Noget om forskellen på hønsemad og hønsefoder

DSC_80200001

Hønsene her på gården får ikke kraftfoder.

Heller ikke økologisk kraftfoder.

De kontrollerede, afmålte, konstruerede, formalede og formpressede foderpiller er noget menneskene har skabt for deres egen skyld.

Ikke for dyrenes.

DSC_79510001

Kraftfoder giver høj og stabil æglægning, og det er der en bedre økonomi i.

Men nogle steder – som langt ude på landet for eksempel – er man ikke så meget for det med bedre økonomi.

Penge min bare.

DSC_79600001

Man er meget mere for, at hønsene mest af alt finder deres egen mad i den store tilgroede indhegning med frugttræer, rosenbuske, skyhøje popler og brændenældekrat.

De spiser græs og andre planter, snupper snegle, insekter og larver og går heller ikke af vejen for en sløv frø i det tidlige forår.

Men man ved aldrig, om nogle er dårlige jægere og samlere, og man ved aldrig, om alle finder nok, så derfor får hønsedamerne hver morgen og aften en spandfuld korn eller to som bundfyld i kråsen.

Kornet er hentet ude ved Helge på Gyllingnæs og er økologisk.

DSC_79850001

Evig og altid på tværs – tænker du måske – hvad er der nu galt med økologisk kraftfoder.

Der er hældt noget i – kan jeg svare – som ikke er nødvendigt.

En typisk foderblanding består af følgende:

Øko Hvede (24,17%); Oml Hvede (17,69%); Øko Sojakage (16,51%);
Oml. Byg (10,00%); Øko Majs (10,00%); Kridt (8,87%); Øko
Solsikkekage (5,93%); Majsgluten (3,36%); Øko Sojabønner, toast.
(1,00%); Kartoffelprotein (0,80%); ØKO grønmel (0,50%);
Monocalciumfosfat (0,47%); Forblanding Layar * (0,25%); Stensalt til
økologi (0,21%); Natriumbikarbonat (0,19%); Betain S1 (0,04%);
Premix SSF (0,02%)10000 i.e Vitamin A E672: 2500 i.e. Vitamin D E671: 40 mg E-vitamin 3a700 (all-rac alfatokoferyl-acetat), 25 mg Fe, jern-II-sulfat 3bE1: 5 mg Cu, kobber-II-sulfat 3bE4: 75 mg Mn, manganoxid 3bE5: 60 mg
Zn, zinkoxid 3bE6: 0,50 mg I, calciumjodat 3bE2: 0,30 mg Se, natriumselenit 3bE8

Man behøver ikke transportere f.eks. sojabønner tværs over kloden for at kunne presse flest muligt æg ud af sine høns.

Man behøver heller ikke give dyr vitaminpiller fremfor at lade dem få adgang til sund jord og alsidig kost.

Man behøver i det hele taget ikke have så store forventninger til, hvad dyr og natur skal yde til menneskene.

Og man kan glæde sig over æg, som ikke har bismag af kraftfoder, men som udelukkende smager af æg.

DSC_80020001

Der er faktisk stor forskel – måske skulle du have dig en høne?
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

22 svar til Noget om forskellen på hønsemad og hønsefoder

  1. Janne siger:

    Tak for et godt indlæg 🙂
    Efter princippet om at undgå fuldfoder (som jeg er stor tilhænger af), hvordan fodrer du så dine kyllinger?
    Man kan købe alverdens killingefoder, men klarer de sig også fint sammen med hønemor og det de kan finde i græsplænen?

  2. Ditte Kanstrup siger:

    Hej, og TAK for interessant viden – er hønseejer ‘coming up’ og er ved at orientere mig. Fandt din side da jeg søgte på økologisk hønsefoder og har, efter at have læst om hønsefoder et enkelt spørgsmål: hvordan får hønsene daglig næring nok i en lille hønsegård, uden adgang til hele haven. Min hønsegård bliver på små 40kvm alt inkl, og kun sjældent vil de få adgang til hele haven (800kvm blandet køkkenhave, staudebed + græsplæne). Desuden har jeg ikke prangende med madrester, da min husholdning er 1 person. Hvis ikke jeg vælger fuldfoder, hvordan sikre jeg så at de får foder nok??

