GMO – OMG!

DSC_03570001

Det allernemmeste for denne sørøver ville være at stemple GMO – genmodificerede organismer, som det ondeste i denne verden. Vi taler her om et resultat af menneskets evindelige stræben efter at sætte sig højest. Trang til at lege gud. Nu er jeg ikke den, der slider på bænkene nede i den lokale kirke, faktisk synes jeg, mine historier er bedre end deres, og at de er mere troværdige er indiskutabelt. Så jeg omformulerer lige. Menneskets stræben efter at sætte sig over naturen.

Vi har i en endeløs årrække brugt naturen – den er faktisk vores eksistens grundlag. At vi så sideløbende driver rovdrift på den, er et tegn på manglende taknemmelighed og forståelse. Men det er heller ikke nok. Hvad nu hvis vi kan få naturen til at arbejde for os? Hvad nu hvis den kan lave alt det, vi har gået og drømt om – vi skal bare lige modificere den lidt?

Mit første møde med GMO var i mine unge dage, hvor jeg gik på gartnerskole, og vi havde en snert i undervisningen. Vi blev blandt andet præsenteret for en opdrætsfisk, der voksede 10 gange hurtigere end dens ikke-modificerede søskende. Det eneste problem var, at dens skelet ikke voksede mere end normalt, og fisken kom i løbet af kort tid til at ligne en fastfoodramt amerikaner. Selvfølgelig var det også i guds eget land, at denne fisk var udviklet…

En tekst fra lektor Mickey Gjerris satte for nyligt tanker i hovedet på mig. Og godt det samme – det virker nemlig som værende hans fornemmeste opgave. Mickey er heller ikke umiddelbart tilhænger af denne unaturlige naturlige manipulation. Men i kraft af hans virke i det etiske råd stiller han nogle spørgsmål. Kan vi tillade os hårdnakket at modsætte os en udvikling, der potentielt ville kunne redde millioner af menneskeliv? Her tænker jeg på planter, der kan gro under de kummerlige forhold, som vores egen belastning af jordens miljø har resulteret i, og i fremtiden kaster af sig i form af klimaforandringer. Planter der kan give højt udbytte trods tørke, vand eller vind, eller nogle som kan modstå alverdens giftigheder og gro på den rene losseplads og udvikle de fineste livgivende vitaminer?

Det er sandt, at der ligger uanede muligheder og lurer i denne teknologi, og derfor må jeg også tænke mig godt og længe om, inden jeg forbander al GMO langt ned i det helvede, jeg ynder at omtale, men faktisk ikke rigtig tror findes.

Tankerne flyder nemt, når der er frie tøjler, og jeg kan komme i tanke om uendelig mange ting, der vil være fornuftige at udvikle. Et lille gen fra Spids Nøgenhat lagt ind i foderhveden, med det resultat at alle vores grise ville leve i en verden af hallucinationer. Måske ville de se lige så rosenrødt på deres tilværelse, som landmænd ser på deres elendige forhold?

Nej, det er gas, hvis et sådan produkt kom på tale, ville der blive indtaget hvedebrød på Christiania som aldrig før, og måske kunne vi for en gangs skyld eksportere noget til Sydamerika.. Arr stop mig nu..

Det er selvfølgelig en spændende tanke, at man kan dyrke planter med et væld af nye egenskaber blot ved at indsætte et lille gen.

Problemet er blot, at udover det ønskede gen tilsættes der altid, og jeg mener ALTID, et lille menneskeligt gen, der går under navet grådighed. Ikke medmenneskelighed, næstekærlighed eller andet positivt. Nej, møllen holdes i gang af utrættelig grådighed. Verdens evigt lyksageliggørende manna, og det bærer GMO i den grad også præg af.

Planter, der kan tåle gift, udviklet af de samme mennesker, som har udviklet giften, er nok det klassiske eksempel på, hvad der sker, når man ganger grådighed med to og får Monsanto. De udvikler også majs, der helt selv slår de laver ihjel, som lever i planterne. Det er ikke kun smart for bonden, men i den grad også smart for firmaret bag, der kan tage en høj pris for deres såsæd, og merprisen betales af bonden og – nå ja, så lige af alle de insekter der lever og nu dør i majsmarkerne, og hvor de gener ellers ender.

