd tak – og iøvrigt mange tak for dig og dine, til at underholde mig hver morgen.
    🙂 Susanne

    • Lone Landmand siger:

      Opskriften – eller sådan en slags anvisning – skal blive skrevet, ja den skal, men i morgen har Sørøveren lovet et indlæg om kyllinger. Det er vigtigt 🙂

Der er lukket for kommentarer.