  3. Ninette siger:

    Vi har købt hus inklusiv 4 høns og vi glæder os til at overtage både det og hønsene. De har hønsegård og adgang til den bagerst del af haven (græs). Når jeg læser om foder, så står der også noget om østerskalder. Kan man bare samle nogle blå muslinger ved stranden og give dem lidt en gang imellem eller hvad gør i?

    • Ari siger:

      Vores fjerkræ finder al deres kalk selv ved at have adgang til en sti, som er lavet af muslingeskaller. Så ja, I kan godt selv samle skaller (ellers kan man købe dem i Land og Fritid el.lign., eller købe foderkridt). Men man burde nok knuse dem lidt med en hammer for at hjælpe hønsene. Der er selvfølgelig også kalk i jorden, hvis de har adgang til deres egen mad.

    • Therese siger:

      Ja men det er noget af et arbejde med at samle og knuse og husk at skylle dem af for salt. ☺
      Det nemme vil være at købe østersskaller der er knust😃

  4. Kenneth Christensen siger:

    Hej Lone.

    Ganske godt indlæg. Er selv hønseejer og forsøger at holde dem på tættest på naturlig måde og følger din tankegang langt henad vejen.

    Dog kan jeg ikke helt lade være med at bemærke dine høns, som ligner hybrider.??

    Vis vi alligevel bruger tid på at holde vores høns så naturligt som muligt, burde vi vel også købe og holde renrace eller som minimum, ikke-industri-hybrider.?

  5. Rikke Haugaard siger:

    Jeg er ny hønemor. Vi fodrer med kraftfoder og korn halvt af hvert og hønsene går ude på græs samt hjælper til i køkkenhaven. De får også madrester, hvor de især sætter pris på spaghetti. Nu har jeg fået slagtelam til fryseren, og fået at vide at fedt og flomme er godt at give hønsene. Jeg har smeltet og skåret i småstykker og hældt noget strimlet kål og brødrester i. Hvor meget kan de få af gangen? Jeg har en flok med 4 høns og en hane og en blandet kyllingeflok, store, ca 800 gram, på 10 individer, der gerne må fedes op til slagtning.

    • Lone Landmand siger:

      Jeg tror, at de spiser det, de har godt af, men derfor kan du godt strække herlighederne ved at fryse noget ned i mindre portioner. Det må være godt med noget fedt til vinterfodringen 🙂

      Tillykke med den gode beslutning om høns!

  6. Pingback: Tak Dan – en hilsen fra Søren Sørøver | Beretninger fra et autentisk landbrug

  7. Pingback: Kunsten at overholde myndighedskrav | Beretninger fra et autentisk landbrug

  8. Pingback: Må man foreslå, at de konventionelle fødevarer skal mærkes – evt. med et dødningehoved | Beretninger fra et autentisk landbrug

  9. Finn Birkholm-Clausen siger:

    Vi har. Om end de er små og mest bruges som skrukhøns til alle vore forskellige prydfasaner. Men 4 haner og 5 høner af arten Rød Junglehøne løber frit omkring og lægger æg alle mulige og især umulige steder. Så det —

  10. Anna Sophia siger:

    Hej Lone.
    Jeg er meget enig, jeg har heller ikke lyst til at fodre med færdiglavet hønsefoder. Mine får øko hvede, køkkenrester og så har de et stort, grønt område at gå på med forskellige planter og træer.
    Hvilke korn fodrer du så med?

  11. Kristine siger:

    Lone, det lyder som sund fornuft, og min forvirring som nybagt hønsemor er total, siger og skriver jeg, altimens jeg stirrer på min nyindkøbte sæk med fuldfoder og en sæk med skaller. Trods 8 dage med hønsefarm i baghaven og ingen æg, vælger jeg at returnere sækkene og beder om at få korn med hjem. Og så håber jeg på æg !!!

    • Lone Landmand siger:

      Det er også forvirrende – takket være mange års tilvænning til det noget nær bizarre..

