Tak Dan – en hilsen fra Søren Sørøver

I forgårs og i går kunne man læse artikler om vores fødevareminister, eller Madens minister som han ynder – Dan Jørgensen kalder på en mad revolution.

Tak Dan! Der er intet at tabe og alt at vinde.

Dagen igennem var der kritiske røster fra oppositionen, det er uhørt, at en minister blander sig i, hvad folket går og gør. Her undres vi mere over politikernes iver efter at overvåge det, vi gør, men lad nu det ligge.

En minister skal ikke blande sig i, om man hamstrer 5 kyllinger for 100, sidder og æder dem foran intetsigende tv eller endnu værre foran madprogrammer! At der er nogen, der vil hidse sig op over, at Dan lyder belærende forstår jeg ikke – og belærende syntes jeg faktisk heller ikke, det var. Han fremhævede en del paradokser og brugte mest sig selv som eksempel. Et godt gammelt sympatitrick som dog virker lidt påfaldende. Dan skyder noget ved siden af med nogle af sine synspunkter, og andre sidder lige i skabet, men budskabet er ikke til at tage fejl af – vi skal rette fokus mod maden. Vi skal bruge ordentlige råvarer, vi skal behandle dem med respekt, og vi skal huske at nyde maden, når den indtages.

Og her har Dan ret, det kan der ikke argumenteres imod. Men han glemmer den store del af ansvaret, som han selv og regeringen bærer for den kultur, hvor mad er noget, der serveres hos 7-eleven og andre kæder, og råvarer er noget industrien bruger til at lave den.

Tag nu den meget omtalte lokale mad. Fødevarer der er fremstillet lokalt, enten købt hos bonden, men allerhelst solgt gennem supermarkedet i nærområdet, for det er her mængden, og dem der mest af alt har brug for denne madrevolution, kommer. Dan ser mod syd og fremhæver deres store lokale udvalg, de mange markeder og spændende supermarkeder. Herhjemme produceres alle fødevarer af ganske få giganter, og udvalget består ofte af samme vare i en flot indpakning og i en mere tarvelig butiksbrand-indpakning.

Men hvorfor er det sådan Dan? Hvorfor tror du, at der ikke ligger produkter fra små mejerier, slagtehuse, ægproducenter o.s.v.? Det er fordi, de er lukket, og det er de slet og ret, fordi industriens og ikke mindst landbrugets lobby har sikret sig en lovgivning, der har muliggjort opkøb og lukning af al konkurrence. Har nogen alligevel prøvet, så er de druknet i bureaukratiet fra helvede. Spilleregler der kun varetager de stores interesser og kvæler alt initiativ.

Det hele i det hellige navn fødevaresikkerhed!

Og hvad betyder de regler i praksis? Jo, de betyder for eksempel, at vi her på gården har mindst 9 kontrolordninger, og smiley mig her og indberetning mig der.

Men så skulle man da også tro, at vi måtte det meste med al den kontrol.

Det bliver et nej herfra. Vi producerer bl.a. æg. Mange synes vi, men det synes omverdenen ikke. Cirka 200 høns der nok lægger ca. 125 æg om dagen. Vi sælger ikke ret mange desværre, for vi må kun sælge dem ved vejen. Æggene bliver salmonella kontrolleret hver 3. måned, og det koster 1500,- + moms hver gang.

Vi havde en drøm om at få vores æg, der i øvrigt har været omtalt om Danmarks bedste, solgt til de lokale gourmetrestauranter. De vil meget gerne købe dem, men for at vi må sælge vores kontrollerede æg til en restaurant, eller til lokalbrugsen for den sags skyld, så kræver det mærkeligt nok, at æggene bliver salmonellatestet 12 gange om året, at der laves sokkeprøver hver 14. dag, og at der tages blodprøver x antal gange om året af en dyrlæge.

Da vi spurgte den respektive instans om prisen for at blive godkendt til salg til restauranter, et system der i øvrigt forvaltes af Landbrug & Fødevarer sjovt nok…, fik vi et pænt svar tilbage om, at den slags kontrol ikke ville være rentabel for os med kun 200 høns. Og de har sikkert ret. Vi kan ikke få oplyst en pris, men gætter på, at vi læner os op af 20-30 tusind kroner om året for at få den ekstra godkendelse.

Et æg er et æg – det er salmonellakontrolleret, og myndighederne siger god for, at det er forsvarligt at købe det her og spise det – hvorfor er det så ikke forsvarligt at købe det samme æg henne i Brugsen eller få det serveret på en restaurant ? Lovgivningen ligner en hindring for små producenters adgang til de stores marked.

Det samme gælder, hvis vi ville sælge kyllinger fra gården, eller kaniner, eller duer – de skal alle dyrlægekontrolleres, inden de kan sælges. En kanin koster ca. 150 kroner i Sallingsuper, den kommer fra Frankrig. En kanin her fra gården ville koste 1500,- fordi der lige skal en dyrlæge ind over. En lokal restaurant sender ugentligt bud til Frankrig efter friske duer af samme grund.

Så små fødevareproducenter i Danmark lever i et sandt bureaukratisk helvede, hvor ambitioner og initiativ dræbes. Inden den modarbejdende lovgivning bliver lavet om, kan Dan råbe på fødevareudvalg alt det, han vil, og kun få en ny variant fra Arla Unika ud af det.

Søren Sørøver – der styrer skibet modstrøms