Det er bare sådan, at naturen ikke lader sig holde nede, og efter kort tid udvikler ukrudtsplanterne også resistens overfor Roundup, men på vejen derhen skruer man bare op for dosis, for afgrøderne tager jo ikke skade. Jeg er også helt sikker på, at insekterne udvikler tolerance overfor den gift GMO-majs indeholder, ligesom lopper gør på en hund, og pludselig begynder vi at have insekter, der tåler gift, og ligesom med Roundup’en er der i den menneskelige tankegang ikke andet for, end at skrue op for den mængde gift som bringes ud. Det giver syge mennesker, døde mennesker, og de bliver ikke nemme at redde fra hungersnød. Det virker mest som om, at det er det firma, der sælger giften, som redder røven?!

Netop derfor skriger det højere i mine ører end teenagetøser til en Justin Bieber koncert, når jeg ser eller hører om GMO, for det minder mig om det mest usle i mennesker og ikke engang lidt om, at det muligvis kan være en positiv teknologi mod død og ødelæggelse – ikke for død og ødelæggelse som det er nu.

DSC_03640001

Søren Sørøver – med etisk tænkehat i stedet for Nøgen Spidshat – bare for denne gangs skyld

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

5 svar til GMO – OMG!

  1. Jakob siger:

    Først og fremmest respekt for at du starter med at indberegne det potentiale som GMO har og de potentielle løsninger det kan bringe i en verden med stigende fattigdom og global opvarmning 🙂

    Den baby lod dog desværre til hurtigt at ryge ud med badevandet til fordel for de følelser du har om menneskets indgriben i naturen.
    Mennesket har manipuleret med naturen siden de første landbrug. Bevares, GMO er en anderledes process, men i bund og grund er den bare mere præcis. Det er sandt at du potentielt kunne tage gener fra en fisk eller et firben og sætte ind i en plante og det er også blevet gjort i laboratorier. Men det har aldrig været på tale at kommercialicere disse afgrøder og der er intet som tyder på at det vil ændre sig.

    Du nævner grådighed som et indbygget gen (og det lader til at du mener dette på en eller anden måde er anderledes end alle konventionelle og økolandbrug?), men hvad med det klassiske eksempel om Golden Rice. Golden rice er en gmo med indbygget betacaroten som har potentialet til at redde hundredetusindvis af børn i tredieverdens lande fra a-vitaminmangel. Ydermere er det 100 % non-profit og lavet med en aftale om at de store agro-firmaer ikke vil søge at udkonkurrere det.

    Hvordan forsvarer du at afrikanske børn potentielt kan reddet fra at blive blinde og dø, blot fordi du er bange for hypotetisk hallucinerende hvede?

    Mvh. Jakob

  2. Kim siger:

    Larverne har desværre allerede udviklet resistens mod GMO majsne nogle steder: http://www.pnas.org/content/early/2014/03/12/1317179111

    Jeg undres hver gang jeg hører om folk der prøver at løse problemet med at brødføde endnu flere mennesker end der bliver gjort nu. Hvorfor vender de ikke situationen om, og prøver at løse problemet med overbefolkning? Hvis bæredygtigt landbrug ikke kan brødføde jordens befolkning, så har vi ikke nogen bæredygtig fremtid…

  3. Kunne man ikke let komme til at tro på helvede, med det scenario du sætter op?
    Jeg tvivler lige som du på at det er ved spørgsmålet om genmanipulation menneskeheden vil viser omtanke.i denne omgang. Hvis vi ville redde de sultende masser kan det nemmere gøres på en anden måde end ved at lege med noget vi ikke ser ud til at have forstand på…..vi skal bare ville beslutte det, at ingen skal kunne dø af sult eller ubehandlet sygdom. Og så handle efter det…..
    Det vil vi vist alligevel ikke?
    Vi skulle måske alle have et kursus i moral og etik?
    Hav en god dag alligevel…Karen

  4. Johs. Thomsen siger:

    Grådighed og magtbegær pakkes ofte (altid?) ind i ønsket om at redde jordens fattigste og andre udsatte, fx. “samfundet”. Det hele minder mig om Kong Kreon i Sofokles’ antike drama “Antigone”: til “samfundets bedste” kæmper Kreon for at beholde og forøge sin magt, og Magten ender med at tage magten fra ham, og det ender med, at han taber det hele. Det er, som om han bruger roundup 2500 år, før den er opfundet. Han er død nu, men problemstillingen er ikke.
    God weekend til alle.

  5. Ja tak. Fri os for GMO og grådighed. Frem med almindelig anstændighed og sund fornuft.

Der er lukket for kommentarer.