      Behold endelig muslingeskallerne – vi giver også hønsene skaller, for så meget kalk kan de heller ikke stampe op af jorden her.

      Der skal nok komme æg – du har virkelig noget at glæde dig til!

    • Ari Arnold siger:

      Hej Kristine,
      ja, det er mange forvirrende og delvist modstridende oplysninger om, hvordan man skal fodre høns. Jeg fodrer selv mine ænder næsten slet ikke om sommeren (de går rundt og finder al maden selv) og indtil videre kun med frasorteret korn om vinteren.
      Men hvis du ikke har returneret sækken endnu, ville jeg alligevel beholde den – den er god om vinteren, hvis dine høns skal blive ved med at lægge æg. For om vinteren er der ikke meget krible-krable-protein. Egentlig burde høns derfor slet ikke lægge æg om vinteren! Men hvis nu man gerne vil have æg alligevel, skal der protein til. Du kan også bruge kraftfoderet som tilskud til kyllinger, når du får nogle. Så kan du prøve dig frem til, hvor lidt kraftfoder kyllinger kan klare sig med.

  12. Hvad fodrer du med om vinteren?

    • Lone Landmand siger:

      Om vinteren skruer vi op for kornmængden, for der er knaphed på insekter og ny vækst. Der er masser af græs vinteren igennem, og så er der også grøntsagsrester fra køkkenet og kålplanter fra køkkenhaven. Det er bedst af være høne – og menneske – om sommeren.

      • Finn Colmorn siger:

        Ja, det er grønt ude på marken, men mine får skal helst have lidt tilskud, det gælder også for hønsene. Mine lam kommer juleaften, så skal mælken være i top, så lammene kan slagtes inden den kommende vinter.

  13. Ja! Vi er nogle der prøver at finde et lokalt alternativ til soja langt væk fra. Kom og vær med! http://fjerkrae.dk/prod/index.php?topic=39161.0

  14. henriette siger:

    Kære Lone tak for dit indlæg
    jeg har en større flok høns Maraner og hvide amberlinks. Jeg smed i vinter øko-foderet væk netop af de samme årsager som dig- men også fordi jeg ikke bryder mig om soja i mine æg af sundhedsårsager Jeg blandende foder af hvede, sort havre, lidt knust grønpiller, salt og så lidt protein – blandt andet med ærter ( desværre er det enormt svært at få dem knust-og de gider dem ikke hele) jeg synes simpelthen at æggemængden blev for lav uden protein,-måske fordi jeg sjældent har madrester -og det alligevel er begrænset hvor meget de finder i en alm vild villahave. I øjeblikket smider jeg en håndfuld tør kattemad hver anden dag- det ser ud til at holde lægningen oppe… men kan ikke helt forholde mig til om det er ok- det er sådan et kvalitets produkt uden tilsætningsstoffer og med meget kød/fisk i..

    • Ari Arnold siger:

      Det er altid svært at afgøre i disse tilfælde, hvad det er mest naturligt/økologisk korrekt. Jeg ville nu aldrig smide noget foder ud, da det har kostet mange ressourcer at producere. Og sojabønner er der vist mange der påstår, er vældig sunde? Tror også, at de netop indeholder nogle vigtige aminosyrer, som hjemlige protein-frø ikke kan levere.
      Når det er sagt, synes jeg selv at ærter er en rigtig god ide, de kan jo dyrkes herhjemme og hvis det ikke skal være højtydende produktion, kommer der nok en del æg alligevel. Desværre er der et eller andet giftigt i bønner, vikker og lupinfrø, så de først skal varmebehandles før de bliver fodret, hvilket er svært for hobbyfolk.
      Hønsene synes sikkert meget godt om kvalitetskattemad. Men som du selv antyder, er dette tit lavet af ‘rigtigt’ kød – og det kan da ikke være meningen at producere æg på dyrt produceret kød? Kød er jo et endnu mere forædlet produkt end æg. Billigt kattemad er mest lavet af biprodukter af kød og fisk. Det er et restprodukt og på sin vis mere ‘økologisk’, men biprodukter er tit også hår og hove, som intet dyr kan fordøje, så….

Der er lukket for kommentarer.