Noget om vand og andre fornødenheder

DSC_97920001

Vand er mere end livgivende dråber fra himlen, og alligevel har de fået lov til at fylde det meste.

Alle de mange planter på gården mangler, og trods små byger, der kommer hist og pist, så går vi stadig og ser frem til tirsdagens store regnskyl.

DSC_97650001

Men som sagt så er det ikke det eneste vand, der betyder noget.

Både Landmanden og jeg nærer stor kærlighed til havet.

Til de store dybder på det åbne hav, men i særdeleshed også til de små lavvandede vige hernede ved fjorden. Eller det er nærmest på ydersiden af fjorden.

DSC_97740001

Det er der, vi af og til sætter vores garn og henter lidt skrubber med hjem til stegepanden.

I aftes var vi ude og se til det hele.

DSC_97700001

Området er lavt, meget lavt, og der skal traves en kilometer ud gennem støvledybt vand.

Det første lange stykke bliver blotlagt omtrent to gange i døgnet, når havet trækker sig tilbage.

Det bærer præg af liv, der både kan ånde over og under vand.

DSC_97940001

En del af de små dyr har nok i at klamre sig til en våd tot tang, og andre graver sig ned i sandet.

Snegle, tanglopper, små sandkutlinger, mysis og en enkelt børsteorm kommer forbi på det helt lave.

Sand er måske så meget sagt, bugten hedder Lerdrupbugt, og det navn kommer ikke af ingenting.

Man skal ikke langt ned, før det rå blåler dominerer, blandet med skaller fra de sidste mange tusinde år.

På udvalgte steder, der hvor bunden er hårdest, ligger små plamager af muslingebanker og arbejder for at holde vandet klart og rent.

DSC_98050001

Kommer man ud, hvor der altid er vand, er der også straks mere liv at se i vandet, altså af den lidt større slags.

Der gemmer sig rejer i alle størrelser i tangbuskene, store sandrejer ligger på bunden, og endelig dem, vi er kommet ud for at se til – fiskene.

En flok multer svømmer rundt og græsser, de er sky og holder behørig afstand til os.

DSC_98130001

Det er anderledes med skrubberne, som ligger lige der, hvor bunden går fra hård til blød, for det gør den nemlig derude.

Så blød at man ikke føler det ret trygt at gå rundt, man synker nemlig hurtigt og dybt ned i det sorte dynd, og det har da også ved flere lejligheder taget fusen på én og sendt én på bagdelen.

DSC_98580001

Der lyder med jævne mellemrum et hvin fra Landmanden, der med sine underskønne tæer, dog gemt i et par alt for store waders, tiltrækker de tykke skrubber, som til sidst får kolde finner og hovedkulds svømmer ind i bentøjet på den overvældede landmand.

Jo, fisk ser vi såmænd nok af, men vi fanger ikke nogen – ikke denne aften.

DSC_98570001

Til gengæld kan vi efter en fantastisk solnedgang nyde de store flokke gæs, der med fuld trompetfanfare kommer til bugten for et overnatte.

Overalt støder gæssene til, mens strandskaderne med deres klare toner dirigerer trafikken.

DSC_98880001

Ligesom regnvandet er en livsnødvendighed for planterne, er dette sceneri sjælens næring, og der skal ikke så meget til.

Bare lige en time i ny og næ og man er klar til at fortsætte.

DSC_98970001

Søren Sørøver – der igen lever videre..

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

5 svar til Noget om vand og andre fornødenheder

  1. Skønne, skønne billeder.

  2. skønne stemningsbilleder og tekst. Duften af fjordvand sætter sig i næsten i næsen..

  3. salling48 siger:

    Undskyld, hvis jeg forskrækker jer, men mine programmer har ledt efter virussen hele weekenden.
    Og jeg har mange, men der er oz 400.000 virus – nye – hver dag.. ..
    Håber I vader rundt i vand på markederne og alle rundt omkring jer overlevede . det fortjener I

  4. salling48 siger:

    Jeg har fået en virus fra jer, undersøg venligst sagen .. den kommer muligvis fra WordPress, hvad ved jeg ? – det drejer sig om uskyldige ting som at købe en film, men jeg er sur ..

  5. Karina siger:

    Og den flotte halve måne var bestemt også et smukt syn. Jeg sad ude i haven i går aftes til sent og bare nød fuglenes lyde og insekternes summen. Med et lunt tæppe og en kat på skødet – så bliver verden ikke meget bedre. 😉

Der er lukket for kommentarer.